Gennemsnitlighed, Sylvia Plath og den frie information
Radio & podcast
menu-close

Interview med Kristoffer Dahy Ernst : Gennemsnitlighed, Sylvia Plath og den frie information

17. april 2015 |

Vi har talt med Kristoffer Day Ernst om magasinverdenen, skabertrang og om hvorvidt verden bliver et bedre eller dårligere sted at leve.

Interviewet er bragt på themeat.dk 13. april 2015.

Kristoffer Dahy Ernst skriver. Rigtigt meget endda. Han har bl.a. skrevet artikler for Inventory, Børsen og Euroman. Han er også medstifter og strategisk direktør af designbureauet Double. Og så elsker han Irma. Ikke at det har noget med noget som helst at gøre. Vi har snakket med Ernst om magasinverdenen, skabertrang og om hvorvidt verden bliver et bedre eller dårligere sted at leve.

Hvad er det mest irriterende, du har oplevet på det seneste?

“Jeg har i længere tid gået og tænkt over den diskrepans, der er mellem virkeligheden og glansbillederne på Instagram eller Facebook. Det er meget nemt at kløjs i havudsigter, cashmere-strik, morgenmadsbilleder og perfekt indrettede stuer, mens man meget sjældent støder på sygdomme, fyringer og skænderier; ting som i langt højere grad fylder alles hverdag. Siden kameraets opfindelse har man altid fotograferet særlige episoder som badeferier og runde fødselsdage, så det er ikke noget under, at man stadig i dag foreviger de gode øjeblikke. Problemet er blot, at der meget sjældent bliver plads til de knap så gode stunder, og fordi så mange følger med på de sociale medier, bliver andre folks perfekt fremstillede tilværelser nemt benchmark for deres eget liv, som aldrig vil fremstå nær så gennemført. Og hviler man ikke nok i sig selv med troen på, at det hele faktisk er ok, så tror jeg nemt, det kan skabe nogle dumme følelser af utilstrækkelighed. Jeg savner en konsensus om, at ting faktisk er fine nok, selvom de bare er gennemsnitlige”.

Gennem de senere år er et utal af printede medier spiret frem. Hvad tror du ligger til grund for dette?

“Det er en blanding af flere ting: En vilje til at stille sig op mod autoriterne, så det ikke kun er Hearst og Conde Nast, der har ret til at udgive magasiner. En demokratisering af publicist-tanken, som internettet først banede vejen for (tænk modebloggere, der pludselig sad side om side med moderedaktører). Og så en modreaktion mod netop internettet og det høje tempo, der både er dets velsignelse og forbandelse. Jeg ved ikke, om mange af disse magasiner kunne eksistere uden internettet, fordi nettet er med til at skabe fællesskaber og finde læsere på den anden side af kloden. Det smukke er, at digitale medier kan være med til at skabe en platform for tryksager, hvor magasinnørder fra alle mulige lande kan nørde over lige præcis den niche, de befinder sig i. Og til sidst en skabertrang, der gennemsyrer hele markedet på tværs af grænser. Det er nemt at skabe sig et netværk af fotografer, illustratorer og skribenter, og med en smule orkestrering er det også ret ligetil at samle det til et magasin og udgive det”.

Hvis du selv kunne skabe dit eget magasin, uden hensyntagen til økonomi, salgstal og finansiering, hvad ville du så formidle?

“Hvis jeg hverken skulle tage stilling til det ene eller det andet, vil det nok være en kombination af at rejse og spise. For nogle år siden kunne en ven og jeg bruge ufatteligt lang tid på at forestille os, hvad vi ville gøre og lave, hvis vi vandt i Lotto. Det endte altid med at være noget, hvor man rejste verden rundt og spiste godt. Sammen, selvfølgelig. Og jeg er ikke synderligt interesseret i, at det skal være Michelin-niveau. Jeg synes ærlige køkkener i øjenhøjde med lokalbefolkningen er langt mere interessante. Det kunne jeg sagtens lave et magasin om”.

Hvilket stykke tekst ville du allerhelst ønske, at du havde skrevet?

“Der er mange. En af dem er Sylvia Plath fra hendes dagbøger: “I may never be happy, but tonight I am content. Nothing more than an empty house, the warm hazy weariness from a day spent setting strawberry runners in the sun, a glass of cool sweet milk, and a shallow dish of blueberries bathed in cream. When one is so tired at the end of a day one must sleep, and at the next dawn there are more strawberry runners to set, and so one goes on living, near the earth. At times like this I’d call myself a fool to ask for more.” Både fordi det beskriver en følelse af at yde et stykke arbejde og være udmattet efter en lang dag, men også fordi det handler om at leve med det, man har, i tråd med naturen. Jeg er meget optaget af forestillingen om at være mere i naturen for tiden, tættere på elementerne. Jeg tror på, at vi som mennesker kan lære meget om den og ikke mindst os selv, hvis vi opholder os noget mere i naturen.

Et andet stykke kunne være af F. Scott Fitzgerald: “He smiled understandingly—much more than understandingly. It was one of those rare smiles with a quality of eternal reassurance in it, that you may come across four or five times in life. It faced—or seemed to face—the whole external world for an instant, and then concentrated on you with an irresistible prejudice in your favor. It understood you just so far as you wanted to be understood, believed in you as you would like to believe in yourself, and assured you that it had precisely the impression of you that, at your best, you hoped to convey.” Fitzgerald kunne jo bare have sagt, at Gatsby smilede, men så folder han det lige ud til den mest malende beskrivelse, man overhovedet kan forestille sig”.

Folk skal læse noget mere….

“… på varedeklarationen på de fødevarer, de køber. Jeg er en indædt modstander af discount og hurtig mad uden omtanke. Mange af mine vågne timer går med at tænke på mit næste måltid, og uanset om jeg laver det selv eller spiser ude i byen, skal det smage af noget og være lavet med kærlighed. Og mad smager simpelthen bare bedre, hvis det er tilberedt af gode råvarer”.

I dine Morgenpost-indlæg inkluderer du tit små kommentarer til aktuelle, globale begivenheder. Tror du at verden bliver et bedre eller dårligere sted at leve?

“Jeg ved det ikke. Jeg tror på, at udbredelsen af fri information er medvirkende til at oplyse folk og nedbryde barrierer på tværs af grænser. Det er en god ting. Jeg tror på, at videnskaben bliver bedre til at helbrede og bekæmpe sygdomme. Jeg tror på, at radikaliseringen og ondskaben er en fælles fjende, som altid har været der, men som flere og flere vil bekæmpe. Så på den vis er vi et bedre sted end tidligere. Desværre tror jeg også, at vi er ved at overbebyrde vores planet i en grad, som slet ikke er gået op for os. Jeg nærer indædt mistillid til autoriteter, og stoler ikke særligt meget på at nogen siddende regering noget sted i verden har viljen eller modet til at gøre noget radikalt anderledes for dreje miljøet i en anden retning. Det samme er gældende for de økonomiske markeder. På trods af at det er under 10 år siden, vi gav os selv et finansielt piskesmæld af dimensioner, taler alle allerede om vækst vækst vækst mens investorerne jubler over lave renter og centralbankerne febrilsk gør hvad de kan før at genskabe tilliden til økonomien. Kun meget få stopper op og spørger, om vi overhovedet kunne lære noget af det. Jeg tror, der er plads til at gentænke nogle af de strukturer, vores markeder er skabt efter. Det fungerer jo ikke, når det konstant kollapser og skal holdes kunstigt i gang”.

Læs også The Meats interview med kunstneren Sergei Sviatchenko lige her.

The Meat