Beckham
Én af de ting, som man lærer lidt uventet ved at se den nye dokumentar om David Beckham på Netflix, er, at han er eminent til revolverjournalistik. Det kommer frem, da hans kone, Victoria, sidder i et interview og siger, at hun – ligesom David – kommer fra en arbejderklassebaggrund, hvilket viser sig at være lidt af en tilsnigelse. I hvert fald får David Beckham hende på professionel vis til at indrømme, at hun blev kørt til skole i en Rolls Royce, og det er en ret fantastisk scene.
Selv for folk, der ikke normalt går op i fodbold, er historien om, hvordan David Beckham blev en af engelsk fodbolds allerstørste legender sindssygt god og flot fortalt gennem personlige interviews med ham selv, hans familie og tidligere holdkammerater. David Beckhams liv er måske et af de mest dokumenterede overhovedet, fordi han jo som bekendt blev kærester med Victoria fra Spice Girls og derfor blev en kæmpekendis for pressen i 90erne, men også fordi hans far filmede samtlige af hans fodboldkampe som barn (omkring 1300 i alt).
Og selvom David Beckham solede sig i den opmærksomhed, som fulgte med at blive mere end bare en sportsmand, mærkede han også i den grad bagsiden af medaljen. Efter VM i 98 blev han Englands mest hadede person, han fik dødstrusler og folk henrettede dukker af ham på gaden, hvilket retrospekt virker komplet vanvittigt. At han formåede at rejse derfra er ufatteligt. Men det er der meget, der er i ‘Beckham’. Inklusive hans mange drømmekasser, som man heldigvis får lov at se en hel del af undervejs.
/Thomas Balslev
Vild, vildere, Wildr
Vi har slået på tromme for det her nye, danske støjrockband før, men det er der god grund til at gøre igen. Nu følger Wildr nemlig deres alt for korte debut-ep op med en rigtig plade, der bærer titlen ‘Dream In Color’. Og det fortsætter ligesom bare, hvor det slap: Man får prygl, bare lidt flere af slagsen. Alt går hurtigt i det her band, rundsave og smælderfed distortion flyver gennem luften med referencer til alt fra blink-182 til Tame Impala, hvilket måske umiddelbart lyder som en skrækkelig kombination, det er det bare ikke lige her. Måske fordi man ikke kan regne sangene ud. Så snart man tror, man har den, får man en på siden af hovedet igen, og så er sangen slut. Hvis man ikke har det masochistiske lag i sig, når man lytter til musik, men bare vil have det lækkert sammen med Hans Phillip og alle de andre r’n’b-dengser, som lige har været i bad, så gæt engang: Wildr er ikke dit nye yndlingsband. Men hvis man savner noget adrenalin i dansk musik, så er der serveret nu.
/Thomas Balslev
Fars kamp
Som nybagt forælder er det noget af det bedste at høre om andre, som har det præcis ligesom dig. Men sommetider kan det som far godt være lidt svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen. Og det er så her, tegneserietegneren Thomas Bugge kommer ind i billedet med sin nye bog ‘Fars kamp’. Han tegner små satiriske striber om hverdagslivet som forælder, set fra den moderne fars perspektiv, og det er han virkelig god til. Han fanger nemlig nogle store dynamikker i nogle meget små situationer og er især god til at skildre parforholdets små, irriterende disputter. For eksempel sådan noget med, om man skal låse døren, når man skal på toilettet, medmindre man skal på toilettet “sådan rigtigt”. Eller om man må holde regnskab med, hvor mange huslige ting, man går og laver derhjemme. Det gode er, at han ikke peger fingre ad nogen. Alle fremstår lige latterlige. Bogen er 15×15 centimeter og kan læses på en halv time. Gør det, og giv den til din kæreste bagefter.
/Thomas Balslev
Billig mad ala Paris
På Solbjergvej 3 på Frederiksberg er der åbnet en ny restaurant, der hedder Bouillon. Konceptet er klassisk fransk mad til billige penge. Her kan man få tatar, andeconfit, braiseret gris og fransk løgsuppe til omkring 100 kroner. Selv drikkevarer er billige. Man kan blandt andet få gin&tonic eller en lille flaske vin til 50 kroner. Omgivelserne har følelse af Paris, med grønne sofaer, cafestole og tjenere, der viser dig hen til dit bord på bedste Michelin-manér. En bouillon er en særlig type restauration, som opstod i 1800-tallets Paris som protest mod, at god mad oftest var for de rige. Meget fransk tilgang. De seneste år er konceptet vendt tilbage til den parisiske madscene, og nu er det så også kommet til København.
/Frederikke Hinsby