Sabaah Noa Jo
Fotos: Rita Kuhlmann

Født i den forkerte krop: “Jeg valgte at putte det ned i en kasse og lade være med at åbne den. Indtil jeg ikke kunne bære det mere”

I LGBT-foreningen Sabaah mødes mennesker på tværs af kulturer og seksualitet og læner sig op ad hinanden. Spejler sig i hinanden og udfordrer hinanden. I denne portrætserie kan du møde nogle af de mennesker, der dagligt kæmper kampen for et godt og værdigt liv, selvom de træder en smule udenfor normen.

I næsten to år iklædte Noa Jo Boysen sig hoftepuder, kvælende stramme korsetter og intens makeup, mens hun performede til fødselsdage, polterabender og firmafester. Normalt var hun genert, men i drag var hun højtråbende og ekstrovert. Hun var ikke sig selv, men det perfekte overdrevne ideal af en kvinde. Men hvem hun var, når kostumet kom af, begyndte hun dog langsomt at blive i tvivl om.

“Ironisk nok startede det en større identitetskrise at være i drag så lang tid. Om hvad der føltes ægte, og hvad der ikke gjorde. Pludselig blev jeg mere komfortabel i det feminine, end jeg var i det maskuline. Det havde jeg nok på en eller anden måde vidst i lang tid.”

Sabaah Noa Jo

Noa Jo er ikke dét navn, hun blev givet ved fødslen. Det er et, hun har givet sig selv i sin tranformation fra mand til kvinde. Drengenavnet har hun puttet i en glemmekasse og gemt langt væk. Nu er hun i gang med sit livs overgang: Et kønsskifte.

I sit livs anden pubertet

Selvom hun har levet 22 år af sit liv i en maskulin krop, har hun aldrig groet et skæg. Det har altid føltes forkert. Fremmed. Hun har længe vidst, at hun ikke følte sig helt tilpas i den krop, hun beboede. Alligevel tog det hende mange år at acceptere, at noget var galt.

“Jeg har altid haft tanker om det, siden jeg var ret lille. Jeg snakkede med en psykolog om det på gymnasiet, da jeg var 18 år gammel. Men der havde jeg stadig mine egne fordomme om, at man ikke kunne få et værdigt liv. Og så havde jeg hørt alle mulige skrækhistorier om, hvordan det er at skulle igennem sexologisk klinik. Så jeg valgte at putte det ned i en kasse og lade vær med at åbne den. Indtil jeg ikke kunne bære det mere.”

Hun besluttede sig derfor for at få et juridisk kønsskifte, ændre sit navn og begynde at tage kvindelige hormoner. Nu befinder hun sig i sin anden pubertet – i en alder af 24. Humørsvingningerne inklusiv. Hun græder nemmere. Nu går tårekanalerne i gang, lige så snart der sker noget, uanset om det er godt eller skidt, fortæller hun. Det er trættende at være i en krop på konstant overarbejde. Men det er det hele værd.

“Fysisk var fedtfordelingen det første, jeg lagde mærke til. Pludselig begyndte fedtet at sætte sig på hofterne og brysterne i stedet for på maven. Førhen tog det meget af mig bare at skulle passe ind og se feminin ud. Fordi min krop naturligt ikke var feminin. Nu tager jeg det mere med ro, og jeg går i det tøj jeg, har lyst til uden at tænke for meget over det, fordi min krop ser ud på en måde nu, der gør, at jeg ikke møder den samme diskrimination som før. Folk lægger ikke lige så meget mærke til, at jeg er transkønnet, som de gjorde før.”

Sabaah Noa Jo

I starten var lange extensions, push-up bh’er og stram spandex nødvendig for at hun følte sig feminin. I så lang tid havde hun skulle leve op til den perfekte, overdrevne feminine karikatur af en kvinde som drag-queen, at det var svært for hende ikke at pålægge det samme ideal på sig selv. Men efterhånden som hendes krop begyndte at ændre sig, ændrede hendes syn på femininitet sig også.

