Mange af os bevæger os dagligt gennem København til fods, på cykel eller i bil uden at ænse omgivelserne, der suser forbi. Hvad enten man er københavner eller turist så ser vi ofte blot bygningerne som kulisser til det, der opleves. Vi spiller petanque i Enghaveparken, sidder på altanerne i Lyrskovgade og danser til den lyse morgen i Kødbyen. Men hvem er det egentlig, som skal anerkendes for noget af det flotte København, som gør netop vores hovedstad til noget særligt?
En af dem, der har sat et af de mest markante aftryk er ukendt for de fleste på trods af, at han har skabt byggerier, der stadig fremstår som moderne varemærker i den hastigt voksende og vekslende hovedstad. Han hedder Poul Holsøe, og han har sat et uomtvisteligt aftryk i byens cement, mener Holger Dahl, der er arkitekturredaktør på Berlingske:
”Jeg vil næsten mene, at Poul Holsøe har været den mest betydende stadsarkitekt København har haft. Der har været flere, der har gjort mange gode ting, men jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Holsøes periode står ligesom en guldalder.”
Arkitekt Poul Fiedler Holsøe blev født i 1873. Han er vokset op i Helsingør, uddannet Murersvend i 1896, hvor han blev ”godt drukket til”, som det sig hed, og han blev i 1903 færdig som arkitekt fra Kunstakademiets arkitektskole i København.
I 1904 startede han sin egen virksomhed som arkitekt, og i 1925 blev han stadsarkitekt i København. Et embede, der blev oprettet i 1886, og som fungerer både som myndighed, rådgiver og udøvende arkitekt for kommunens institutioner. En stadsarkitekt er leder af en tegnestue og har særligt ansvar for byudvikling, planlægning og arkitektur på kommunalt niveau.
Kødbyen – Københavns funktionalistiske mesterværk
Det største projekt, der fandt sted på stadsarkitektens tegnestue under Poul Holsøes ledelse, er byggeriet af Kødbyen (Den Hvide Kødby) på Vesterbro, der skulle blive et hovedværk i dansk funktionalisme og dansk industribyggeri. Siden 1997 har det været fredet, og det blev i 2007 udpeget som nationalt industriminde.
Den Hvide Kødby åbnede fuldt i 1934 og havde plads til dagligt 2.190 slagtninger. Den Hvide, Den Grå og Den Brune Kødby udgjorde samlet et areal på 154.000 kvadratmeter og var dermed Nordeuropas største kødmarked, indtil det sidste levende kreatur blev slagtet i Kødbyen i 1991. Siden er byggeriet blevet omdannet til et sted for en anden slags kødmarked.
”Kødbyen har jo vist sig at have så meget kraft, at den kan transformeres fra et slagteriområde til at være et gå-i-byen-sted. Og det viser jo på en eller anden måde, hvilken kvalitet det har. Det er jo i høj grad det, som er vigtigt, synes jeg. Det er i hvert fald i mine øjne super funky stadigvæk. Byggeriet kan utrolig meget uden at miste sit særpræg, og derfor tror jeg faktisk, at det er noget, der vil blive stående længst tid,” siger Holger Dahl.
Vesterbro Kødbys historie starter tilbage i 1671, da Københavns første kvægtorv, kaldet Trommesalen, blev anlagt. Det lå der, hvor gaden Trommesalen i dag er. Knap 200 år efter er der brug for fornyelse, og Den Brune Kødby åbner 1871. Derefter følger Den Grå og endelig i 1934 åbner Den Hvide Kødby, som i folkemunde kaldes Kødbyen.
På grund af pladsmangel og dårlig hygiejne i den eksisterende kødby begyndte man allerede i 1915 at overveje mulighederne for udvidelse. Da det gamle Vestre Gasværk lukkede i 1920’erne besluttede byledelsen, at der skulle bygges en splinterny kødby på gasværksgrunden og Københavns Kommune satte stadsarkitekt Poul Holsøe i spidsen for det store projekt.
