“Her er kvinder, som er blevet voldtaget, tæsket eller forsøgt slået ihjel. Det er som at træde ind ad døren til en flygtningelejr”
Radio & podcast
menu-close

Sandheden om at flytte på krisecenter: “Her er kvinder, som er blevet voldtaget, tæsket eller forsøgt slået ihjel. Det er som at træde ind ad døren til en flygtningelejr”

6. maj 2019 |

I denne artikelserie giver vi en række almindelige mennesker i ualmindelige fag eller situationer ordet. I dag fortæller en kvinde om at komme på kvindekrisecenter efter at være brudt ud af et psykisk voldeligt forhold.

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.

Illustration Liv Ajse

”På en mørk vinterdag for tre år siden trådte jeg ind ad døren til et kvindekrisecenter. En institution, der har så meget historie, men som også er et sted, jeg aldrig havde forestillet mig, jeg ville se indefra. For hvis jeg hørte med i den kategori af mennesker, der kom på krisecenter, ville jeg være nødt til at revurdere mig selv. Men nu så jeg mig selv sidde i en afdanket sofa med kvinder, jeg aldrig havde troet, jeg ville have noget tilfælles med. Det havde vi. Vi havde det tilfælles, at vi alle skulle passe på vores børn, og at det var med livet som indsats”.  

”For seks år siden fik jeg barn med en mand, som jeg ikke kendte særligt godt. Han er højtuddannet, ser rigtig godt ud og har en fin stilling. Men under graviditeten viste det sig hurtigt, at han var ekstremt kontrollerende og psykisk voldelig på alle planer. Det tog mig over to år at flytte endeligt fra ham, for han gjorde mit liv til et helvede, når jeg forsøgte at komme væk. Jeg forsøgte at samarbejde, at makke ret, så han ville lade mig være i fred. Men han startede sager imod mig, spredte rygter, anmeldte mig til kommunen, truede alle omkring mig – lederen i børnehaven, min chef og alle andre, der ikke umiddelbart makkede ret. Min chef fritstillede mig, han havde været meget støttende undervejs, men til sidst turde han ikke andet. Jeg forstår det godt, men jeg ville alligevel ønske, at han og andre havde turde politianmelde min ekskæreste. For mit barns skyld. Så fra den ene dag til den anden havde jeg ikke længere et job. Jeg havde ingen penge, for jeg havde brugt alt, jeg ejede i forsøget på at komme væk”.


”Jeg fik rettens ord på, at alt, hvad jeg gjorde, var i orden og efter reglerne, men alligevel ville han tage mit barn fra mig, selvom landsretten havde dømt det modsatte. Til sidst nåede jeg derud, hvor jeg måtte have ledsager, hver gang jeg havde mit barn, jeg turde ikke gå ud selv. Han invaderede mig konstant og på alle tænkelige planer og forsøgte at kontrollere mit liv, selvom det var et år siden, jeg var flyttet fra ham. Det endte med, at jeg fik politieskorte ud af byen. Politiet kunne se i deres journaler, at jeg talte sandt om at være voldsramt, men eftersom min ekskæreste ikke var lykkedes med at kidnappe min datter, så havde han ikke brudt loven, og politiet kunne derfor kun bede ham overholde rettens afgørelse og så ellers sørge for, at han ikke fulgte efter mig ud af byen. Min ekskæreste kendte loven godt og gik altid kun lige til grænsen”.

”Jeg sagde til min datter, at nu skulle vi på ferie – mig og hende. Mor skulle ikke arbejde, og vi skulle bare være sammen. Det syntes hun lød vildt godt. Jeg var nødt til at skabe en virkelighed for hende, som var fjernt fra det, der rent faktisk skete. Lidt ligesom i filmen ’Livet er smukt’, hvor en far kommer i koncentrationslejr med sin søn. Jeg var pisse bange”.


LÆS OGSÅ: Sandheden om at være Alzheimer-pårørende: “Når han har været helt forfærdelig, har jeg tænkt: Nu slår jeg ham ihjel”

”Inden vi kom til krisecenteret, troede jeg, at det var et sted for semi-alkoholiserede kvinder eller folk med anden etnisk herkomst end dansk. Det var min stereotype opfattelse af, at det her ikke skulle foregå på alle klasseniveauer og i alle sociale lag. Jeg fik tildelt et lille værelse, hvor der kun var det mest basale. En køjeseng og et ældgammelt fjernsyn. Der var fælles toilet og en hylde i et skab og i et køleskab – ligesom på et kollegium.

