Det har været endnu et vidunderligt, festligt og til tider endda klogt folkemøde. Som jeg ser det, er der faktisk kun et problem ved folkemødet, udover den håbløse logistik med at så mange mennesker skal til Udkantsbornholm, sove, spise, snakke og så tage hjem igen – og det er folket. Der er sgu lidt for mange folk på folkemødet.
Havnegade er et ekstremsports-parkourløb, og overalt er der en asen og masen, folk med fjernt blik, svedskjolder, teambuildingtraumer og menneskelede. Det er ikke helt nok, at Liberal Alliance-holdet havde aflyst deres prangende skib og luftige vækst-begreber i år. Eller at Landbrug & Fødevarer har sparet sig selv væk. Der skal ryddes mere op, og markedet klarer det ikke selv.
Jeg har nu tænkt længe over dette problem med folket (primært fordi jeg sad i kaotiske Rønne lufthavn og ventede på en luftbro hjem til hovedstaden i 7 timer #klimatosse #debatdanmark), så her kommer en liste over dem, som vi faktisk godt kan undvære til folkemødet fremover.
- Folk der synger i kor
- Unge mennesker med sokker i sandalerne (de gamle er ok)
- Mænd fra Hjemmeværnet der ikke kan kapere pludselig magt
- Mennesker i matchende firma T-shirts
- Voksne kvinder i tylskørter
- Dem der uddeler håndsprit og har håndhygiejne som deres mærkesag
- Folk på stylter
- Alle former for foreninger for ateister
- Blærekræftforeningen (det er simpelthen for lille en sygdom til egen stand)
- Folk der hilser med thumbs up
- Folk der går rundt med mere end 1 mulepose
- Sygeplejersker (der er faktisk mangel på jer på hospitalerne, folkens!)
- Folk der føler stærkt for elektromagnetisme
- Folk der spørger, om man vil lave et barn med dem (skruk mænd med tomme barnevogne i flok er super creepy)
- Folk med politisk korrekte SDG-pins på alt deres tøj
- Panel-nudisme
- Mennesker i Trykkefrihedsselskabets T-shirts der medvirker til koranafbrænding (ironisk much?)
- Foreningen Folkemødet (ultimativ ananas i egen juice, ikk’)
- Selvtilfredse debattører der efterspørger mere ’ånd’ og ’dannelse’ uanset øvrigt emne
- Folk der spiller ’Re-Sepp-ten’ til fester uden forudgående landskamp (så langt ned bør ingen bøje sig)
Find gerne selv på flere folk, der kan blive hjemme: #fmdklisten