Holsøe tog med arkitekterne Tage Rue og Curt Bie, der arbejdede på stadsarkitektens kontor, til flere store tyske byer for at blive inspireret til industrianlæg bygget af beton, stål og glas, som var tidens banebrydende materialer. De selvsamme materialer som Kødbyen i København kom til at bestå af.
Et citat fra Dagens Nyheder i 1933, som forfatter Ida Gundersen har med i sin bog ’Kødbyen’ beskriver Poul Holsøe således:
”En fornem mand, det er det første indtryk af stadsarkitekten Poul Holsøe. Ungdommelig, elegant og med et spillende lys i øjnene færdes han i vidt forskellige kredse, så vidt forskellige, at man ikke rigtig forstår, at det er den samme mand. Det lader sig kun gøre af en personlighed at være stilfuld embedsmand, temperamentsfuld kunstner, utrættelig administrator på rådhuset og lige så utrættelig jæger, når der endelig slår en frihedens time.”
Han var åbenbart heller ikke bange for selv at tage del i arbejdet og blev beskrevet på byggepladsen i regn en kold novemberdag fortsætter det:
”Med kraven op om ørerne og med benene gemt i galocher vil man møde den unge 60-årige stadsarkitekt i fuldt sving med at gennemføre det mest moderne, det mest friske stykke tekniske byggearbejde, byen har fostret.”
Stadsarkitekt Poul Holsøe – en virkelig god chef
Poul Holsøe blev stadsarkitekt i København i 1925 som den tredje i rækken. En position, han bestred indtil 1943. Perioden var stilmæssigt i begyndelsen kendetegnet ved nyklassicisme og ender med at stå i funktionalismens tegn. En udvikling, der tydeligt kan ses i de projekter, som har været på tegnebordet i den periode, hvor der blev bygget rigtig, rigtig meget offentligt byggeri.
”Først og fremmest har han jo haft en betydning, fordi han var en meget dygtig stadsarkitekt, og hans værk vil altid være knyttet til den rolle, han havde som statsarkitekt. Og han jo simpelthen har stået for et hav af ting i København. Man kan sige, at det, der er hans største fortjeneste i den sammenhæng er, at han var en virkelig god chef.”
Som Stadsarkitekt førte Poul Holsøe nemlig ikke selv pennen på alle tegninger til projekter i København, og derfor er der ikke som sådan er nogen rød tråd i den kunstneriske udformning af de byggerier, der er lavet på stadsarkitektens kontor under Poul Holsøe. Og det er ikke anderledes, end det er på moderne tegnestuer.
”Man kan jo ikke personligt have fingeren i sovsen hver eneste gang. Men som alle virkelig gode chefer, havde Poul Holsøe sans for at få fat i gode medarbejdere og give dem en stor frihed. Og derfor er det jo sådan, at mange gange, når man snakker om Poul Holsøes værk, så er det jo lavet i regi af stadsarkitekten. Og der har været mange af de unge, dygtige mennesker indover”
Holdet bag Holsøe
Holsøe var god til at se talentet og give den yngre generation plads, og så var han bevidst om den rolle, han kunne spille ved at være chef for et så stort arkitektkontor. At han gav de dygtigste af sine folk lov til faktisk at få deres egne navne på projekterne. Så der ikke bare stod stadsarkitekten Poul Holsøe.
Et eksempel er Enghaveparken som åbnede Store Bededag 1929. Den nyklassicistiske symmetriske park er tegnet af Fabricius Hansen, og parkens musikscene og to pavilloner er tegnet af Arne Jacobsen, der var ansat på stadsarkitektens tegnestue 1927-1929.
Her er det bemærkelsesværdigt, at Holsøe har ladet Arne Jacobsen signere tegninger i det modsatte hjørne af Poul Holsøe. Normalt var det kun stadsarkitektens signatur, der var at finde på tegninger. I forbindelse med Enghaveparken er det også væsentligt at understrege at boligkarréen langs Enghaveparken på Lyrskovgade også er tegnet af Poul Holsøe, som noget af det sidste han tegnede som stadsarkitekt. Byggeriet var meget moderne og indeholdt både folkekøkken og badeanstalt, som nu blandt andet er omdannet til Vesterbro bibliotek.
