tea lindeburg
Foto: Festival de San Sebastián/ Montse Castillo

Tea Lindeburg om fornem instruktørpris: “Forhåbentlig behøver der ikke gå 15 år, før jeg får den næste film igennem”

Som den første dansker nogensinde vandt Tea Lindeburg prisen for bedste instruktør til San Sebastián Film Festival for sin allerførste spillefilm.

Danske Tea Lindeburg vandt i weekenden prisen for bedste instruktør for filmen ‘Du Som er i Himlen’ til den prominente San Sebastián Film Festival.

Den spanske filmfestival har eksisteret i næsten 70 år. Alligevel er det første gang, at en dansk instruktør vinder en Silver Shell-pris, som gives for bedste instruktion, og er en af de mest prestigefyldte hovedpriser.

“Jeg er meget rørt og beæret over at vinde denne her pris, og jeg er meget lykkelig over at få den som instruktør, som er det, jeg har arbejdet på i så mange år. Det er fuldstændig surreelt,” siger Tea Lindeburg til Heartbeats.

Om Tea Lindeburg

Filminstruktør, 44 år og opvokset i Kartoffelrækkerne i København

Uddannet instruktør fra Filmskolen Super16 i 2006

Bor i New York med sin mand Kristian Leth og deres tre børn

I 2020 stod hun bag Netflix-serien ’Equinox’

Har netop vundet prisen for bedste instruktør for filmen ‘Du Som er i Himlen’, som hun også er manuskriptforfatter på.

Sidste år var Thomas Vinterberg nomineret i samme kategori for filmen ‘Druk’. I år løb Tea Lindeburg med prisen, som hun er sikker på får betydning for hendes karriere som filminstruktør.

“Det er jo en blåstempling på en eller anden måde. Så forhåbentlig behøver der ikke gå 15 år, før jeg får den næste film igennem,” siger hun om ‘Du Som er i Himlen’, som er hendes spillefilmsdebut.

Da Heartbeats fanger Tea Lindeburg står hun derhjemme og smører madpakker til sine børn, der er på vej i skole i New York. Aftenen forinden fejrede hun den nyvundne pris med champagne til langt ud på natten inden hun steg på flyet hjem for at fejre sin søns fødselsdag.

Fik afslag

Idéen til filmen kom til hende for ti år siden, da hun havde født sin søn og læste romanen ‘En Dødsnat’ af Marie Bregendahl, som filmen er baseret på. Lindeburg har arbejdet de seneste fem år på filmen, selvom hun i første omgang fik afslag på støtte fra filminstituttet.

Filmen, ‘Du Som er i Himlen’, udspiller sig i slutningen af 1800-tallet og handler om et særligt døgn i 14-årige Lises liv. Hun er den ældste i en stor søskendeflok, og den første i familien der skal starte i skole. Men den dag går hendes mor i fødsel, hvilket bliver et spørgsmål om liv eller død, og det går op for Lise, at hun måske skal tage sig af sine små søskende, hvis det ender galt.

“Jeg glæder mig meget til at præsentere filmen for det danske publikum og er utroligt spændt på, hvordan den vil blive taget imod. Der er ingen tvivl om, at premieren i Danmark betyder noget helt særligt, for det er jo mit hjemland, og det er en dansk historie,” siger Tea Lindeburg.

Den 16-årige skuespiller, Flora Ofelia Hofmann Lindahl (især kendt for DR-serien ‘Ulven kommer’), vandt prisen for bedste hovedrolle for sin præstation i Lindeburgs film.

Se traileren til ‘Du Som er i Himlen”:

‘Du Som er i Himlen’ kommer i de danske biografer 6. januar 2022.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics