Hendes debut skildrer livet på kokain: Her beskriver Simone Mørch Stjer følelsen af at være stofafhængig med ét ord

I din roman tager Helene stoffer som et erklæret oprør mod det normale liv. Hvad er der galt med det?

”Der er ikke noget galt med det normale liv. I bogen sættes det meget sort/hvidt op af Helene. Det havde jeg også selv en tendens til at gøre, da jeg var ung. Når man har mange valg, er det nemmere at definere sig selv ud fra, hvad man ikke gider – og ikke at give en fuck for noget. Jeg havde selv den her oprørske indstilling til ’det normale liv’, da jeg var yngre. Jeg kunne slet ikke klare de der kasser. Forskellen på mig og min hovedperson er, at jeg fandt et andet fællesskab gennem at spille musik. I dag har jeg fundet ud af, at livet ikke passer i kasser.”

Alligevel kæmper Helene for at opretholde et billede af normalitet og skjule sin stofafhængighed. Hvorfor det?

”Jeg ville gerne have et drama i bogen, og det kræver en eller anden konflikt, som enten kan være indeni en karakter eller udenfor. Og det er Helenes konflikt, at hun ikke vil opdages. Det er der, sårbarheden kommer ind. Hun er på vippen mellem det rekreative forbrug og afhængighed, og det betyder noget for hende, at hun ikke tipper til den forkerte side. Hun er netop ikke ligeglad, men skammer sig.”

Er der nogle nuancer i synet på stofafhængighed, du gerne ville fremskrive i din roman?

”Ja, jeg prøver at fortælle historien uden alle de overskrifter og stempler, som mange folk udefra sætter på stofafhængige. F.eks. at det altid er kriminelle mennesker, der er afhængige af stoffer, og at det er nogle mennesker, som udelukkende har taget dårlige valg i livet. Det er meget endimensionelt at se det med det blik, at man er sin egen lykkes smed. Eller omvendt, at de er nogle stakler, der skal reddes.”

For tiden diskuterer man, om det skal være muligt at få testet sine stoffer, inden man tager dem. Ville det have gjort en forskel for Helene, hvis hun havde den mulighed?

”Ja, det ville det. Nu er der ikke nogle scener i bogen, hvor hun tager dårlige stoffer og får det helt vildt fucked. Men gennem mennesker, jeg har mødt gennem mit arbejde, ved jeg, at det gør en kæmpe forskel at kunne teste. Man burde indføre det for alles skyld. Ikke kun for folk, der er allermest afhængige af stoffer, for se bare på nattelivet: Der er fem gange så mange unge, der tager kokain i dag, som for få år tilbage. Test af stoffer ville spare indlæggelser og i sidste ende dødsfald – for eksempel har MDMA kostet flere liv de seneste år.”

jeg har eksperimenteret, men det er ikke min egen historie, jeg har skrevet

På et tidspunkt i romanen bliver Helene indlagt på psykiatrisk afdeling. Skal man hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes?

”Det mener jeg. Så kan det godt være, at de ikke er klar lige nu, men tilbuddet skal være der. Nogle gange skal man bare vide, at hjælpen er der, så man kan gøre brug af den, når man er klar. Men hjælpen skal være ordentlig. Det her med at hjælpe folk, som virkelig er på vippen eksistentielt, og så bare passe sit job, som om man var en tankpasser, det synes jeg er … det er sgu ikke optimalt. Hjælpesystemet skal ikke se ned på de mennesker, som de har med at gøre.”

Du har selv eksperimenteret med stoffer, da du var yngre. Hvad fik dig til at stoppe?

”Det er rigtigt, at jeg har eksperimenteret, men det er ikke min egen historie, jeg har skrevet. Det var bare noget jeg skulle afprøve, fordi jeg var fucking ung, og jeg var nysgerrig, og det var sjovt. For mig var det en meget naturlig overgang til at stoppe. Jeg kunne sige til mig selv, at det ikke var en særlig smart idé, hvis man har noget bøvle med i forvejen.”

Bøvlede du selv med noget i den periode?

”Jeg kæmpede selv med psykiske udfordringer som helt ung og fik derigennem kontakt til psykiatrien. Det var et blandet møde. Det, der rykkede mig videre, var musikken.” 

Nu har du skrevet en roman om emnet. Men hvis du skulle beskrive følelsen af at være stofafhængig med ét ord…

”Stress.”

Hvorfor?

”Fordi man stresser over, hvordan man skal skaffe stoffer, og hvor man skal være. Man stresser også over penge, som skal skaffes, uden at man bliver rullet og snydt. Og hvor skal man indtage sit stof henne? Man stresser over at møde sin omgangskreds og familie. Men man stresser også over, hvad der skal blive af en i det hele taget. Når man bliver afhængig af stoffer, bliver man også afhængig af mange andre mennesker. Afhængig af den, der sælger det, den, der har penge, og hvis man skal have hjælpe, bliver man afhængig af et center og en rådgiver og så videre. Og dét er stress.”

‘S’ er udkommet på Gyldendal