Farvel til Radiodanmark og den ellers så gyldne radioopblomstring
Radio & podcast
menu-close

Le Gammeltoft: Farvel til Radiodanmark og den ellers så gyldne radioopblomstring

28. marts 2019 |

Radio 24syv har meldt ud, at de lukker 31. oktober 2019 og altså ikke flytter med sendetilladelse ud af København. Det er et kæmpe tab for dansk radio.

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.

Det bliver et trist efterår og en mørk vinter i Radiodanmark. For vi kan nu se frem mod lukningen af ikke bare P6 Beat og P8 Jazz, men også hele Radio24syv – tre kanaler, der på hver deres måde har været med til at skabe et mangfoldigt radiomarked i Danmark og båret med til dansk radios gyldne genkomst de senere år.

Efter lang politisk forhandling og forhaling er udbuddet til FM4 – hvor Radio24syv har sendt de seneste otte år – nu kommet, og det betyder et farvel til endnu en markant spiller i radiolandskabet.

Jeg er overordnet set fan af Radio24syv. Særligt fordi kanalen har været med til at modernisere dansk taleradio, men også for den anderledes måde at tænke formater og markedsføring af samme. 24syv har stået for mod, nysgerrighed og risikovillighed og nogle helt anderledes og tankevækkende radioprogrammer. Guderne skal vide, at jeg ikke er enige i alt, hvad ledelsen, værterne og kanalen som helhed udsender og udtaler, men jeg havde som så mange andre fans håbet, at ledelsen ville finde en måde at få indarbejdet kravene til kanalen, så de kunne byde på FM4 igen.

Politisk er det besluttet, at 70 procent af redaktionen skal placeres minimum 110 km væk fra København – og det er selvfølgelig Dansk Folkeparti, der har ført an i denne mærkværdige kravspecifikation, som ikke giver nogen mening. Et medie bliver ikke mere dansk eller folkeligt af, at man politisk bestemmer, hvor hovedsædet skal ligge. Tværtimod kan et sådan benspænd være med til at forringe kvaliteten enormt.

Her er det DF’s medieordfører Morten Marinus, der glæder sig over en kommende provinsradio. 

Dansk Folkeparti har med disse krav en gang for alle vist, at de er det eneste parti, der har en tydelig kulturpolitik. For mens alle andre partier har set kulturen som et af de mindst prestigefyldte områder, har DF meldt sig på banen i kulturkampen. Rødhvide duge og provinsleverpostej har fået lov at overtage dagsordenen, og det populistiske parti har brugt deres magt og position på at tvinge deres krav igennem. Kultur- og mediepolitikken er blevet fuld af studehandler og i stedet for at kigge nøgternt på kvalitet og investering, har man rullet go west-toget frem. Medierne skal til Jylland.

LÆS OGSÅ: Magtkamp for åben mikrofon: Skrappe Ghita boksede rundt med søde Zeuthen

Overraskende nok har Socialdemokratiet bakket op om Dansk Folkepartis planer om at flytte FM4 til provinsen – det vil sige, de har været med til at umuliggøre Radio24syvs videre eksistens. Der er ellers blevet postet mere end 800 millioner danske skattekoner i kanalen, og vi har som lyttere fulgt med, mens kanalen for åben mikrofon testede formater og værter, fejlede, lærte og blev gradvist bedre.

Det var godt nok mærkelig radio de første mange år! Hundepsykologiprogrammet er et af de formater, jeg husker bedst ud af de mere tvivlsomme. Hver eftermiddag hørte vi hundepsykologen tale om Fido og prøve at lære hundens bedste ven at opdrage og forstå dyret rigtigt. Det var ikke god radio. Men relativt hurtigt kom kanalen efter det. De værter og programmer, der virkede, blev markedsført og forlænget, og de mindre heldige ideer skrottet, sådan at efter få år havde 24syv Danmarks stærkeste sendeplan.

Det er ikke bare sådan lige at lave en radiokanal. Det samme oplevede lytterne hos P6 Beat i kanalens mere interessante ”trial and error”-dage – hvor værterne spillede alt fra heavy metal til dansk upcoming indie i et stort uplanlagt, rodet sammensurium. Det var heller ikke god radio – og de havde endda både god teknik og erfarne værter. P6 har sidenhen fundet lytterne ved også at sætte gamle P3-hits i rotation og dermed give lytterne en større grad af musikalsk genkendelighed for at bløde op for det nye og ukendte.

Som stifter af en virksomhed, der blandt andet arbejder med podcasts, har jeg haft en fælle i Radio24syv. De har nemlig ramt ned i den podcastbølge, der er stadigt voksende, og kanalen har været med til at udvikle markedet og opdrage lyttere til den selvvalgte lytning.

Jeg går ud fra, at 24syv-holdet i et eller andet omfang stadig vil være aktive indenfor podcasts – det håber jeg – men set med de briller, er det ikke blot farvel til en kanal, der har moderniseret taleradio, men også har haft markant indflydelse på den øgede interesse, vi ser indenfor on demand. En udvikling som både DR og Bauer Media (NOVA, The Voice, Radio 100 etc.) har været langsomme til at knække.

LÆS OGSÅ: Nekrolog for Master Fatman: Manden med den smittende kageglæde er væk

Det er utroligt trist, at de medier der tænker anderledes, tør gøre op med ”plejer” og stikker næsen frem skal straffes. Det er den slags medier, vi har brug for for at blive ved med at udvikle os. Sat på spidsen kan man godt kalde P6 Beat, P8 Jazz og Radio24syv for konkurrenter til min egen (mindre) medievirksomhed Heartbeats, men på trods af det kan jeg kun begræde lukningen af de tre kanaler.

Jo flere spændende kanaler og medier, vi har, jo større marked og jo bedre udbud til lytterne. Lige om lidt står vi tilbage med musikkanaler, der alle spiller det samme, og taleradio der kæmper for at opfinde nye formater, der måske kan nå Radio24syvs til sokkeholderne om mange år. For en ny, kommende kanal skal selvfølgelig bruge et par år på at teste udstyr, teknik, værter og formater, mens de kæmper for at tiltrække lyttere, der er blevet vant til en høj kvalitet.

Så hvad skal vi lytte til i mellemtiden? Podcasts?

Le Gammeltoft

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.