Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard: Derfor er vi så vilde med Elvis
Radio & podcast
menu-close

Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard: Derfor er vi så vilde med Elvis

8. juni 2018 |

Hvad er der så særligt ved The King, at podcasten Rockhistorier dedikerer hele tre programmer til ham? Det fortæller de to værter her.

Henrik Queitsch og Klaus Lynggard udfolder sig hver evig eneste tirsdag som levende Rockhistorie-leksikoner på Heartbeats Radio.

Deres program Rockhistorier går altid tematisk i dybden med en specifik genre, artist eller tidsperiode.

Deres langevarige kærlighedsforhold til musik gør, at de to værter har oceaner af viden at øse ud af, og dette resulterer ofte i at de to herre er nødsaget til at opdele disse temaer i en Part 1, Part 2 og nogle gange endda en Part 3.

Dette er også tilfældet med deres seneste artist-special, som omhandlede The King of Rock’n’Roll, Elvis Presley. Her afviklede de i sidste uge Part 2, og kom med en lovning om en Elvis Part 3.

Derfor har vi spurgt Klaus og Henrik om deres forhold til Elvis og hvad der gør ham så speciel i deres øjne.

Du kan lytte til Rockhistoriers første Elvis-special, der omhandler Elvis’ tidlige karriere her

Henrik Queitsch: “Elvis Presley fyldte ikke meget i min barn- og ungdom. Jeg kan huske, at familien var samlet omkring husalteret, da ‘Aloha from Hawaii’ blev satellittransmitteret kloden over en januarweekend i 1973 – som vist en af første udsendelser nogensinde – og så kan jeg huske den augustmorgen i 1977, hvor min mor vækkede mig og fortalte, at Elvis var død. Så jeg vidste selvfølgelig hvem han var – det gjorde alle – men han havde intet med mig og mit liv at gøre. Jeg opfattede ham primært som afdanket refrænsanger og skuespiller i en lang række elendige film, der udelukkende kunne ses for deres eventuelle kitschværdi. Jeg skulle blive klogere – men ti-øren var ret lang tid om at falde, må jeg med skam bekende.”

Klaus Lynggaard:  “Det største ved Elvis Presley er stemmen. I stil med andre amerikanske legender fra Louis Armstrong over Billie Holiday til Frank Sinatra er den øjeblikkeligt genkendelig, fuld af personlighed, liv og sjæl. Presley fik ikke altid det bedste materiale at synge, men når sangen til gengæld var god og backingen kogte, så var og blev han The King of Rock’n’Roll – også selvom han faktisk ubesværet mestrede en lang række andre genrer, ikke mindst gospel.”

Henrik Quietsch’ første opdagelse af Elvis Presleys genialitet var Sun-indspilningerne i Nashville. Men det var hans opfattelse, at alt, The King havde begået efter sin hjemsendelse fra hæren, var indbegrebet af spildt talent.

“Min fejl. Næste åbenbaring var så ‘The Memphis Record’, der kom i 1987 og samlede de legendariske indspilninger med produceren Chips Moman fra januar og februar 1969.  Stadigvæk noget af det mest vitale musik, der nogensinde er indspillet.

Kort efter kom Nick Cave så og påstod, at de såkaldte Las Vegas-år var der hvor Elvis peakede. Måske nok en sandhed ned visse modifikationer, men han havde jo ret i, at også her var der en del guld at finde. Hvilket der jo  er overalt i den alt for korte karriere. Bevares, man skal sortere en del i det, men så står man altså også – på trods af, at han var offer for selve definitionen på dårligt management –  med noget af de bedste og mest levedygtige musik, der nogensinde er blevet skabt. Prøv bare at lytte til hans nærmest apokalyptiske version af Al Jacobs og Jimmie Cranes “Hurt” fra så sent som 1976 – altså blot et år før han døde – så vil du forstå præcis, hvad jeg mener.”

Lyt her til Rockhistoriers andet afsnit om Elvis, og få langt flere detaljer og anekdoter fra de to levende leksikoner.

Rockhistorier har proklameret en tredje special-udsendelse omkring Elvis Presley, hvor de vil tage fat i Elvis’ sidste aktive år, før hans død i 1977.

Rockhistorier sendes hver tirsdag kl 20-22 på Heartbeats Radio.

Lyt til alle afsnit af Rockhistorier på iTunes her

Rene Slott