Fem plader der ændrede mit liv
Radio & podcast
menu-close

Lydmor: Fem plader der ændrede mit liv

22. marts 2019 |

Musikjournalist Henrik Queitsch skriver fremover klummen 'Fem plader der ændrede mit liv' for Heartbeats. I dag er første gang og med en fornem gæst; Lydmor.

Musikjournalist, anmelder og vært på 'Rockhistorier'

Foto: Neal McQueen

Lydmor, alias Jenny Rossander, debuterede i 2012 med albummet ’A Pile of Empty Tapes’, men det var først med det tredje af slagsen ’I’d Told You I’d Tell Them Our Story’ fra 2018 – inspireret af et længere ophold i Shanghai – at hun for alvor fik hul igennem både herhjemme og i udlandet. Pladen blev bakket op af en stribe fremragende og visuelt frapperende koncerter, der fik både publikum og anmeldere til at klappe i takt.

Henover sommeren kan hun opleves på Northside og Tinderbox, og til efteråret drager hun på endnu en landsdækkende turné, men forinden kan man fange hende som både komponist og optrædende i Aarhus Teaters opsætning af den græske tragedie ’Orestien’ (premiere 10. maj). Og allerede fredag 22. marts er hun aktuel med ep’en ’The Story Remixed’, hvor bl.a. Farveblind og Sune Rose Wagner (The Raveonettes) lægger nye kulører på udvalgte numre fra ’I’d Told You…’.

I den anledning har vi bedt Jenny sætte et par ord på fem af de plader, der for alvor har gjort en forskel i hendes liv.

1. Björk: ’Post’ (1995)

”Da jeg var ret ung – nok omkring de 12 år – var min familie på bilferie i Frankrig. Vi havde lige fået en ny gul bil, og jeg husker turen som et solstøvet eventyr, uden planlægning, uden begrænsninger, hvor vi blot kørte og kørte. I en lille butik købte jeg den her plade, mest fordi jeg syntes, coveret var flot. Det blev starten på en rejse ind i lydlandskaber, som endnu ikke er slut for mig. Jeg hørte albummet igen og igen på min lille discman, mens jeg sad og så landskaberne flyde forbi.”

2. Imogen Heap: ’Ellipse’ (2009)

”Jeg var selv lige gået i gang med at producere elektronisk musik, da Imogen begyndte at lave sine famøse videodagbøger op til ’Ellipse’. Det var vist noget med, at hun lige var blevet single og savnede at have nogen at dele albumprocessen med, som hun før havde gjort det med hendes kæreste, så hun valgte i stedet at dele den med hele verden. Hun fortalte i en lang serie videodagbøger om alt fra tekstovervejelser over kriser til mærkelige optagelser, som udviklede sig til sange samt de forskellige dele af mixprocessen, og jeg slugte det hele råt! Det har givet mig et ret nært forhold til albummet, fordi jeg følte, at jeg næsten allerede kendte det, inden det kom ud.”

LÆS OGSÅ: Kenneth Thordal om at miste: ”Jeg ønsker ikke, at sorgen skal stoppe. Det er jo der, min datter bor”

3. Charlotte Gainsbourg; ’5:55’ (2006)

”Jeg blev introduceret til dette album, da jeg var i studiet med min første udgivelse, og jeg kan huske, jeg brugte rigtig lang tid på at forsøge at afkode den på en gang underspillede og enorme emotionalitet, Charlotte har i sin stemme på lige præcis det her album. Det handler både om teksterne og måden, hun synger på, men i særdeleshed også om hvordan hun er indspillet og mixet. Og så er lydfladerne, som Air leverer, jo helt fantastiske. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den igen og igen – specielt om aftenen når jeg skal flyve. Jeg er ret sikker på, at det er dét, som den er lavet til – midnatsflyvning.”

4. Twin Shadow: ’Confess’ (2012)

”Det her album havde noget meget simpelt – den bedste timing nogensinde. Jeg var begyndt at gå virkelig meget ind i synthmusik, småcheesy referencer, 80’er stemning og neon, da Twin Shadow udgav ’Confess’, og det var bare som om, det var lavet lige præcis til det sted, jeg var. Jeg elsker kombinationen af lydunivers, sangskrivning og noget visuelt.”  

5. Highasakite: ’Silent Treatment’ (2014)

”Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg satte den her plade på. Jeg var i en fortumlet periode, hvor jeg boede lidt kaotisk rundt omkring på sofaer og gulve hos forskellige folk, og den her aften var jeg henne hos en ven og sad i et hjørne med mine høretelefoner. Jeg havde hørt Highasakites musik sporadisk, og en eller anden sagde, at de var kommet med et nyt album – og så hørte jeg det fire gange i træk. Jeg har aldrig oplevet at blive så instantly forelsket i et værk – det gik rent ind fra allerførste lyt og er stadig en af mine yndlingsplader i dag.”

Henrik Queitsch

Musikjournalist, anmelder og vært på 'Rockhistorier'