Rygklappende prisfester fyldt med forældede ‘sådan er kvinder’ og ‘sådan er mænd’-vittigheder fra komikerværten, hvide nominerede og endnu hvidere vindere. Det startede med #OscarsSoWhite-kritikken i 2016, et år senere stormede #MeToo-bølgen ind over prisfesterne i 2017 – og så var der #Wokeness, som de seneste år har floreret på nettet og ’vækkede’ en ung generation politisk.
Prisfesterne har været #-kampagnernes lette og indlysende offer, og kritikken har i flere år haglet ned over dem. Den perfekte kombination af magt, penge, rygklapperi og indspisthed. De mange kritiske røster og Twitter-krige har faktisk ændret stemningen til prisfesterne – og det er vigtigt og godt.
Men det har også medført, at ingen med en Twitter-konto eller – en fortid! – tør nærme sig værtstjansen ved Oscar-uddelingen. Golden Globes må nøjes med usjove skuespiller-værter, som endda selv er nominerede til selvsamme prisfest. Nomineringerne handler mere om køn, hudfarve og politik, end det handler om kunsten at lave film. Så måske er vi for alvor begyndt at mærke konsekvenserne af #MeToo og wokeness.
For et par uger siden blev Oscar-nomineringerne meldt ud, og ikke alle var lige oplagte. De helt store favoritter er i år ’Roma’ og ’The Favourite’, skarpt efterfulgt af ’Vice’ og ’A Star Is Born’. Det lader dog til, at USA’s største filmfest, The Oscars, er holdt op med at skelne mellem kunst og politik, når de nominerer film. ’Bedste Film’-kategoriens mest opsigtsvækkende valg er Ryan Cooglers superheltefilm ’Black Panther’, som udelukkende er båret af sorte skuespillere – og det er banebrydende – men at det skulle være en særklasse god film, not so much!
Det er ikke helt ved siden af at kalde ’Black Panther’ for en symbolsk nominering. Den spås heller ikke de store chancer for at tage en statuette med hjem, men det virker forceret, at den overhovedet er med i kategorien. Symbolpolitik kan noget, men hvem skal så med glitter og konfetti hylde de – for alvor – gode film? Når nu Oscar-akademiet lader sig styre lidt for meget af frygten for en ny #-shitstorm.
Politisk motiverede Twitter-kampagner har sørget for, at Oscar-showet ingen vært får i år, da komikeren Kevin Hart efter beskyldninger om homofobi meldte pas. Der har været forlydender om, at Oscar-akademiet har forsøgt at finde en ny vært, men det er altså ikke ligetil at finde en egnet kandidat til den højrisikable tjans, som branchebladet The Hollywood Reporter har kaldt ”det mindst eftertragtede job i Hollywood”.
For nylig meldte The Oscars ud, at fire af de i alt 24 priskategorier vil blive uddelt under showets reklamepauser. Dermed vil priser som ’bedste fotografering’ og ’bedste klipning’ ikke blive vist live for de 225 lande verden over, som filmfesten bliver transmitteret til. Rygterne lyder, at det sker for at korte det fire time lange show ned, og det har – selvfølgelig – medført endnu flere negative røster.
Blandt andet har 94 kendte filmskabere, herunder Spike Lee, Martin Scorsese og Quentin Tarantino, skrevet under på et åbent brev til akademiet, hvori de skarpt kritiserer beslutningen. Hollywoodstjerner som Robert de Niro, Meryl Streep og George Clooney har sammen med flere end 300 andre Hollywood ‘A-listers’ beskyldt akademiet for at fornærme de fagfolk, der arbejder på de udklippede områder. Det lader til, at alle er uvenner med The Oscars, hvilket i lørdags fik akademiet til at lægge sig fladt ned og melde ud, at alle 24 priser vil blive sendt i tv.
Noget tyder også på, at filmbranchen tager det ellers så prestigefyldte Oscar-akademi mindre seriøst. Og det kunne også tyde på, at seerne heller ikke tager showet seriøst. Sidste år havde Oscar-festen historisk få seere, ’kun’ 26,5 millioner amerikanske tv-seere, hvor normalen de seneste ti år har været en stigende kurve med mellem 30 og 40 millioner seere.