“Først gav det mig et underligt billede af, hvordan jeg skulle se ud. Den her meget overdrevne karikatur. En standard som jeg påduttede mig selv gennem drag, der ikke nødvendigvis var korrekt. Jeg føler ikke længere, at jeg skal performe en eller anden form for ekstrem femininitet, når jeg går ud. Jeg føler mig meget mere rolig i min egen femininitet. Det er ikke længere som en rolle jeg påtager mig,” siger hun og uddyber:

“Ofte er der også en forestilling om, at man skal være hyperfeminin som transkvinde eller hypermaskulin som transmand. Men du kan jo sagtens som kvinde være feminin på nogle punkter og maskulin på andre punkter. Og sådan er det jo også for transkønnede.”

Fanget mellem kulturer

Udover at skille sig ud på grund af formen på sin krop, adskiller Noa Jos mørke hår sig også fra størstedelen af den etnisk danske befolkning. De mørke lokker har hun arvet fra sin mor, der som ung kom til Danmark fra Korea. Siden hendes mor kom hertil, har hun forsøgt at passe ind. Bevidst undgået at skille sig for meget ud, på trods af det mørke hår og den anderledes teint.

Sabaah Noa Jo

“Jeg tror, min mor har haft en idé om at skulle passe ind i det danske samfund på en bestemt måde. Hun vidste jo, at hun stak ud på grund af måden, hun så ud, hvilket hun ikke havde lyst til. Så på en eller anden måde prøvede hun at pålægge mig de samme standarder, som hun pålagde sig selv for at passe ind,” siger hun og uddyber:

“En af de første ting hun lagde mærke til, da jeg blev født, var måden mine øjenlåg så ud på. Om jeg havde tydelige vipper som de fleste europæere. Så hun gatekeepede lidt dét at være koreansk. Hun ville nærmest have, at jeg var hvid, hvilket kun gjorde at jeg søgte mere mod den koreanske kultur.”

Da Noa Jo Boysen – der dengang identificerede sig som homoseksuel mand – var 16, fik hun mulighed for at tage et semester i udlandet på sit gymnasium. Og hun var ikke i tvivl om, hvor hun ville hen. Hun skulle til Østasien og opleve den kultur, hendes mor kom fra. Selvom turen desværre ikke kunne gå til Korea, blev det til et halvt år i Japan. Og dér, langt fra sine forældre og netværk, udlevede Noa Jo Boysen den identitet, hun længe havde pakket væk.

“Lige pludselig kunne jeg gøre, hvad jeg ville. Der var ikke nogen, der sagde hvad jeg måtte eller ikke måtte. Det var det første tidspunkt, hvor jeg rigtigt udforskede min egen identitet og hvem jeg egentlig var. Før havde jeg ligesom spillet en rolle, som dét min mor syntes jeg skulle være.”

Følelsen af at være fremmed for sig selv, forsvandt dog ikke helt, mens hun udforskede sin identitet i Asien. For selvom hun med sine østasiatiske gener faldt ind i mængden, følte hun stadig ikke, at hun passede helt ind. Hverken i Korea eller i Danmark.

Sabaah Noa Jo

“Det er rigtig svært at blive anerkendt som koreaner, hvis ikke du er det 100 procent. Så jeg havde lidt en identitetskrise, fordi jeg følte, at jeg var en udlænding i Danmark – men også i Asien var jeg en udlænding. Så jeg følte ikke helt, at jeg hørte til nogle steder.”

På trods af tvivlene om tilhørsforhold, identitet og seksualitet vendte hun hjem til Danmark mere sikker end nogensinde. Og i 2018 sprang hun ud for familie og venner som transkønnet. Navnet ændrede sig, og med det gjorde hendes udseende også. Det blev sværere end nogensinde at passe ind i de kasser, hendes omverden havde puttet hende i. Alligevel var det som om, at brikkerne langsomt begyndte at falde på plads, da hun opdagede hvem hun i virkeligheden var.

“Min mor var klart den, som tog det hårdest til at starte med. Hun kunne ikke lide, at jeg stak ud, men hun har på en eller måde anerkendt sit nederlag nu. Hun er kommet ret godt over det. Hun kalder mig sin datter nu. Jeg føler, vi har fået et stærkere bånd end tidligere. Førhen kunne vi næsten ikke være i samme rum uden at komme op at skændes, hvor vi nu ofte sidder og ser koreanske dramaserier sammen og laver mor-datter ting, hvilket vi ikke kunne før.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics