Her er, hvad jeg har lært af at læse Harry Potter-bøgerne om og om igen
Radio & podcast
menu-close

Litteraturklummen: Her er, hvad jeg har lært af at læse Harry Potter-bøgerne om og om igen

20. januar 2019 |

Jeg havde egentlig svoret, at jeg som voksen skulle stoppe med at udtale mig offentligt om Harry Potter-bøgerne. Indtil jeg genlæste Harry Potter-bøgerne. Og så var det tid til en hel klumme om Harry Potter-bøgerne.

Radiotype, meget på Twitter, glad for ungdom og tykke bøger.

Privatfoto (fra London’s King’s Cross Station hvor Signe Amtoft lige var nødt til at prøve at finde den skjulte perron)

Der er noget særligt ved at være af real-time Harry Potter-generationen. Os der ventede på, at den næste bog udkom, var hos boghandleren ved midnat og som skændtes med vores søskende om at få lov til at læse den nyudkomne bog først. Jeg husker, da jeg i sjette klasse fik ’Harry Potter og Føniksordenen’ før tid for at anmelde den i ’Go’ Morgen Danmark’. Jeg havde kun fire dage til at læse de cirka 600 sider, og min bror tiggede og bad, om han “ikke lige måtte læse den først, hvis han skyndte sig”.

Senere har jeg læst og genlæst hele serien adskillige gange og har set filmene ligeså ofte. Men hvorfor gør jeg det, udover den varme følelse af genkendelse og nostalgi ved at være i selskab med mine litterære barndomsvenner? Fordi der bag den nuttede historie om magi og kammeratskab ligger mange lektioner, jeg kan bruge i mit voksne liv hver dag. Her er fire af dem.

SPOILER ALERT, så er du advaret!

1. Ingen mennesker er kun gode eller kun onde

Jeg har alle dage haft et horn i siden på Rowling over, at vi automatisk skal hade folk i Slytherin-kollegiet, der har fostret flest mørke troldmænd i Harry Potter-universet. Men som også er hjem for skarpe troldmænd og hekse, der med fokus og køligt overblik går efter deres mål. Det bliver forsimplet, og det er ærligt talt lidt træls. Men på et karaktermæssigt plan minder hun os om, at alle har både gode og onde sider. Ligesom i Star Wars-universet, hvor der skal være balance i kraften, er der hos Rowling både godhed og ondskab, som udligner hinanden for at skabe en harmonisk verden.

De flere dimensioner hos hendes karakterer giver dem liv og ægte personligheder. Det typiske eksempel er Professor Severus Snape, som i hverdagen er ond, i livet er usikker, men i enden er god. Men et andet eksempel er Albus Dumbledore, en af de karakterer, jeg som barn ubetinget holdt af, men som også har en mørk historie bag sig, hvor han og Gellert Grindelwald havde det ideologiske standpunkt, at troldmænd skulle regere verden med mugglere som undersåtter. Han ændrer naturligvis mening, men ingen er kun gode eller onde, og det skal vi huske i livet.


2. Voksne er ligeså umodne som børn

En af de ting, man opdager, efterhånden som man bliver voksen, er, at voksne er ligeså hjælpeløse, når det kommer til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Voksne er det spejl, børn kigger i, når de formes, og derfor er det ikke så mærkeligt, at børn nogle gange kan være nogle røvhuller. I Harry Potter er det ofte de voksne, der træffer de forkerte beslutninger og lader stolthed, usikkerhed og frygt styre sig. Det er et traditionelt greb i børnelitteratur – vi ser også hos Astrid Lindgren, at det er børn, der redder dagen, og at de voksne kan skabe ligeså meget frygt og usikkerhed som tryghed i et barnesind.

LÆS OGSÅ: Er du klar til ’Min geniale veninde’ som tv-serie? Jeg var IKKE

I Harry Potter sættes det på spidsen, og vi ser, at voksne er fejlbarlige væsner, som ikke nødvendigvis kan se ud over eksempelvis sorg (Snape, som lader sin fortabte kærlighed til Harrys mor gå ud over Harry på daglig basis), stolthed (Professor Schnobbevom, som er god nok på bunden, men som i skam holder Harry hen, da han har brug for et minde om hans samtaler med unge Voldemort) og ambitioner (Dumbledore, som i sin tid var lidt for magtbegærlig, og nu har dedikeret sin alderdom til at stoppe den ondskab, han selv flirtede med som ung).


3. Outsideren skal nok blomstre på sin egen måde

Er der noget, Rowling kan skrive, så er det outsidere, der med tiden finder sig selv og sågar gennem deres særegenhed også bliver ledestjerner på andres vej i livet. Harry selv er en outsider i sin familie, som helt konkret holder ham låst væk i et skab under trappen. Men i bøgerne lærer flere unge mennesker, at outsidere ikke nødvendigvis er en skidt ting.

Som Neville Longbottom, som alle griner af til at starte med, fordi han er klodset og kikset, men som går hen og bliver en af de største helte. Han og Snape har i høj grad parallelle forløb, men udvikler meget forskellige måder at håndtere dem på. Begge er kiksede og bliver mobbet i starten af deres tid på skolen, men Neville formår at nedbryde sine barrierer og tvinge sig selv til at være modig og sige fra, når han ikke er enig i de ting, der foregår – selv over for sine bedste venner.

Han opdager senere sit talent for magiske planter og lærer, at alle er gode til noget – ligesom Snape opdager eliksirerne. Det samme kan siges om Luna Lovegood, som i starten bliver betragtet som mærkelig (hendes tilnavn er ’Loony’) og som senere bliver en fast bestanddel i Dumbeldores Armé, og hvis særegne væremåde ofte hjælper Harry, om ikke andet med et mentalt ånderum, hvor han altid får plads til at være sig selv. Og så leverer hun de mest geniale, usportslige kommentarer til Quidditch-kampene.


4. Vi vælger selv, hvem vi gerne vil være

Vi får alle tildelt en hånd her i livet. Nogle er mere privilegerede, andre bliver groft forfordelt. Men det, der siger mest om os som mennesker er ikke, om vi kommer af en gammelrig familie, eller om vi er blevet mobbet. Det, der betyder noget, er den måde, vi bruger det på, når vi handler over for andre mennesker. En af de sigende situationer i Harry Potter, og som man vender tilbage til flere gange, er, da Harry i den første bog sidder med fordelingshatten på hovedet.

LÆS OGSÅ: Litteraturklummen: Hvis en anden kvinde er sej, så fortæl hende det

Harry vil ikke på Slytherin, men hatten siger, at han passer godt ind på det kollegie. Og selvfølgelig gør han det. Han er pragmatisk, målrettet og mange af de andre ting, Gryffindor og Slytherin-kollegierne har til fælles. Men han vælger, at han vil være en Gryffindor-elev. En der har fællesskab og ære i centrum. Ligesom Malfoy til sidst vælger ikke at afsløre Harry, da han bliver bedt om at identificere ham. Og ligesom Snape i sidste ende vælger at lade Harrys mors valg veje tungere end hans fars, når han til hverdag straffer Harry for sidstnævntes, men ofrer sig for sin ulykkelige kærlighed til førstnævnte.

Harry Potter-bøgerne er på mange måder for børn og ikke for børn. Bøgerne beskæftiger sig med tunge emner og ikke mindst med de fejl, vi begår, når vi gennem hele livet er for forfængelige – og netop derfor, må vi aldrig stoppe med at læse dem.

Signe Amtoft

Radiotype, meget på Twitter, glad for ungdom og tykke bøger.