Ekstremsportsgrene fås i mange varianter lige fra den midaldrende mands der-skulle-ske-noget-nyt-åbenbaring, Iron Man’en, til åben slagudveksling i ottekantet bur, bedre kendt som ’MMA’. Nu viser resultaterne fra et noget specielt forsøg i USA imidlertid, at vi måske kan føje den urgamle disciplin ”svangerskab” til listen.
I tidsskriftet Science Advances har Herman Pontzer og kolleger netop præsenteret resultaterne af deres forskning indenfor energioptagelse og –udledning (stofskifte) blandt udøvere af den ekstreme udholdenhedsdisciplin Race Across USA (RAUSA). Sammen med tal fra andre sportsgrene viser de, at hvor kroppen øger sit stofskifte ved ekstrem, korterevarende fysisk anstrengelse, falder det over tid til et stabilt leje på 2,5 gange hvilestadiet. Med andre ord rammer kroppen altså et naturligt loft for, hvor meget energi den kan omdanne over længere tids hård prøvelse.
Dette leje – 2,5 gange det normale – er imidlertid det samme, som kroppen ligger stabilt på under en gennemsnitlig graviditet.
Fra Vest til Øst, ét maraton ad gangen
Forsøget, der blev foretaget af forskere ved bla. Hunter College og Purdue University i USA, undersøgte urinprøver fra seks kvindelige deltagere ved Race Across USA i 2014. RAUSA strækker sig over 14-20 uger og udløber fra Huntington Beach på vestkysten med endestation i hovedstaden Washington DC på østkysten. Gennemsnitligt tilbagelægger deltagerne, hvad der svarer til et maraton (42,195 km) seks gange om ugen hver uge.
Resultaterne blev plottet ind i på en graf med tal fra bla. 33-Iron-Man-løb-på-33-dage-atleter (ja, de findes!) og Tour De France-cykelryttere, og de viser sig alle sammen at dale til den samme værdi over tid, nemlig omkring de 2,5. I det korte løb tilpasser kroppen sig det ekstreme energikrav med en kombination af indtaget næring og egne reserver (primært fedt), men på et tidspunkt rammer den tilsyneladende et natuligt maksimum for, hvor meget næring den kan omdanne til energi, hvorefter stofskiftet lægger sig på et stabilt leje.
Man kan altså ikke bare gå i buffeten, lige så tosset man vil, blot fordi man skal op og løbe maraton igen i morgen. Kroppen regulerer sig selv og kan efter et punkt ganske enkelt ikke optage mere.
Det findes der endnu ikke en altomfattende forklaring på, men det kunne ifølge Herman Pontzer have noget at gøre med den menneskelige evolution af graviditet.
”Mennesket er den ultimative udholdenhedsprimat med langdistanceevner, der ligger langt over andre primaters”, siger han og tilføjer, at menneskets graviditetsperiode er blandt dyrerigets mest energikrævende grundet kombinationen af svangerskabets længde og barnets store størrelse i forhold til moderen. Når kroppen har ramt sit stabile stofskifte, har moderen lettere ved at tage på i vægt, én af graviditetens vigtigste facetter.
Hønen eller ægget?
Om mennesket udviklede sin ekstreme udholdenhed som bieffekt af den krævende graviditet eller omvendt, er endnu ikke slået 100 procent fast. Pontzer mener dog, at graviditeten kom først, da det trods alt var de færreste hulemænd og hulekvinder, der dyrkede Iron Man.
På mange måder minder en graviditet altså – i fysiologiske termer – om en ekstrem udholdenhedssport. Den typiske, veloverståede graviditet giver ganske vist ikke et Iron Man-diplom, man bagefter kan hænge op på væggen, men dokumentationen af de to discipliner fylder omtrent lige meget på de sociale medier.
Forskningen fra USA er blot det første af formentlig mange, da studiet kun undersøgte seks kvindelige løbere, hvoraf kun halvdelen fuldførte ræset. Én blev skadet, mens de to sidste valgte at fortsætte videre fra endestationen i Washington DC. Hvor stort et skænderi, de sidstnævnte to havde på hjemmefronten, inden de tilmeldte sig løbet, melder rapporten ikke noget om.
Foto: Filip Mroz / Unsplash
