Rød løber

Filmskribenten gider ikke høre et ord om ‘Black Panther’: Her er 6 skamløst Oscar-negligerede mesterværker

Det er Oscar-tiden igen. Bliver det ‘A Star is Born’, der løber med det hele? Eller får Netflix en Oscar for ‘Roma’? Alt sammen lige meget. For her er seks mesterværker fra filmhistorien, der blev totalt overset.

Foto ovenfor: Samuel Zeller/Unsplash

Nu er det snart Oscar-tid igen, og så er der endnu engang dømt røde løbere, gallapåklædning, blitzende kameraer og filmbrancheonani for alle pengene. Vi er nået til runde 91, når løjerne udfolder sig den 24. februar (eller den 25. februar kl. 02 for danskerne).

I anledning af det og selvfølgelig det hysterisk sjove faktum, at Marvel-middelmådigheden ‘Black Panther’ (2018) er blevet nomineret i Bedste film-kategorien, følger her en lille liste over 6 mesterværker, som gennem tiden er blevet skamløst negligeret af akademiet.

Lad os lige få spillereglerne overstået: Ja, følgende er mit bud på forbrydelser mod filmhistorien. Ja, du synes måske, det er småtåbelige valg, og ja, du må gerne komme med dine egne bud. Men det er og bliver jo en gennemgang af undertegnedes mest ætsende Oscar-sår. Vi bærer alle på individuelle og hengemte mærker, som livet giver os, og disse er mine Oscar-afsavn.

Vi begynder ved de småbelastende udeladelser, går i kødet på de største og mest eklatante brølere for til sidst at ende ved ursynden.

Bringing up Baby

6. ‘Bringing Up Baby’ (1938)

Ja, dengang var der også fjollede disponeringer på spil blandt de høje tindinger. Howard Hawks mageløse screwball-mesterværk med fyrigt veloplagte Katharine Hepburn som maniske Susan og nørd-sexede Cary Grant i rollen som palæontologen David gik fuldstændigt under radaren og blev ikke engang nomineret. Nu hører det selvfølgelig også med til historien, at filmen rent faktisk ikke blev overvældende godt modtaget af datidens kritikere og ikke tjente de fornødne skillinger hjem hurtigt nok. Men come on, vi må og skal dømme med eftertidens bagkloge blik, særligt når vi taler om en så underskøn produktion som denne. Alle andre fra det år er glemt, tilbage står kun leopard-eventyret.

The Nightmare Before Christmas

5. ‘The Nightmare Before Christmas’ (1993)

Nu begynder vi lige så stille at tage fat på de mere irriterende udeladelser. Tim Burtons mageløse stop-motion fantasy-horror-jule-musical blev godt nok nomineret, men det udelukkende i ‘Visual Effects’, en kategori den ikke engang nappede (damn you, ‘Jurassic Park’!). Men hør nu her, Danny Elfman (komponisten og stemmen bag karismatiske Jack) og alle de andre fortjente ikke krummer fra de riges bord, men derimod en æresplads lige ved siden af Spielberg. Seriøst.

Drive

4. ‘Drive’ (2011)

Undskyld, nu vil eftertiden måske dømme mig ulideligt hårdt, men jeg tager chancen og kalder lokalpatriotisk Nicolas Winding Refns mesterlige ‘Drive’ for en Oscar-brøler. Flødelækkermåsen Ryan Gosling og uskyldsenglen Carey Mulligan spiller sammen i den ultravoldelige heist-fortælling om et kæmpekup, der selvfølgelig ikke går helt som planlagt. Refns uhyrligt stilfulde kombo af americano-action og euro-synth er og bliver en af det års absolut bedste film.

The Shawshank Redemption

3. ‘The Shawshank Redemption’ (1994)

Nu begynder det lige så langsomt at gøre ondt. Jo, jo – godt nok blev Stephen Kings historie i Frank Darabonts mesterlige hænder om de to fanger spillet af Tim Robbins og Morgan Freeman nomineret til hele 7 Oscars, men denne gudeskønne perle blev alligevel på tragisk vis forbigået. Til dels på grund af et ondt felt bestående bl.a. af klynkemonumentet ‘Forrest Gump’. Internettet har efterfølgende helgenkåret filmen, som nu på IMDB klassificeres som den bedste film ever. Basta.

The Tree of Life

2. ‘The Tree of Life’ (2011)

Hvad er nu det for noget pjat? Har vi ikke haft dét år lige før? Jo, det har vi skam. Men hør lige godt efter: Uddelingen i 2012 var så elendigt et Oscar-år, at de faktisk begik to modbydeligt pinlige fejldisponeringer. Som om det ikke var slemt nok med dansk undfangne-‘Drive’, så hånede akademiet også geniet Terrence Malick og menneskeheden som sådan, da de på sand ignorant vis valgte at forbigå mesterværket ‘The Tree of Life’ med Brad Pitt, Sean Penn og Jessica Chastain. Malicks grandiose vision om menneskehedens udviklingshistorie i et metafysisk lys havde fortjent al vores kærlighed.

The Rear Window

1. ‘Rear Window’ (1954)

Men den ubetinget mest pinagtige og katastrofale beslutning nogensinde foretaget af akademiet, må være ikke at honorere en af filmhistoriens største produktioner, nemlig Hitchcocks mageløse baggårdsdrama fra 1954 med James Stewart som ungkarle-fotografen Jeff og Grace Kelly som overklassemodeprinsessen Lisa. Godt nok blev filmen nomineret i fire kategorier, men på sørgelig nærig vis valgte niddingerne ikke at anerkende den for noget som helst. Alene det faktum, at de overhovedet kunne negligere en så indlysende opvisning af filmisk rå kunnen, forbliver akademiets absolut største fadæse.

Det er altså ikke nødvendigvis så mærkeligt, at tv-seere over hele kloden flygter så hæmningsløst fra begivenheden, som de har gjort de senere år. Det er efterhånden lang tid siden, at uddelingen havde sin storhedstid (som helt præcist var i 1998, da over 57 millioner seere fulgte med på tv). Sidste år? Der var sølle 26,5 millioner mennesker vidner til balladen.

Måske er almindeligt filmelskende mennesker af kød og blod verden over ved at indse, at Oscar-affæren i bund og grund bare er glitter-lir. Endda lir uden noget synderligt fokus på indlysende store og majestætisk komponerede værker som ellers fortjener artens kollektive opmærksomhed.

Find mere om
Footer graphics