Hvad ville Snehvide have været uden prinsen og en god håndfuld dværge, Fiona uden Shrek og Æsel og Rapunzel uden Flynn Ryder?
Den animerede børnefilmhistorie er fuld af piger, der måske egentlig godt kunne selv, men som bare ikke rigtig får lov til at vise det, fordi der altid liiiige skal være en mand, der klarer ærterne og viser, hvor skabet skal stå.
Shrek, Lighning McQueen (‘Biler’), Gru (‘Grusomme Mig’), Wall-E, Mike og Sulley (‘Monsters’), Hr. Utrolig (’De Utrolige’), Carl og Russel (’Op’), Po (’Kung Fu Panda’), Mr. Peabody & Sherman, Tim og babyen (’Boss Baby’), Barry B. (’Bee Movie’) – eller herhjemme Aske (’Ternet Ninja’) og Mugge (’Mugge og vejfesten’) – er alle ja, rigtigt gættet, hankønsvæsener.
Da ’Toy Story’ blev lanceret i 1995, var det en milepæl. Verdens første fuldt ud computeranimerede film, som gjorde Pixar berømte og instruktøren John Lassiter til en pioner på det computeranimerede filmmarked.
I den første film møder vi den trofaste, men knap så omstillingsparate legetøjscowboy, Woody, som ser sin position som alfahan i legetøjshierarkiet udfordret, da den testosteronpumpede astronaut, Buzz Lightyear, indtager drengen Andys værelse og stjæler hans opmærksomhed. Altså i bund og grund en historie om at finde sin plads i hierarkiet og sin eksistensberettigelse som mand.
Både den og de to efterfølgere har de seneste år kørt på repeat hjemme på mine streaming devices, så det var en stor dag, da jeg sammen med mine børn forleden satte mig til rette med cola og popcorn i den lokale biograf for at se den nyeste, ’Toy Story 4’.
Allerede få minutter inde i filmen var det tydeligt, at noget helt nyt var på spil, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på, hvad det var. Men efter en halv time var jeg sikker, og da filmen var slut, sad jeg tilbage med en følelse af at have være vidne til noget nær et nybrud – ’Toy Story 4’ er intet mindre end feministisk!
Andy er for længst flyttet på college, og lillesøsteren Mette er blevet enehersker i børneværelset. Dermed skal legetøjet også finde nye pladser i hierarkiet, og nu er det den unge cowboy, Jessie, som har den i legetøjskassen, mens både Buzz og Woody – der for længst har lagt hanekampene fra sig og er blevet forenet i en gammelkammeratlig Steffensen/Møldrup-bromance, er nu blevet dem, der blot skal holde sammen på rodet og få tingene til at glide.
Pludselig sad jeg der og balancerede med cola, slikposer og tissefare i overtræksposerne og identificerede mig med filmens to hjælpere, nemlig to midaldrende legetøjsdukker, som får tingene til at fungere, så historiens pigekarakterer kan shine.
I stedet hepper vi nu på kampen mellem Jessie, den ondsindede dukke, Gabby (som er ude efter at få fat i Woodys lydmodul, selve hans libido) og rebellen Bo Peep, som har udviklet sig fra at være Woodys aldrig realiserede kærlighed af en passiv porcelænsdukke, men nu træder i karakter som en sej Lara Croft-agtig partisan, der redder Woody (OG til slut, spoiler alert, omsider tager initiativet og erobrer Woody, fordi det er hendes ret). Altså en handlingsakse, der centrerer sig om tre yngre, stærke kvinder, mens mændene er reduceret til godhjertede bedstefædre.
Tendensen er tydelig i ‘Toy Story 4’, fordi manuskriptforfatterne i 25 år har gjort sig så umage med at udvikle og opdatere serien – og vel at mærke har gjort det begavet og uden at ty til lette løsninger. Men egentlig så jeg første gang den udvikling med Pixars ‘Inderst Inde’ fra 2015 – de seneste mange års allerbedste og mest rørende (live action-film medtaget) coming of age-historie – hvor hovedkarakteren er pigen Riley, mens de to største biroller er de personificerede følelser, Glæde og Triste. Altså to hunkønsvæsener, der sammen kæmper om at få vores protagonist sikkert ekspederet gennem puberteten.
I ‘Frost’ (2013) har vi Elsa og søsteren Anna, i ‘Modig’ (2012) Prinsesse Merida, og i den seneste ’De Utrolige 2’ er den førhen så Hr. Utrolige blevet et hjemmegående sidekick af en hårdtprøvet tøffelhelt, mens hustruen, Elastigirl, redder verden.
Og hvad med den aktuelle ’Valhalla’-filmatisering? Det er svært at skrive Loke og Thor ud af den nordiske mytologi – selvom der er masser af stærke kvinder, man kunne tage fat i – men i forhold til Peter Madsens originale tegneserie-forlæg, har Fenar Ahmad i sin nye film valgt at gøre Røskva og ikke Tjalfe til den handlende heltinde. Interessant.
Jeg ved ikke, hvor meget mine børn tænker over forskellen. Men der er ingen tvivl om, at Elsa, Prinsesse Merida, Giggle, Jessie og Røskva er pigeforbilleder, der kan måle sig fuldt ud med deres hankønsmodstykker.
Så mens vi venter på, at Hollywood og Valby tager sig sammen og ikke lader det være en begivenhed i sig selv at sende film på markedet med piger, der rocker, bøjer denne midaldrende mand sig i popcornsmulderet for de nye superhelte og henter mere cola i baren. You go, girls!
