‘Malik’ af Venna
Selvom genren har et ry for at være en anelse prætentiøs, så er den jazz, der de sidste 10 år har simret i den sydlige del af London så meget mere end det.
Ja ja, det er stadig jazz, men med en musikalsk opdragelse i alt fra klassisk afrobeat til moderne hip-hop, formår den moderne britiske jazzscene at gøre den prætentiøse genre noget lettere at fordøje.
Hvis du endnu ikke har hørt navnene Alfa Mist, Ezra Collective og Yussef Dayes, venter dig et væld af udgivelser, som alle kan give dig et helt nyt syn på, hvad det egentlig betyder, når din musikstreamingtjeneste skriver ’jazz’. Den 26-årige Venna er ingen undtagelse.
Efter at have akkompagneret trommeslageren Yussef Dayes på hans verdensturné, er den grammyvindende saxofonist og producer nu klar til at turnere Europa i eget navn, i forbindelse med udgivelsen af hans debutalbum ’Malik’.
Foruden en håndfuld virkelig velkomponerede jazznumre rummer pladen også features fra blandt andre Leon Thomas og Jorja Smith, hvilket medfører, at den prætentiøse jazz til tider bliver pakket ind i silkeblød R&B. Det gælder bestemt også på de numre, hvor Venna lader saxofonen hænge om halsen og synger selv.
Søndag d. 7. december spiller Venna koncert i Pumpehuset i København, som en del af hans ’Malik-tour’.
‘The Chair Company’ på HBO Max
En psykologisk thriller-komedie? Eller måske en satire-krimi?
Selv har skaberen bag HBO Max’s nyeste tv-serie Tim Robinson valgt at kalde sit værk for ’The Chair Company’, og den er på en og samme tid spændende, sjov og virkelig mærkelig.
Meget ligesom med sit sketcshow, ’I Think You Should Leave with Tim Robinson’, der stadig kan ses på Netflix, mestrer han med sin faste makker, Zach Kanin, stadig den sorte humor i en sådan grad, at enkelte scener af ’The Chair Company’, kan få mig til at bryde ud i latter bare ved tanken om dem.
Selvom han før har holdt sig til det kortere sketchformat, folder Tim Robinson sig nu ud som hovedrollen i en absurd fortælling om en mand, der på grænsen af hans karrieres gennembrud, bliver opslugt i en konspirationsteori om et firma, der producerer kontorstole.
Tim Robinson og Zach Kanin har krydret seriens forløb med skæve karakterer og absurde situationer, og selvom satiren er i højsædet, kan jeg godt fange mig selv i at være så investeret i seriens plot, at jeg nogle gange glemmer at grine.
’The Chair Company’ udkommer hver mandag på HBO Max.
Læs en papiravis
Papiravisen er blevet en luksusvare. Engang var den allemandseje. Hvis man tog toget, kunne man læse den helt gratis, og den skulle ikke engang konkurrere med de sociale medier, men nu er den næsten forsvundet fra det offentlige rum.
Når det kommer til aktualitet, kan avisens papirsider selvfølgelig ikke konkurrere med dagbladenes digitale nyhedssider, der bliver opdateret døgnet rundt, men brugeroplevelsen er bare overlegen på papir.
Papiravisen har nemlig den geniale egenskab, at man ikke kan så meget andet end at læse i den, og det er en god måde at beherske sine overspringshandlinger på, når man skal danne sig et nyhedsoverblik. Desuden er der meget god journalistik at hente, selvom man ikke læser den, når den er højaktuel og frisk fra pressen.
Man kan selvfølgelig også stadig være så heldig at finde en brugt avis på et togsæde en gang imellem, så om den er ny eller gammel. Anbefalingen er enkel: Læs en papiravis!
Papiravisen kan leveres i din postkasse hver dag eller købes i løssalg hos en kiosk nær dig.

