Heartbeats » Musik » ”Hellere være vred end at synke ned i apati”

5 skarpe til rapperen Nikoline (nok mest om klitoris): ”Hellere være vred end at synke ned i apati”

18. september 2018 | Johanna Kinnock

”Hellere være vred end at synke ned i apati”

Den politiske rapper Nikoline har udgivet en video, ’Sut min klit’, hvor hun har skrevet luder på brystet af Oliver Bjerrehuus, tager pis på Suspekt og LOC, har topløse kvinder der afbrænder ISIS-flag og laver #MeToo-payback på Peter Aalbæk ved at ride rundt på ham. Vi stillede hende nogle spørgsmål om projektet.

1. Du har lavet et nummer om klitoris. Tror du, at klitten kan redde verden?

”Der mangler helt klar oplysning om kvinders seksuelle anatomi (og det er hos alle køn). Klitoris har ikke fået tilnærmelsesvis lige så meget opmærksomhed i film og musik, som pikken har. Mennesket har været mere optaget af DNA-molekylets struktur, internettet og at sende folk til månen end af at undersøge klitorissens anatomi. Den er jo et 9-13 cm langt organ under overfladen, og det er vanvittigt, at det først blev opdaget, beskrevet og publiceret i 1998 af Dr. Helen O’Connell i hendes ’Anatomy of the clitoris’-rapport. Men i 00’erne fik jeg som teenager ikke nogen form for information om klitoris i seksualundervisningen, og det gør de fleste unge stadig ikke. Her er det fortsat kondomer på agurker og jomfruhindemyter. Så jeg opdagede ikke klitorissens fulde potentiale før 2015, og de fleste mennesker aner stadig ikke, hvordan klitoris ser ud i sin fulde størrelse, hvilket der er mange sjove og semitragiske eksempler på på YouTube)”.

“Kvinders orgasme har ikke været mit fokus, men det er et tema i den nye ’Ditte & Louise’ biograffilm, hvilket er grunden til, at jeg fik dem overtalt til at være med i videoen til ’Sut min klit’. Jeg så deres film til en screening og blev så inspireret, at jeg lavede et ekstra vers kun til filmen, hvor nummeret optræder. Vi var på samme antisexistiske mission og havde samme ’feminisme er for alle’-tilgang og intention om at befri alle mennesker uanset køn. Helt overordnet er ’Sut Min Klit’ et opgør med sexisme og et forsøg på at befri det maskuline og feminine i os alle sammen. Der er større forskel på os som individer end som køn”.


2. Du rapper om alt fra biblen til Cardi B i nummeret. I andre sange rapper du om demokrati og kapitalisme. Hvad er dit vigtigste budskab? 

”Mit motto er ‘svesken på disken’. Det er noget med at se igennem hykleriet og kalde en spade for en spade. Hellere være vred og prøve at forandre noget end at synke ned i apati. Vi lever i en kompleks verden, og mange mennesker og medier forsøger at forsimple den med dumme kasser. Det er stærkt at insistere på at ville rumme kompleksiteten. Nogle af mine store helte er barnet i ’Kejserens nye klæder’, Pippi Langstrømpe og Egon Olsen. Deres måde at se igennem bullshit på inspirerer mig i mit liv og i min musik”.


3. I videoen vender du op og ned på konventioner og kønsroller. Er du anarkist?

”I min video udtrykker jeg mig faktisk bare, som jeg er. Konventioner og kønsroller eksisterer ligesom ikke i min verden. Jeg er vokset op med en virkelig stærk mormor og en morfar, der var meget mild og følsom. Min mor var begge dele. Og alle sammen har været meget varme og uhæmmede til at vise følelser. Kønsroller eksisterede ikke for nogen af dem, og ligestilling var en selvfølge. Jeg er summen af dem. Jeg identificerede mig lige så meget med Pippi Langstrømpe som Rambo og Rocky i min opvækst. Så min opfordring er bare at mærke efter. Vær det, du inderst inde er. Måske er du en kvinde med fire børn, som vitterligt elsker at arbejde deltid, eller du arbejder 100 timer om ugen og er CEO og har ikke lyst til at have børn. De er lige meget kvinder for mig og kan være lige meget feminister. For mig er der større forskel på individer end køn, og der er MANGE måder at være menneske på. Køn er bare nogle kromosomer for mig og ikke noget, der begrænser min udfoldelse eller min opfattelse af andre, og hvad de kan eller må være”.


