GIV HELE KØBENHAVN EN JULEGAVE
Radio & podcast
menu-close

GIV HELE KØBENHAVN EN JULEGAVE

7. december 2016 |

Cykelturisme er en stor ting i København, men det er ikke altid at tingene kører helt smooth.

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.

Nu har jeg skrevet en del om byfornyelse i det forgangne forår. København bliver skønnere og skønnere og får flere og flere legepladser for voksne, som skal tiltrække en masse turister, der kan tømme deres tegnedrenge på byens nye portvinsbarer, sky lounges og skibakker – intet mindre! Et sted vi også er rigtig glade for turister med penge, er på de danske cykelstier. Da Københavns kommune lancerede deres prestigeprojekt med el-cykler til folket, havde de nok ikke forestillet sig, hvor stor en succes det ville blive, for de turister der kommer hertil for at opleve den danske hygge og storhedsvanvid. En succes blev det dog ikke desto mindre, med resultat til følge at kommunen nu ikke alene kan skrive cykeludlejer på sit serviceudbud, men flittigt investerer i bredere cykelstier for at akkommodere de mange turister på de hvide monstre.

“Det er pærelet! Man træder bare i pedalerne og så er det bare derudaf”

Det kan dog ikke være rigtigt, at det er kommunen, som skal trække hele slæbet med cykelturisterne. Eksempelvis kunne den københavnske cykelhorde med rette banke lidt god cykelkutyme ind i de uvidende turister. Jævnligt oplever jeg cykelturister, som hverken ved, hvordan de skal placere sig i et kryds, hvordan man giver tegn til stop eller sving, hvordan man kører lige på cyklen uden at slingre, og hvordan man fører en samtale med stor agtpågivenhed for sine omgivelser. Hvad værre er, så står den københavnske cykelhorde og ser til, mens disse brud på god cykelkutyme ødelægger den gode og sikre færdsel på vores cykelstier.

Lad dette derfor være opfordring til handling. Nu hvor vi er uden for højsæson for cykelturister, er det anledning til at øve sig i sine udenlandske fraser, så man hurtigt kan vende dårlig færdsel til god cykelkarma.

Her er mine bud på hvordan man kan vende problemet med cykelturister til noget positivt. Men det kræver, at vi alle gør en indsats for at bevare vores ordentlige cykeltradition.

Når du ser en cykelturist med mangelfulde cykelkundskaber, behøver du ikke sætte en kæp i hjulet på dem. Prøv i stedet med en hyggelig hånd på skulderen og en indøvet frase:

”scendere la moto, stronzo”

”bajar de la bicicleta, capullo”

”l’étape de la moto, trou du cul”

”stap uit de fiets, lul”

”Schritt weg vom Fahrrad ab, Arschloch”

”走下自行车,混蛋”

”צעד מהאופניים, אידיוט”

”step off the bike, asshole”

Dette kombinerer perfekt forventningen om dansk hygge med klassisk skandinavisk arrogance og metropolitanisme, og kan siges at fuldende turistoplevelsen for den cyklende.

"Jeg har ingen idé om hvor jeg er"
“Jeg har ingen idé om hvor jeg er”

Hvis man er mere til en ”show it don’t tell it” fremgangsmetode, så kan man simpelthen vælge at lade være med at anerkende den cyklende turists tilstedeværelse, også selvom dette skulle betyde, at man kommer til at give dem en lille reminder i batterikassen. Så kan det jo være, at de lærer at passe lidt bedre på. Håbet er, at der på den lange bane etableres separate (men lige store, mind you) cykelstier til turister, så vi endelig kan få vores cykelstier for os selv igen.

Ligegyldigt hvilken metode der passer dig bedst, kan det anbefales eksempelvis at tage en fredag eftermiddag fri for at udøve den valgte strategi. Gode steder at irettesætte cykelturisten kunne eksempelvis være på Kongens Nytorv lige ved Nyhavn, på de Københavnske broer, eller som en velkomstkomité ude ved cruiseterminalerne i Nordhavn. Ignorér, læg en klam hånd og giv en fysisk reminder til turisten før den ødelægger dagen for os andre.

Det er klart at der må sættes en stopper for anarkiet der hersker når turisterne sætter sig i sadlen, så vi endelig kan komme tilbage til sagens kerne: At irettesætte hinanden over vores dårlige opførsel på cykelstien og føle os forurettede over andre pendleres brud på god cykelopførsel og deres utilstrækkelige erkendelse af deres brud på uskrevne forskrifter.

"Det er dejligt at køre på cykel i København, og alle er simpelthen bare så søde"
“Det er dejligt at køre på cykel i København, og alle er simpelthen bare så søde”
Andreas Saxild

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.