Genbrug i Hollywood
Radio & podcast
menu-close

Genbrug i Hollywood

8. juni 2016 |

Sidder du nogle gange med fornemmelsen af, at alt virker utrolig bekendt, når du ser på, hvilke film, der går i biografen? Så er det ikke bare dig, der er noget galt med.

Freelancejournalist og forfatter.

Haves: Genbrug

Ønskes: Originale tanker

Sidder du nogle gange med fornemmelsen af, at alt virker utrolig bekendt, når du ser på, hvilke film, der går i biografen? Så er det ikke bare dig, der er noget galt med. Der er endog meget langt mellem de originale tanker – i hvert fald i Hollywood. Det er ikke bare noget, vi siger, vi har faktisk talt. Helt præcist amerikanske film, der har fået premiere i de danske biografer fra primo juni 2015 til primo 2016. Det drejer sig helt præcist om 114 film – af dem er kun 41, det vil sige knap 36 procent, baseret på originalt materiale. Til gengæld er der 34 filmatiseringer af bøger, 27 sequels, fire reboots, tre remakes, to prequels, ti film baseret på tegneserier, to baseret på kortfilm, to baseret på tv-serier og tre baseret på computerspil. (Det samlede tal giver mere end 114, eftersom et par håndfulde er kombinationer af ovenstående, som f.eks. ’Teenage Mutant Ninja Turtles 2: Out of the Shadows’, der er en sequel til en film, der igen er baseret på en tegneserie, der allerede er blevet filmatiseret som både tv-serie, tegnefilm og adskillige live-action-film.)

TeenageMutantNinjaTurtles2

’Teenage Mutant Ninja Turtles 2: Out of the Shadows’ – en sequel til en film, der igen er baseret på en tegneserie, der allerede er blevet filmatiseret som både tv-serie, tegnefilm og adskillige live-action-film.

Med til historien hører, at film som ‘Straight Outta Compton’, ‘Bridge of Spies’, ‘Pawn Sacrifice’ og ‘Eddie The Eagle’ i denne sammenhæng  tæller som originale, idet de ganske vist er baseret på sande historier, men ikke er en filmatisering af én bestemt kilde.

Det ser med andre ord sløjt ud med originaliteten i amerikansk film. Nu er det jo ikke fordi en film baseret på en original idé per automatik er god – eller omvendt – men det kunne da være forfriskende med en ny idé hist og her. Dem skal man dog kigge langt efter. Blandt sommerens store film er blandt andet:

’The Legend of Tarzan’, baseret på en figur, der allerede optræder i mere end 20 bøger, over 200 film, adskillige tv-serier, teaterstykker, radiospil og computerspil.

Tarzan

’Jason Bourne’, femte del af serien om agenten af samme navn, som er baseret på romaner af Robert Ludlum. Denne gang er Matt Damon, som ikke var med i den fjerde film, med igen.

’Ghostbusters’, en reboot af filmen fra 1984, som allerede har kastet en sequel, en tv-serie og en skudefuld tegneserier og computerspil af sig.

’Ben-Hur’, en ’reimagining’ af en bog, der allerede er filmatiseret to gange.

’Bridget Jones’ Baby’, som er en sequel til de to foregående Bridget Jones-film, som er baseret på Helen Fieldings roman, som er en fortolkning af Jane Austens ’Stolthed og fordom’.

Det er bare et par eksempler på de bunkevis af sequels, remakes, reboots og lignende, der er på vej. Ligesom det selvfølgelig ikke er slut med filmversioner af spil – det nyeste er, at man ikke behøver at begrænse sig til computerspil. Brætspilsfilm er også en ting – ’Battleship’ baseret på Sænke slagskibe fik premiere i 2012, og Universal Pictures har sikret sig rettighederne til spil som Matador og Candyland. Og mobilspil-filmatiseringer kunne også gå hen og blive fremtiden, ’Angry Birds’-filmen har netop haft premiere, og en filmatisering af ’Fruit Ninja’ er minsandten også på vej.

Men hvorfor er der dog ikke nogen, der finder på noget nyt, kunne man så spørge sig selv. Den primære forklaring er – som så meget andet – penge. Hvis en film har indspillet 200 millioner dollar, er chancen for at en efterfølger vil kunne gøre noget lignende større, end hvis man opfinder den dybe tallerken én gang til. Og hvis man skal lave en fantasy-film, kan man jo lige så godt basere det på eksempelvis computerspillet ’World of Warcraft’, som allerede har en fanbase på millioner af mennesker. Og man skal i det hele taget ikke være professor i markedsøkonomi for at kunne lægge noget i, at der på listen over de 25 mest indtjenende film nogensinde kun er tre film, der ikke er baseret på allerede eksisterende værker.

xmenapocalypse
’X-Men: Apocalypse’ – en sequel til ’ X-Men: Days of Future Past’ og niende del af ’X-Men’-serien, der er baseret på Marvels tegneserier.

Dog er der måske nye tider på vej. Det viser sig nemlig mere og mere tydeligt, at det ikke per automatik er en sikker succes, hvis man laver et remake, en sequel eller reboot. ’Alice i Eventyrland: Bag spejlet’ har på de første ti dage i de amerikanske biografer kun indspillet en fjerdedel af, hvad ’Alice i Eventyrland’ gjorde, da den fik premiere i 2010. ’Fantastic Four’, en reboot af en filmserie, der igen er baseret på en tegneserie, var et af sidste års største økonomiske flop. Og selv filmatiseringer af Young Adult-romaner, som siden ’Hunger Games’ succes har været så populære, at forfatterne dårligt havde sat det sidste punktum, før filmrettighederne var solgt, er ikke længere en sikker guldfugl: Tredje og næstsidste dele af ’Divergent’-sagaen har kun indspillet godt en tredjedel af, hvad den første film gjorde, og filmatiseringen af ’The Mortal Instruments’ solgte så få billetter, at efterfølgeren blev aflyst.

Om ikke andet kan vi her i Danmark glæde os over en smule mere originalitet og større vovemod. Af de 16 film for voksne, der blev udsendt i samme periode som ovenstående, baserede kun ’Flaskepost fra P’ og ’Klovn Forever’ sig på allerede kendt materiale, mens resten var originale produktioner. Nuvel, de seks børne- og ungdomsfilm, der fik premiere i samme år, var alle sammen sequels og/eller filmatiseringer af bøger, så træerne vokser heller ikke ind i filmhimlen.

 

Thomas Brunstrøm

Freelancejournalist og forfatter.