Kære Søren
Jeg har en virkelig god ven, der er både generøs, følsom, sjov – og stemmer til højre for midten. Måske et af de eneste mennesker i min omgangskreds af brogede humanist-typer, der gør det.
Det er næsten lidt flovt at indrømme i de her tider, hvor vi (måske i virkeligheden knap så brogede humanist-typer) snakker så meget om diversitet mig her og mangfoldighed mig der.
Da vi på et tidspunkt – mig og min ven – op til forrige valg berører emnet politisk retning, siger han til mig: ”Jeg synes bare, det er irriterende, at venstreorienterede generelt mener, at de er bedre mennesker.”
Jeg genkender default-stadiet af selvtilfredshed. Det gør enhver nok, der har siddet på Bobi-bar en sen nattetime med nogle Kings og nogle medstuderende og bekræftet hinanden i, hvor væsentligt et modprojekt til den moderne senkapitalisme, situationisterne – i efterkrigstidens Paris – egentlig var.
Jeg genkender det også i fodbold. Fra min egen fanrelation selvfølgelig, hvor det er åbenlyst, at Real Madrid er onde, forlængelsen af forskruede marketingsstrategier og Francos diktatur og de griske banker, der har drevet Spaniens menigmænd, kvinder og små søde børn til randen af armod. Ja, faktisk repræsenterer Real Madrid alt, hvad der er galt med den her vilde verden.
Real minder mig om Anders Samuelsen. Modsat har FC Barcelona hjertet på rette sted: Født som et catalansk modstykke, ejet af klubbens egne fans, kort sagt fodboldens svar på en splejsning mellem Che Guevara og Barack Obama. Bare med en højere succesrate for deres projekter.
Nå, men så er det, at Chelsea og Liverpool møder hinanden i søndags, endda på Stamford Bridge, og der er vist ingen som Liverpools’ fans, der stadig lever højt og godt på forestillingen om socialistisk arbejderkultur i fodbold, hva’? Dem og deres sange.
Det må være lidt irriterende, hvis man holder med Chelsea, som du gør, Søren. Chelsea spiller jo ikke i blåt for ingenting. Men de spiller en hæderlig kamp, selvom I taber 1-2, hvis du spørger mig (Kun forstår jeg ikke, hvorfor Kanté efterhånden skal lave DET HELE på det hold?).
Nuttede Klopp bliver i mytologien efter kampen, hvor han fortæller, at det er Liverpools ”karakter”, og det at de ”kæmper for det hele”, der redder dem sejren. For hvad proletariatet mangler i hjem med klaverer og bogreoler, gør de op for i fighterånd. Sådan har det altid været.
Jeg kan nu godt lide at se dem spille. Englands Barcelona, du ved.
Knus & Kram
Cath
Kære Cathrine
En af fordelene ved at blive ældre er, at sjælen og sindets kanter synes en lille smule rundere for hver dag, der går. Vores engang så stålfaste ståsteder begynder at vakle, som var vi Salah i modstanderens straffesparksfelt, vi bliver mere fleksible i vores eksistentielle spillestil, lærer at spille flere positioner på banen, brede spillet ud og tilføje det lidt flere nuancer end det strengt mekanisk indøvede (stop mig lige, når totalfodbold-analogien ikke længere giver mening, ok?).
Sat på spidsen rent værdipolitisk; vi indser, at det er superfint med ambitiøse klimastrategier og long overdue skrotning af Lindholm-planerne, men det kunne sgu også være rart, hvis det ikke gik ud over grundskylden. Intet kan helt kvæle ungdommens revolutionslyst som et F5-lån med en fordelagtig rente.
Af alle de lånte fjer, Liverpool pynter sig med, er den socialistiske arbejderklasseromantik derfor også langt fra den, der skurrer mest i mine øjne. Hvilken Premier League-klub anno 2019 føler ikke behov for at lune sig lidt ved minderne om en svunden tid, hvor fodbolden var skabt af spillere og fans, der ankom direkte fra kulminerne med sod i lungerne og ild i hjertet?
Her er Liverpool vel hverken værre eller bedre end eksempelvis City og Spurs, to tidligere arbejderklubber som heller ikke længere kan prale af at tjene til spillerlønningerne ved at levere morgenfrisk mælk til de gamle damer i nabolaget. Liverpool har vist bare flere penge på klubkontoen, men det skulle jo nødigt hedde sig, at også Vorherres Udvalgte Fodboldhold er i lommen på Kapitalen, vel?
Liverpool besidder derimod en sjælden grad af selvtilfredshed, som du ikke ser hos nogen anden klub i verden. Måske lige med undtagelse af netop dit Barcelona. Og AGF. Her tænker jeg ikke på selve truppen, der for langt de fleste spilleres vedkommende må formodes at besidde noget nær samme daglejer-mentalitet som enhver anden storklub (jeg tror med andre ord ikke, at det er så meget andet end millionerne i skattelyet, der får Firmino til at smile så fandens fjoget ved enhver given lejlighed), men på den typiske, gennemsnitlige danske Liverpool-fan.
Denne privilegerede, hvide mand på mellem 30 og 50, typisk ansat et eller andet sted imellem kølevirksomheder i Horsens og mediehuse i Ørestaden. Ingen fodboldfan formår helt som ham at svælge i egen selvretfærdighed, symbolik-onani og sense of higher purpose, når han galper “YNWA!” ved enhver given lejlighed, som var han Anfields egen Hodor. Ofte uden evne til at mene noget andet om sit hold end netop “YNWA!”, hvad fanden det end egentlig betyder i disse post-Agger dage, hvor individualismen trods alt også regerer på Merseyside.
Jeg har altid ment, at Liverpool-fans mindede lidt om Jehovas Vidner på den måde, at de kun var den forkromede Premier League-pokal væk fra at ringe på døren lørdag formiddag for at høre, om man mon ikke havde lyst til at høre lidt om Jürgen Klopp. Så anstrengende var selv ikke Uniteds fans under Oles første dage.
Nå, jeg må hellere runde af. Selv jeg synes, at mit evindelige Liverpool-had bliver trættende og hårdt for sjælen. Men sagen er, at vi sagtens kunne have taget et point i søndags. Hele anden halvleg var vores, og ikke kun Kantés, selvom jeg knuselsker den lille skiderik. Jeg er fortrøstningsfuld på Chelseas vegne, også selvom jeg slukkede fra 0-2 scoringen frem til minut 82.
Det er fint nok, at jeg er omringet af Liverpool-fans i vennekredsen, på de sociale medier og i resten af denne forbandede by – jeg behøver ikke invitere dem indenfor i tv-stuen, vel?
Kærlig hilsen
Søren
Topfoto: Unsplash