4. Hvorfor tror du, at dansk rap er så bagud, når det kommer til repræsentation af kvinder, og hvilke temaer der bliver rappet om? 

”’Sut Min Klit’ er det ultimative antisexistiske nummer. Unge piger, som jeg, er vokset op med, at synonymet for kvinde i hiphop er ‘luder’ og ‘kælling’, og et mediebillede der hylder Suspekt, LOC, Jokeren osv. for nedladende og ydmygende ’Sut den op fra slap’-retorik.

’Sut Min Klit’ rykker ved noget bare ved at eksistere, for det her udtryk har manglet. Det har manglet for mig, og jeg kan se på reaktionerne derude, at mange andre både piger og drenge også har manglet det. Så det er tiltrængt. Det er ikke mændene mod kvinderne det her. Det er et opgør med en gammeldags og super kikset misogyn udtryksform. Jeg vil gerne understrege, at ’Sut Min Klit’ er meget mere og andet end et payback til Suspekt og andre. Og jeg siger ikke, at de ikke må udtrykke sig, som de vil. Jeg går ind for ytringsfrihed for ALLE. Jeg siger bare, at de er dumme at høre på, og at sexisme er slidt. De trænger til et spark i deres skridt. Ingen har lyst til at sutte slap pik. Tag noget viagra og sut min klit”.

“Dansk musik er på mange måder kopi af strømninger fra USA med måske 10-20 års forsinkelse. Der er ikke et stort marked i Danmark. Vi er kun 5,8 millioner mennesker. Så det kan måske være årsag til, at musiklabels ikke tør satse så meget på det nye eller ’anderledes’. De vil ligesom se, at det virker, og at publikum elsker det, før de vil bakke op om det. I min optik er det meningsløst, hvis musik bare er flasker, damer på lager og ryst din røv, eller generisk ’jeg elsker dig’, og ’du elsker mig’-musik, som kunne passe på hvem som helst ligesom et ugebladshoroskop. Så kunne man lige så godt stå i en fabrik og pakke kasser. Det forhindrer dog ikke mig i at udtrykke mig. Pladeselskaberne har store budgetter til at smide alt muligt bras på playlisterne, så det automatisk får stor udbredelse. Det har jeg ikke. Til gengæld har jeg talent, en ukuelig drivkraft og iværksætteri”.


5. I din nye video optræder Peter Aalbæk nede på alle fire med en snor om halsen, mens du rider på hans ryg og siger, at din fisse er en puma. Hvorfor?

”Det er en ironiserende sketch over Zentropa-skandalen. På den ene side sætter jeg Aalbæk ’på plads’, og på den anden side står vi sammen om at opfordre alle til at blive bedre til at sige fra. Da Aalbæk sagde: “Hør fissen snakke”, kunne et oplagt svar have været: “Næh, hør fissen brøle”. Da jeg ringede til Aalbæk og pitchede ’Sut Min Klit’-videoen for ham, svarede han: “Vi må stå sammen. Os få provokatører, der er tilbage i Konsensusdanmark”, og det er jeg meget enig i. Det kan ikke være så svært at sige til og fra. Det starter hos individet, synes jeg. Vi er alle sammen forskellige, og det som er okay for nogen, er ikke okay for andre. Så det er bare at mærke efter i situationen og udtrykke klart og tydeligt, om det er noget, du har lyst til. Det virker for mig, og det kan ses på min udstråling. Don’t mess with me (unless I want you to). #MeToo har sat fokus på noget vigtigt her, og det er et tiltrængt opgør”.


Filmen ‘Ditte & Louise’ går i biografer over hele landet.

Nikolines musik er at finde på streamingtjenesterne og på YouTube.