Et af 2015’s største popnumre var uomtvisteligt The Weeknds ‘The Hills’, der efter sigende hintede en affære mellem enmandshæren Abel Tesfaye og Ariana Grande. Det var bogstaveligt talt storladent i en grad, så basbunden slog ud på richterskalaen, og temposkiftene gav minder om Pantanis uimodståelige ryk på Alpe d’Huez.
Endelig var der den her forunderligt blottede bro efter det vredladne omkvæd, som de fleste vil kunne huske fra første gang, de lægger ører til nummeret.
Det var broen (“The hills have eyes, the hills have eyes/Who are you to judge? Who are you to judge?”), som løftede sangen til decideret stormfulde højder, og jeg grublede længe over, hvad det var for en ekstra dimension, der gjorde den her smalle, skrøbeligt fraserede passage – midt mellem to kakofoniske udladninger, fra 2:28 til 3:00 – vægtløst fortryllende?
Det var, som om løsningen lå lige dér på tungen, men ikke ville afsløre sig selv. Internettet kunne heller ikke komme mig til undsætning. Ingen anmeldelser diskuterede tilsyneladende de gyldne 32 sekunder, og det blev mere og mere op ad bakke. Så meget, at det gik mig på.
LÆS OGSÅ:
Efter et par uger var den der dog endelig. Med ét var det hele latterligt indlysende, og det var sangtitlen, der hjalp mig i mål. Med ‘The Hills’ hylder The Weeknd selvfølgelig ingen ringere end Kate Bush og hendes mesterlige 80’er-ømhed om køn og mellemmenneskelig forståelse: ‘Running Up That Hill’
Det er hendes omkvæd, der titter frem i broen, og det så tilpas underspillet gjort, at opdagelsen føltes som en belønning frem for en kluntet reference. Med ‘The Hills’ løftede The Weeknd sig op i popsangernes superliga og kørte sig samtidig i stilling som den mest oplagte arvtager til hans indlysende kæmpeidol, der skulle dø mindre end et år senere.
