Luis Vasquez vidste aldrig rigtig, hvordan han havde det. Det var derfor han helst ikke ville synge i sin musik, og når han gjorde, hviskede han, eller sang den samme sætning igen og igen, som et mantra bag et slør af støj og rumklang.
Men alle andre vidste lige præcis, hvordan Luis Vasquez havde det.
Det sørgede han for fortælle gennem sit musikalske projekt The Soft Moon, hvor han skrev stemningsmættede og mørke sange med inspiration fra dysfunktionelle fabrikker og hengemte gyserfortællinger. Sådan kunne det i hvert fald godt lyde på de programmerede, monotone trommer og hjemsøgte basgange, som altid pulserede fast som et mekanisk hjerte i midten af hans musik.
Nu slår det ikke længere. I sidste uge blev Luis Vasquez fundet død i en lejlighed i Los Angeles, efter at hans kæreste havde slået alarm. Politiet fandt ham sammen med to andre; dj’en Juan Mendez og dennes kæreste, begge døde og alle tre formentlig på grund af en opioid-overdosis. Det skriver Los Angeles Times, som også berører den omfattende opioidkrise, der plager USA og hvert år tager livet af flere amerikanere end under hele Vietnamkrigen.
Luis Vasquez blev 44 år gammel og efterlader sig sin kæreste Marion.
“Jeg er ikke i stand til at skrive så meget mere. Jeg vil bare gerne have, at I ved, hvor meget I betød for ham. Han sagde altid, han havde de bedste fans. Når I dansede, når I skreg, fik I ham til at føle sig hørt, og set,” skrev hun i et opslag på The Soft Moons Instagram forleden.
The Soft Moon blev i begyndelsen af karrieren signet på det prominente og hypede pladeselskab Captured Tracks, der har været indbegrebet af Brooklyn coolness, og som er kendt for at have haft indienavne som Mac Demarco, DIIV og Wild Nothing i stald. I 2010 debuterede The Soft Moon med et selvbetitlet album, og allerede året efter agerede de opvarmning for både Interpol og Mogwai.
Den slags har det med at sprede sig som ringe i vandet, og ekkoet fra Luis Vasquez’ spøgelsesvokal kom hurtigt til København, hvor hans musik begyndte at husere på visse natklubber efter midnat. Eller det vil sige især én klub, nemlig Drone Bar, som dengang lå langt ude af Nørrebrogade og var samlingspunkt for en del af Københavns sortrandede undergrundsmiljø hver torsdag til søndag. Et legendarisk sted, som var notorisk berygtet for deres stærke cocktails og deres klamme toiletter uden døre, der lå i umiddelbar forlængelse af et forpuppet og aldeles sparsomt oplyst dansegulv i kælderen, hvor man røg smøger, drak guldøl og forsvandt i natten. Og hørte The Soft Moon.
Kom man ind på Drone Bar en hvilken som helst fredag omkring klokken 22 i årene efter 2010, ville der med stor sandsynlighed køre ‘Circles’ med The Soft Moon på anlægget, og så følte man sig straks som en del af en særlig, indforstået klub. Jeg kom der selv i de år, og nu kan det godt være, det bliver lige en tand for anekdotisk, men hans musik havde ret stor effekt på mit eget liv. Tro det eller ej, så havde jeg selv lidt af en musikalsk karriere i de år, og den mest populære sang, mine bandkammerater og jeg nogensinde skrev, var et mere eller mindre vellykket forsøg på at efterligne The Soft Moons kølige og kontante lyd.
Luis Vasquez ramte ind i – og skabte delvist – den bølge af postpunk-musik, som oplevede en markant renæssance efter 10’erne. Navnlig i København, hvor Iceage agerede bannerførere for et helt kavaleri af bands centreret omkring det antiautoritære spillested Mayhem på ydre Østerbro. I de år var han, tør jeg godt sige, en af de største, mest respekterede og toneangivende musikere indenfor en klike af københavnske postpunkrødder.
Efter hans død har både forsangeren i Iceage, Elias Bender Rønnenfelt, og Trentemøller udtrykt deres kondolencer: “Tak Luis for din musik og store inspiration,” skrev Anders Trentemøller i kommentarsporet på Instagram med nyheden om Vasquez’ død.
Internationalt ramte The Soft Moon et blødt punkt i det etablerede, subkulturelle miljø omkring goth-genren, hvor man går i lange Matrix-agtige læderjakker og Doc Martens. Han spillede på større festivaler i Europa, og blev med sit tredje album ‘Deeper’ blåstemplet af det nu hedengange musiksite Pitchfork som noget af “det bedste nye”. Han spillede også i Danmark ad flere omgange, blandt andet på Loppen og Nørrebro-klubben Rust sidste år – og faktisk stod han netop overfor endnu en turné, som blandt andet skulle have sendt ham til Aalborg. Men på den front var den største bedrift utvetydigt, da han varmede op for Depeche Mode på deres EU-tour i 2014.
Noget stort gennembrud fik The Soft Moon dog aldrig rigtig. Det vil musikken nok for altid være for alternativ og dyster til.
Luis Vasquez skrev det meste af sin musik i sin egen lejlighed og ofte bare på sin laptop. Hvilket i øvrigt fik skæbnesvanger betydning for ham, da han inden udgivelsen af sit andet album ‘Zeros’ i 2012 fik stjålet sin laptop med hele sit færdige album på og derfor måtte begynde forfra med store dele af arbejdet. I alt udgav han fem reelle album (plus det løse). Det sidste, ‘Exister’, udkom sidste år og vidnede om, at Luis Vasquez havde arbejdet grundigt med sig selv og sin vokal, hvilket især står klart på den næsten poppede single ‘Become the lies’.
Hele hans musikalske projekt var imidlertid et graverarbejde, som konsekvent var rettet mod ham selv:
“Alt omkring projektet handler om selvopdagelse, at vokse, emotionel healing, kampe med mine indre dæmoner, min biologi og at grave fortiden frem. Jeg startede The Soft Moon som et terapeutisk middel for mig selv,” sagde han i et interview med musiksitet post-punk.com i 2014. I andre sammenhænge har han ikke lagt skjul på, at det var hans opvækst med en enlig mor og en far, som aldrig var tilstede i hans liv, som stadig plagede ham i hans voksenliv.
Selvom han i det nævnte interview også forklarede, at han altid havde kæmpet med at udtrykke sig selv gennem ord (“Det er som om ordene simpelthen ikke eksisterer”), er det ikke så svært at forstå weltschmerzen i teksten til en af hans mest populære sange ‘Far’.
“Take me far away, To escape myself, Cos I was born to suffer, It kills my mind, It kills me inside, Happens all the time.”
I lyset af hans tragiske og alt for tidlige død, kan man kun ønske sig, at Luis Vasquez endelig har undsluppet sig selv og fået fred.