Mig og de andre kvinder havde alle symptomer på posttraumatisk stress. Mange havde levet i højeste alarmberedskab i årevis og kollapsede, det øjeblik de kom ind ad døren. Men vi blev mødt af de her stærke kvinder, de ansatte. Jeg følte mig ensom og isoleret, da jeg kom. Jeg troede, jeg nærmest var den eneste i verden, der var igennem sådan noget – og så havde de set det hele før. De kunne nærmest forudsige det næste skridt hos ham, jeg er oppe imod. Jeg skulle ikke længere forsvare mig eller føle mig mistænkeliggjort, de vidste, at det hele var sandt. Det viser sig, fandt jeg ud af, at ligegyldigt hvilken voldsform, så handler det om magt. Der var en næsten identisk snor igennem alle de fortællinger, jeg hørte på krisecentret”.


”For mig var det vigtigt at få en hverdag til at fungere. Det er det for alle kvinderne. Noget normalitet og forudsigelighed. Modsat de fleste andre havde jeg bil, så hver dag efter morgenmaden tog min datter og jeg på tur. Pludselig var vi sammen i døgndrift i tre måneder. Hun fik det bedre, end hun havde haft det i lang tid. Men de fleste børn, der lever på et krisecenter, har været udsat for noget traumatisk. Derfor kunne en tur sammen med de andre kvinder og børn pludselig ende med, at et barn flippede helt ud og skreg, at det ville slå en anden ihjel. For det var det, barnet havde oplevet hjemme. Min datter havde selv gennem et år været tvunget til en samværsordning med tre skift om ugen. Hun var i dyb mistrivsel. Så hun var omklamrende og kunne ikke sove uden at mærke min krop ved siden af sig. Når jeg skulle tale med sagsbehandleren på centeret, måtte hun rykke ind til mig om aftenen. Så sad jeg der på sengen med alle jurapapirerne og holdt om min datters sovende krop”.


”Når jeg skulle til møder, måtte jeg få min mor, der boede i den anden ende af landet til komme og passe hende på krisecentret. Derfor lå vi nogle aftener tre generationer på det lille bitte værelse, hvor væggene nærmest drev af frygt og angst, fordi det hele var så ekstremt. Når du først er havnet på krisecenter, er dit liv kulmineret i ikke at kunne blive mere ekstremt”.

”Selvom jeg og de andre kvinder gjorde alt, hvad vi kunne for at skærme vores børn, og at være på centeret er meget bedre, end at se sin mor blive voldtaget, eller hvad de har været ude for, så er det hårdt for dem. Det er et hårdt miljø og et parallelsamfund til det, der er lige ude på den anden side af døren. Her er kvinder, som er blevet voldtaget, tæsket og forsøgt slået ihjel, det er nærmest som at træde ind ad døren til en flygtningelejr. Den sammenligning har jeg egentlig ikke tænkt over før, men sådan er det. Kvinderne er her først og fremmest for at beskytte børnene, men børnene fornemmer vores frygt, selvom vi nok så meget prøver at normalisere hverdagen”.


”Vi havde et stærkt fællesskab, for vi har en fælles historie. Der var ikke plads til intriger eller noget i den dur, som man ellers kunne forvente fra kvinder, der bor så tæt. Flere af de andre mødtes og drak te om aftenen, når børnene sov. Det kunne jeg ikke, for mit barn klamrede sig til mig, også i søvne. Der opstod en helt anden respekt og tolerance imellem os kvinder, end jeg ellers har oplevet. Alle gav og delte ud af det lidt, de havde, for ingen havde nogen økonomi tilbage. De fleste er flygtet uden noget som helst, de kan ikke arbejde, de kan intet”.

LÆS OGSÅ: Sandheden om at være taxachauffør: “Gad vide, om prostitution altid har været så udbredt, eller om jeg bare først ser det nu?”

”Noget af det, der overraskede mig mest, var den næstekærlighed, jeg oplevede. Den her helt åbne forståelse og accept uden nogen form for mistænkeliggørelse. Der var rigtig mange i det lokale miljø, som støttede krisecenteret. Den lokale kaffebar donerede gratis kaffekort, butikkerne donerede varer, bageren kom med kage, ligesom frisøren kom med gavekort til gratis klipning. Min datter var vokset ud af sine sko, og så fik hun et par nye. Det lyder så basalt, men når man intet overskud har haft så længe, betyder det meget. Fordi det føles som om, at når de på den måde giver, helt uden at få noget igen, så må det være fordi, de ikke bare tror på mig, men også har en fornemmelse for, hvor ekstremt det er, det jeg og de andre kvinder er ude for”.


”Jeg boede tre måneder på krisecenteret. Følelsen af at være i sikkerhed betød meget for mig. At blive troet på og mødt i det helvede, jeg stod i. De ansatte stillede de rigtige spørgsmål. Både fagligt, men også juridisk og menneskeligt. De fik mig til at se tydeligere på det, jeg havde været igennem. Jeg talte også med en psykolog på centeret, og hun fortalte, at min datters stagnerende udvikling og hendes mistrivsel var normalt for børn, der havde oplevet det samme. Jeg fik betegnelser på og viden om, hvad jeg kunne forvente i forhold til hendes reaktioner. Der er jo ingen i min vennekreds, der har børn, der reagerer på den måde, der er ingen, jeg kan sammenligne med. Jeg prøver bare på bedste måde at spejle hende, selvom jeg ved, hun vil blive ved med at møde ting, der vil nedbryde hende. Som for eksempel at hun i to år efter vores ophold var tvunget til overnattende samvær med en voldelig far, hvilket har givet hende massive, varige mén og traumer”.

