HÅBET BAG HEGNET. EN FLYGTNING MED UDSIGT
Radio & podcast
menu-close

HÅBET BAG HEGNET. EN FLYGTNING MED UDSIGT

3. oktober 2016 |

På onsdag er der premiere på flygtningefilmen 'Håbet bag hegnet'. Jeg mødte instruktørerne bag på toppen af Berlin.

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.

På Berlinalen i februar mødte jeg Estephan, Moritz og Abou i den super fancy Panoramacafe i festivalcentrum. Vi tog Europas hurtigste elevator op til 24. etage hvor værtinderne trissede rundt som små stewardesser og sørgede for ethvert lille behov. Abou sippede grøn te, mens lounge musikken bragede sagte afsted henover samtalerne og de champagnefarvede lædersofaer. Jeg havde et fast håndelag på min optager, mens mit blik skuede fire personer der på akavet vis forsøgte at nyde denne prækære oplevelse af, pludselig at befinde sig blandt jakkesæt og highball drinks en grå hverdagsformiddag.

Et øjeblik forinden havde jeg vandret alene og rastløs rundt om receptionen til Panoramapunkt-elevatoren med min dårlige mave og alt for varme Dunkin’ Donuts kaffe i hånden. Den søde tyske receptionist kunne ikke finde mit navn på gæstelisten og ville ikke lukke mig ind. Så jeg måtte pænt vente udenfor, mens jeg indså, at jeg på ingen måde havde brug for kaffen. Det var der jeg genkendte ham – Abou – komme slentrende ned ad gaden med en smøg i munden, sort frakke og et skarpt blik der beskuede alle med forbeholdt interesse. Han var flankeret af to høje, ranglede og lidt nørdet udseende mænd, som jeg antog for at være Estephan og Moritz. Vi lavede de obligatoriske håndtryk, bevægede os slavisk igennem sikkerhedskontrollen og ind i Europas hurtigste elevator der med lynets fart tog os til himmels og lige ind i Panoramacafeens champagnelæder interiør.

02_fcfr_les-sauteurs_photos_abou_bakar_sidibe”Hold kæft for en udsigt” udbrød vi alle nærmest i kor, da vi trådte ud af elevatoren, bortset fra Abou, som virkede mildest talt uimponeret af al den pomp og pragt vi var blevet kastet op i. I stedet satte han sig henslængt og stirrede ned i sin telefon. Jeg kunne næsten ikke lade være med at stirre på ham.

Et par timer tidligere havde jeg set Abou i en de facto flygtningelejr i det nordlige Marokko. Udstyret med et kamera (af Estephan og Moritz) så jeg ham og hans venner på toppen af det tørre Mount Gurugu med udsigt over en lille bid af Europa på det afrikanske kontinent – den spanske enklave Melila. Det er det, som er målet. Imellem ham og Europa er dog tre otte meter høje metalhegn som skal overkommes. For slet ikke at tale om den konstante trussel fra marokkansk og spansk politi. Abou er ikke filmskaber- han er flygtning fra Mali. I ’Les Sauteurs’ eller ’Håbet bag hegnet’ følger vi Abous egen skildring af det kummerlige liv med udsigt til håbet om et nyt og bedre liv i Europa. Med utroligt lidt instruktion filmer Abou en hel masse af hvad der foregår i lejren. Trivielle ting som madlavning, skraldespandstogter og natlig flugt fra politiet dokumenteres af Abous håndholdte kamera. Det er dog når Abou peger kameraet indad og demonstrerer en sans for overlagt iscenesættelse, at filmen bliver sjov og menneskelig. Især i en scene, hvor Abou sætter ”I Will Always Love You” på sin mobiltelefon mens han skuer ud over den spanske enklave, eller når Abou viderebringer de triste nyheder om en vens død til dennes mor over telefonen. Disse scener viser en følsomhed, medmenneskelighed og til tider en forfængelighed, som er så ublu, at det er sjældent man ser dens lige.

05_fcfr_les-sauteurs_photos_abou_bakar_sidibeHusk på at Abou ikke er filmskaber i klassisk forstand. Hans æstetik kammer over i det hardcore kitche, hvorfor det så meget desto mere virker mere ærligt, når han poserer foran kameraet, eller demonstrerer sin forfængelig midt i al roden. Midt i det infernalske kaos hvor han bekender, at han er bange. ”Jeg er bange” gentager han flere gange. Man ænser det ikke på ham, i den respekt han indgyder i resten af lejren, men han er bange, ligesom hver og én af dem der bor i lejren er bange for deres liv, for deres brødre og for at Europa ikke er det Eldorado de havde håbet på. Det Eldorado som de ved det ikke er, men som er den drøm de bliver nødt til at holde i live for selv at overleve.

Det er måske ikke så mærkeligt, at Abou var en smule forbeholden over for vores situation i Panoramacafeen. Der er vigtigere ting i verden end at stille op til interviews i lædersofaer med værtinder i uniformer sværmende omkring sig. Han er i stedet bekymret for dem, der stadigvæk befinder sig i den farlige situation mellem borgerkrig i deres hjemland og Europas svært bevogtede grænser – de af hans venner, som døde på vejen, eller som blev fanget i forsøget og sendt tilbage. Det virkede absurd at sidde der og lykønske dem med det endelige resultat. Filmen, som nu skulle ud og dyste i en af de større konkurrencer på Berlinalen. Dyste i at være den bedste film, den bedste historie. Når rulleteksterne er rullet over skærmen, står historien isoleret og de færreste tænker længere på Abou end overvejelserne du har om filmen bagefter. Måske inddrager du den næste gang middagsdiskussionen lander på den uundgåelige flygtningestrøm, men hvad med Abou? Jeg glemmer Abou. Jeg havde glemt Abou indtil ’Håbet bag hegnet’s forestående danske premiere blev annonceret. Nu vil jeg gerne vide, hvordan han har det. Der er altid en undskyldning for omsorg og videreformidling.

03_fcfr_les-sauteurs_photos_abou_bakar_sidibeDerfor er jeg nu mødt op til den danske pressevisning hvor herboende instruktør Estephan Wagner også er tilstede. Vi er otte der er mødt op. Estephan fortæller mig at Abou er, siden vi mødtes sidst, blevet jongleret rundt på forskellige asylcentre og bor nu på bøhlandet i Bayern, hvor han afventer behandlingen af hans asylansøgning. Jeg kommer aldrig til at møde Abou Bakar Sidibé igen, men ’Håbet bag hegnet’ lever videre på festivaler og i biografer i disse tider. Senest vandt den hovedprisen på DMZ International Documentary Film Festival i Korea.

Abou kom til sit Eldorado på toppen af Berlin i Panoramacafeen. Det samme gjorde jeg, og det vil jeg gøre mit bedste for at huske. Vi mødtes fordi han har været med i en film og som sådan ikke fordi han var flygtning, vi mødtes fordi jeg var interesseret i hans historie, men som sådan ikke i ham. Til gengæld vil jeg huske hans historie, og tænke på vores møde og tænke på det rigtige menneske, der sprang over tre otte meter høje hegn for at blive fri fra usikkerhed.

’Håbet bag hegnet’ har premiere på onsdag d. 5. oktober kl. 21.30 i Grand Teatret med efterfølgende paneldebat med instruktør Estephan Wagner, forfatter og journalist Thomas Ubbesen, advokat og bestyrelsesformand i Levende Menneskerettigheder og migrationsforsker Nauja Kleist fra DIIS.

Derudover vises filmen også på DR2 torsdag d. 13. oktober kl. 23.00.

Se trailer her:

Andreas Saxild

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.