"Folk her i landet tænker i virkeligheden på au pairs som billig arbejdskraft til rengøring og husarbejde"
Radio & podcast
menu-close

Sandheden om at være au pair: “Folk her i landet tænker i virkeligheden på au pairs som billig arbejdskraft til rengøring og husarbejde”

27. maj 2019 |

I denne artikelserie giver vi en række almindelige mennesker i ualmindelige fag eller situationer ordet. I dag fortæller en filippinsk kvinde om livet som au pair i Danmark, en situation, der er noget anderledes end den kulturelle udveksling, hun havde regnet med.

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.

Illustration: Liv Ajse

At være au pair har haft enorm indflydelse på mit liv. Jeg har fået opfyldt mange af mine drømme, men jeg havde aldrig troet, at det ville være så hårdt. Folk her i landet tænker i virkeligheden på au pairs som billig arbejdskraft til rengøring og husarbejde. Ifølge reglerne er det kulturel udveksling, hvor du som au pair bor hos en familie, som du så kan hjælpe med babysitting og andet let husarbejde max 30 timer om ugen.

Jeg er uddannet specialsygeplejerske, har undervist og taler flydende engelsk, men på Filippinerne er det meget svært at få et godt arbejde og tjene nok. Derfor så jeg det her som en mulighed for at komme ud og opleve en anden kultur og blive del af en familie et andet sted i verden. Men ingen familie ville behandle et familiemedlem på den måde, jeg er blevet behandlet.


Tiden hos min første familie sidder stadig i mig som et ar. Hver dag skrev de en liste til mig, som jeg så skulle arbejde mig igennem. Der var den daglige rutine med at rydde op, rede senge, lave morgenmad og støvsuge. Men ud over det kom at slå græs, ordne parkeringspladsen og fodre dyrene på gården. I starten ville de gerne betale lidt ekstra, og jeg ville gerne være imødekommende, de havde jo fået mig hertil. Men så begyndte de at behandle mig dårligt.

Jeg skulle hjælpe med alt. Når de holdt fester, ordnede jeg bordene, ryddede op, vaskede op og gjorde rent. Jeg skulle også skovle sne og pudse vinduer. De tjekkede hele tiden op på, om jeg gjorde alting perfekt. En dag, da jeg gjorde rent i køkkenet, kom værtsfaren ud og sagde, at det ikke var godt nok, han kunne ikke spejle sig i lågen på køleskabet. Jeg havde det forfærdeligt.

Jeg talte ikke med nogen om det, for jeg ville ikke være besværlig, og min familie hjemme i Filippinerne kunne jeg ikke fortælle noget. De ville bare blive bekymrede. Det er hårdt at være så langt væk, især i sådan en situation. Faktisk er det første gang, jeg er væk fra dem, for ligesom de fleste andre filippinere på min alder, boede jeg stadig hjemme.


Ved et tilfælde opdagede jeg, at værtsfamilien ville afbryde kontrakten og sende mig hjem. Jeg fik en uge til at finde en anden familie, heldigvis fandt jeg en. Her afløste jeg en au pair, som var uddannet professionel hushjælp. Familien var sød, men deres hus var enormt, og de havde mange store teenagebørn. Alligevel tænkte jeg, at det nok skulle gå, for jeg var sikker på, at børnene ville hjælpe til. Det gjorde de ikke.

Huset var et forfærdeligt rod hver eneste dag. Det var meget stressende. Jeg stod tidligt op for at nå at lave morgenmad og ordne alle værelserne, rydde af bordet og ordne resten af huset. Jeg var først færdig ved 15-tiden, men så kom alle børnene hjem fra skole, og så startede roderiet forfra. Det var som en tsunami. Hver eneste dag. Det undrer mig, at deres forældre ikke havde lært dem at rydde op efter sig. Jeg blev hele tiden sammenlignet med den tidligere au pair, hun gjorde bedre rent og lavede aftensmad hver dag.


Selv om jeg godt kunne lide dem, skyndte jeg mig ud af huset hver aften, ellers kunne jeg ikke slappe af. Det undrede min værtsmor. Til sidst fik jeg at vide, at jeg var nødt til at finde en ny familie. De var ikke tilfredse med mit arbejde, skrev min værtsmor i en sms. Der blev jeg virkelig nervøs, for jeg risikerede at miste mit visum.

Det lykkedes at finde en ny familie, så jeg kunne blive i landet. De er virkelig rige. Sådan nogle med gamle penge. De behandler mig godt. Ikke at de er perfekte, vi har vores misforståelser, men vi kan tale om tingene. Nu er jeg glad for, at jeg forlod mine to første familier, men det var også hårdt. Jeg havde jo nået at knytte mig til børnene. Når mit visum udløber, vil jeg søge om at få det forlænget for at studere, så jeg kan blive sammen med min danske kæreste.

Kvinde fra Filippinerne, 27 år, fortalt til Tea Sletved


Om ‘Sandheden om’:

Har du tænkt over, hvordan det er at være den ædru taxachauffør, der kører stive folk hjem fra byen natten lang? Eller intim waxeren der fjerner hår mellem folks baller? Eller hvordan er det at være au pair og skure gulv hos rige, danske børnefamilier? I denne artikelserie giver vi ordet til en række anonyme personer og lader dem fortælle frit fra leveren om, hvordan det er at være i et fag eller en situation, vi normalt ikke hører hele sandheden fra.

# 1: Sandheden om at være taxachauffør

# 2: Sandheden om at være nyskilt

# 3: Sandheden om at være Alzheimer-pårørende

# 4: Sandheden om at flytte på krisecenter

# 5: Sandheden om at være intim waxer

# 6: Sandheden om at have bulimi som voksen

Tea Sletved

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.