En anden meget dygtig arkitekt, der arbejdede under Poul Holsøe, var Ib Lunding. Han tegnede blandt andet det funktionalistiske Brønshøj Vandtårn, der blev opført i 1929, som er på et helt særligt kunstnerisk niveau. Vandtårnet er opført i jernbeton og anses i dag for at være et pionerværk i dansk arkitektur. Det indeholder ikke længere vand, men bruges som kulturhus, hvor der især finder akustiske optrædener sted, da stedet muligvis har Danmarks længstvarende rumklang – efter sigende på 15 sekunder. Ib Lunding var således primærarkitekt, selvom det blev opført i Holsøes tid. På samme måde gælder det Kødbyen, som Holsøe laver sammen med Tage Rue og Curt Bie.
”Det har han jo været dygtig til hele tiden at få de her dygtige folk ind og lade dem blomstre,” forklarer Holger Dahl.
Fra Bedre Byggeskik til Modernisme – også en personlig udvikling
Nogle af Holsøes tidlige værker er gode eksempler på tidens strømninger, nyklassicisme og Bedre Byggeskik, i begyndelsen af det 20. århundrede. Først senere bevægede han sig ind i funktionalismen. Noget af det, som man tydeligst kan kende ham på, er det, der hedder Grøndalsvænge mellem Nørrebro og Vanløse, hvor der blev bygget 390 murermestervillaer i årene 1914-1928.
”Grøndalsvænge personen Holsøes start som kunstner. Fine funktionelle huse, der er typiske for det, vi kalder Bedre Byggeskik. Men de unge modernister anså ham for at være gammeldags og kedelig nærmest lagde ham nærmest til had for hans stil. Men det sjove er jo så, at han langsomt blev påvirket af de unge mennesker og modernismen. Han var en vågen mand, der var med på noderne. Han gennemgik en personlig udvikling som arkitekt og bevægede sig i retning af den funktionalistiske tradition, som man kan se på Lundehusskolen, som han selv er ansvarlig for,” fortæller Holger Dahl.
Gadeinventar
Stadsarkitekterne har ikke kun været ansvarlig for arkitekturen, men også al gadeinventar. Og også her blev der skabt meget i Holsøes tid med både sporvogne, skraldespande og busskure.
”Gadeinventar er også noget, der er ved til at give en by kvalitet. Det synes vi også, når vi kommer til London i dag, og ser alle de her gamle støbejernsting, der har stået siden Dronning Victorias tid. Så kan man tydeligt se, hvad det betyder for en by at have det her kvalitetsinventar, som er sammenhængende gennem hele byen. Det giver en form for identitet ikke? Der har Holsøe igen spillet en stor rolle for København. Det kan man også i dag savne, at en stadsarkitekt, som designchef, har mulighed for at træde ind der.”
Der findes i dag ikke længere en stadsarkitekt
Stadsarkitektens tegnestue blev i 1998 nedlagt og det er noget man kan mærke, mener Holger Dahl.
”Østerport II er blevet bedre med den røde facade, men der er stadig noget underligt uforløst. Og her spørger folk: ”Hvorfor var der ikke en stadsarkitekt, der kunne stoppe det der?” Og så er problemet bare, at den mulighed findes jo ikke, at stadsarkitekten har kun en rådgivende funktion i dag, og hun kan sige, hvad hun synes, men politikere kan køre lige hen over det, hvis de har lyst,” siger Holger Dahl og fortsætter:
”Der er en grænse for, hvor præcis, man kan være i en lokalplan. Man kan angive nogle overordnede principper, men ikke i detaljer kræve en bestemt bygning. Derfor mangler vi i dag et stadsarkitektkontor, som selv kan gå forrest og sætte standarden for det offentlige byggeri.”
