En isklar forårsformiddag i 2010 sad jeg på en café med udsigt til Stockholms skærgård og ventede på den jævnaldrende Robyn.
Jeg var spændt af flere grunde. Først og fremmest, fordi jeg havde smuglyttet til de to første af hendes tre planlagte Body Talk-udgivelser og udmærket kunne regne ud, at hun var på vej mod et nyt plateau i popmusikken. Hvordan mon hun tacklede det? For det andet, fordi en del numre var spækket med referencer til gammel 1990’er-gangstarap – fx Ice Cubes ‘Check Yo Self’
Den fælles kærlighed kom en smule bag på mig, Robyns tidligere udgivelser taget i betragtning, men nu vi var ved den, kærligheden, så tydede alt i hendes forbitrede tekstunivers på, at vi i de år døjede med nogle nært beslægtede hjertekvaler.
Jeg følte altså, at vi havde rigeligt at tale og bonde om. Så meget, at jeg havde medbragt min egen lille bog om den danske hiphopkultur som en slags værtindegave. Med lidt held imponerede den hende i en grad, at vores samtale ville bringe os nye steder hen og måske endda knytte en form for bånd imellem os. Måske stod vi foran begyndelsen på et smukt og langvarigt venskab?
Robyn var så hiphop, at hun kom 45 minutter for sent. Da hun endelig dumpede ned foran mig og bestilte en hel masse med æg, benyttede hun sig af et kropssprog så demonstrativt udsplattet, at det borgede temmelig skidt for vores halve dag sammen.
I virkeligheden var hendes entré meget lig med hendes åbning på ‘Body Talk pt. 1’: Hun holdt det ægte over for sig selv og gad da slet ikke sætte en facade op for en vilkårlig dansk journalist, der næppe var den første til at gøre sig urealistiske forhåbninger. Med andre ord: Robyn var seriøst træt af pis.
‘Don’t Fucking Tell Me What To Do’ er omkvædsløs. Og modsat ‘Love Kills’, ‘Dancing On My Own’, ‘Call Your Girlfriend’, ‘Hang With Me’ og alle de andre popperler er den melodiske kvalitet ikke-eksisterende.
Der lægges ud med en hård technobund, som der gradvis skrues op for, men Robyn gentager sig selv.
“My drinking is killing me,” siger hun 15 gange i streg, før den første variation sniger sig ind:
“My smoking is killing me.”
Herfra opremser hun de mange genvordigheder, der forpester hendes tilværelse: Slankekur, høje hæle, shoppingafhængighed, ego, søvnløshed, pladeselskab, telefon, email, kæreste, PMS, etc.
Nummeret er stramt som et mavekneb og har en decideret hypnotiserende effekt, som suger lytteren ind i det indædt insisterende groove. Da det endelig slipper, munder brokkeriet ud i en advarsel. En advarsel, der vender blikket udad:
“Don’t fucking tell me what to do-do-do-do-do!”
LÆS OGSÅ:
Det er, som om Robyn lige skal have renset ud, gjort op med tidligere offentlige personaer og gjort op med en fake-arse branche, før hun og Konichiwa – hendes selvstartede indielabel – kan begive sig ud i det altfortærende trilogiprojekt. Og det lyder som et oprør med den perfektionsskole, hun selv blev elev i, da hun som teenager nåede toppen af den amerkanske Billboard Hot 100-liste. Og det lykkes. Hun sparker døren ind til Body Talk-universet og distancerer med den uparfumerede programerklæring sine amerikanske popkolleger – på tværs af køn – så eftertrykkeligt, at det skulle tage dem det meste af et årti at komme på omgangshøjde.
Jeg fik i øvrigt givet Robyn min bog. Men først, da vi tog afsked foran hendes studie et sted inde i midtbyen. Hun bladrede lidt, kiggede oldschool breakdance-billeder og lovede at give resten en chance. Måske skete det. Hvem ved? Venskabet lader dog stadig vente på sig.
