Hvor har man set mange danske musikdokumentarer med happy endings. Så frygtelig tit har man fulgt en fotografs renden i hælene på nogen, der var ved at få et gennembrud og set på nogen få succes på DR. Tænk på Kidd, Oh Land, Karl William, Hugo Helmig, Ulige Numre og Mø.
Den der klassiske succeshistorie kender man efterhånden så godt. Men i den nye dokumentar ‘Besat af en drøm’ om musikeren Goss er der noget andet og forfriskende uforløst på færde.
Goss hedder i virkeligheden Mads Damsgaard, og han har udgivet to plader, plus tre som en del af det nu opløste rockband Reptile Youth, men han har aldrig rigtig fået et gennembrud. I hvert fald ikke det store gennembrud, han drømmer om – eller snarere: er besat af.
“Det bliver aldrig så gigantisk, som jeg tænker, det skal blive,” som han selv siger på et tidspunkt i den en times lange dokumentar, der har fulgt ham siden corona og ind i den kreative proces omkring hans næste album. Det album, der gerne skulle få det hele til at eksplodere.
Mads Damsgaard er ikke bare Goss, for han er også kærester med Mø. Og mens hendes musik har mere end en milliard streams, må han selv stå og lege købmand efter sin koncert på Hotel Cecil i København for sælge et par plader. En god del af dokumentaren er samtaler mellem de to og handler netop om, hvordan man personligt tackler at se den, man elsker, udleve sin egen drøm lige for næsen af en.
Filmen tegner et interessant portræt af en mand, der konstant higer efter mere og efter at komme højere og højere op uden helt at vide hvorfor. Det virker som en tvangsmæssig medfødt handling, at han gang på gang må kravle op på (høje) ting som madboder og skorstene under sine koncerter. En koncertgænger kalder ham “jordens mest perfekte menneske”, og det er tydeligt, at Goss faktisk er noget særligt – og at han har et betragteligt talent for at stå på en scene og tryllebinde sit publikum.
Det er heller ikke, fordi han ikke har succes. Han lever af sin musik, han har et pladeselskab, han spiller (somme tider) udsolgte shows, han har fans og på et tidspunkt går han endda et modeshow. Det er bare ikke nok. Han er fanget i den musikalske middelklasse. Og for mange ville det sikkert være et meget rart sted at slå sig ned. Men i modsætning til mange andre brancher er middelklassen ikke et specielt mageligt sted at være. Som musiker er man altid upcoming, medmindre man er fucking big shot, og man er aldrig bedre end sin seneste single, plade eller koncert.
‘Besat af en drøm’ fanger Goss lige midt i en afgørende livsfase, hvor det er knald eller fald. Han er 38 år, og hvis det ikke lykkes den her gang at bryde igennem for alvor, så gider han ikke jagte drømmen længere. Det er befriende ærligt og sjældent at høre en musiker tale åbent om sin egen frygt for at den indre ild brænder ud – eller simpelthen lade den brænde ud.
Som han selv siger, lever han et liv som en 25-årig, og mange af hans jævnaldrende har fået børn og familier, så hvor længe kan han retfærdiggøre at blive ved? Men hvem er man så, når man har lavet musik i 20 år og pludselig stopper? Det er enormt skrøbeligt at have alt på ét bræt, især når man spiller countryinspireret indie-pop. Der er en frygtelig ubehagelig scene mod filmens slutning, hvor man følger hans tur op på pladeselskabet for at løfte sløret for sine nyeste sange.
Dokumentaren slutter dér, på et åbent, desperat og ensomt sted, men den er en inspirerende og veludført historie om en håbløs optimistisk musiker, der er forblændet af sin egen stræben. Samtidig en ubarmhjertig historie om, at langt fra alle musikerdrømme har happy endings. Netop fordi de aldrig rigtig ender.