”Jeg mistede alt, da jeg kom på krisecenteret, men det hjalp mig til at indse, hvor ekstremt det var, og at jeg måtte helt væk. De ansatte hjalp mig til at forstå, at det mest normale, jeg kunne gøre, var at flytte tilbage, hvor jeg kommer fra og få hjælp af familie og netværk. I det hele taget gjorde de alt, de kunne for at hjælpe. De gav mig en pause, de prøvede at bygge mig op til at kunne klare at komme ud i livet igen, men de kom til kort. For når de sender os videre, er der intet retligt, der kan hjælpe mig imod den mand, jeg er oppe imod. Intet efterværn.

Mine nærmeste synes, jeg er sejlivet og beundrer, jeg har overlevet. Men krisecentret er ikke det mest ekstreme i mit liv. For chikanen fra min eks stopper aldrig. To år efter jeg var fraflyttet hans bopæl, fik han polititilhold, men det brød han i det uendelige og påklagede alt til højeste instans, og efter blot fire måneder valgte politiet i hans politikreds at underkende det polititilhold, jeg havde fået i min politikreds. Igen, han går helt til grænsen, han tropper op ved skolen, men tager ikke barnet med. Jeg har en overfaldsalarm og bare inden for de idste stre måneder, har jeg måtte gå under jorden tre gange”.


”Jeg oplever, at andre mennesker har svært ved at forholde sig til min virkelighed, og at jeg har været på krisecenter. Fordi det er for ekstremt. Jeg bliver helt klart stemplet som en vis kategori af person, som om det er mig, der er noget galt med, at jeg er psykisk syg eller hysterisk. Med det niveau af craziness må der være noget galt med den kvinde, tænker folk. Og så holder de afstand. Derfor taler jeg meget lidt om det. Når jeg gør, oplever jeg sjældent, at nogen siger: Hvor lyder det hårdt. Eller: Tænk, at du har været det igennem? Det er mere: Uha, vi skifter lige emne og kigger den anden vej”.

LÆS OGSÅ: Kendisser og populærkultur påvirker navngivelsen af danske børn drastisk

”Jeg har fået en ny mand og spurgte ham faktisk i går, hvad han tænkte, da han fik at vide, at jeg havde været på krisecenter. Helt stereotypt, så tænkte han som udgangspunkt, at det hørte en bestemt socialklasse til. Den samfundsmæssige negligerende opfattelse omkring både fysisk og psykisk vold er så stigmatiserende, og hans udtalelse overmander mig med total magtesløshed. For sådan tror jeg, at 98 procent i vores samfund tænker. Det gjorde jeg selv. Og det er nødt til at blive ændret. Den opfattelse invaliderer og slår mennesker ihjel. Følgevirkningerne er så skadelige, ikke mindst for børnene, der får komplekse traumer. Selv med de ressourcer og den viden, jeg har, så er min datter stadig ikke i vater. Det ved jeg ikke, om hun nogensinde kommer.

Nu har vi fået lovgivning om psykisk vold. Men der er stadig ikke noget, der beskytter ofrene på den anden side, da diverse instanser og fagpersoner på ingen måder er gearede eller har hjemmel til at standse voldsudøveren. For eksempel kan ingen gøre noget ved den massive strøm af anonyme anmeldelser, som kommunen modtager på mig. Både kommunen og jeg bruger enorme ressourcer på at forholde os til dem hele tiden, men jeg kan kun gisne om, at det er ham. Politiet kan først stoppe ham, når han har trådt over grænsen. Krisecentrene kan hjælpe kvinderne på vej, men resten er op til den udøvende magt og samfundet i det hele taget. Det kræver et paradigmeskifte, for ingen ved, hvordan de skal hjælpe os. Volden stopper aldrig. Min ekskæreste stopper ikke, før den dag jeg er død”.

Kvinde 41 år, akademiker og har et barn – fortalt til journalist Tea Sletved.


Om ‘Sandheden fra’:

Har du tænkt over, hvordan det er at være den ædru taxachauffør, der kører stive folk hjem fra byen natten lang? Eller intim waxeren der fjerner hår mellem folks baller? Eller hvordan er det at være au pair og skure gulv hos rige, danske børnefamilier? I denne artikelserie giver vi ordet til en række anonyme personer og lader dem fortælle frit fra leveren om, hvordan det er at være i et fag eller en situation, vi normalt ikke hører hele sandheden fra.

# 1: Sandheden om at være taxachauffør

# 2: Sandheden om at være nyskilt

# 3: Sandheden om at være alzheimer-pårørende

Tea Sletved

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.