Hollywood Foreign Press Association’s film og tv-prisuddeling, Golden Globe Awards, lignede i 2018 en begravelse, da tæt på alle kvindelige gæster til showet var klædt i sort for vise støtte til Time’s Up- bevægelse, som er skabt af en række prominente Hollywood-kvinder og kom i kølevandet på #MeToo. Interviewene handlede om det, talerne handlede om det, jokesene handlede om det, og der var endda aktivister med på den røde løber.
Heller ikke danske prisfester er, hvad de har været. Engang blev Bodil DR-transmitteret live, og Robertprisen havde en – kortvarig – aftale med TV 2. I dag er de to prisfester afskærmet fuldstændig fra public service-stationerne, og derved de fleste danske seere. Robertprisens største sponsor er Blockbuster, der blandt andet sørger for live-dækning på nettet, og som tak har fået sin egen publikumspris. Den var der dog ikke mange, der interesserede sig for.
Til årets Robert-filmfest var Netflix’ første danske serie, ’The Rain’, nomineret i kategorien ’Årets tv-serie’, hvad man vist godt, lidt frækt, også kan kalde en symbolsk nominering, da den har fået rimelig lunkne anmeldelser og er blevet haglet ned af de danske seere. Så hvorfor skal en bleg og skuffende tv-oplevelse hyldes, bare fordi den er lavet i samarbejde med Netflix?
Selvom man ikke ligefrem kan kalde Super Bowl, den årlige afslutning på den amerikanske fodboldliga, NFL, for en prisfest, så kan sportsfesten alligevel puttes i samme kategori, fordi showet lider under at være blevet så politiseret, at ingen tør røre ved det. Det ellers efterstræbte Halftime Show er nemlig blevet musikbranchens mindst populære ’gig’, og det er på trods af, at det har mere end 100 millioner seere. I dag tør ingen stille sig op på scenen af frygt for at blive dissekeret af journalister og meningsdannere dagen derpå ud fra parametrene ‘for seksuelt’, ‘for politisk’, ‘for sort’, ‘for hvidt’, ‘for mandet’, ‘for feministisk’ og så videre.
Skal vi grine eller græde?
Kigger man på andre store spillere i ’prisfestbranchen’, så virker det til at være en generel tendens. Filmbranchens prisfester er en buldrende fest på en synkende skude, hvor der er penge og champagne nok, men alle har nerverne siddende udenpå tøjet. Ikke mindst arrangørerne, som må døje med søvnløse nætter og hade-mails. Resultatet er, at ingen længere nyder festen.
Men måske er det ikke så skidt endda, at de store prisfesters-æra er slut. Måske kommer der noget andet, som kan erstatte dem. Eller måske er det blot en fase, som prisfesterne skal igennem. Støvet fra #MeToo, #Wokeness og #OscarsSoWhite kommer til at falde på et tidspunkt, hvis branchen lærer af sine fejl, og lærer at leve med dem – på en naturlig måde og ikke den der ’på stikkerne’-agtige måde – så kan der måske blive skruet ned for krigserklæringerne, og vi kan komme videre sammen.
Verden har måske nok brug for de store konfetti-shows, og takketalerne er en mulighed for at komme ud til ufatteligt mange millioner af mennesker, og de par minutter foran mikrofonen kan f.eks. udnyttes til politiske budskaber. Et godt eksempel er Leonardo DiCaprios takketale fra 2016, hvor han slog et slag for miljøet, og dem der kæmper for naturen, hvilket blev taget seriøst, delt og hyldet.
Så mens vi venter på, at de store prisfester finder sig selv igen, i en opdateret og tidssvarende udgave, så vil der uden tvivl stadig være legendarisk smukke gallakjoler at finde på den røde løber. Hvis man er til sådan noget, altså.
Oscar-statuetterne uddeles i år søndag den 24. februar.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
