Samuel Herrin
Fotos: Rita Kuhlmann

Et protest-essay: “Selvfølgelig kan man finde steder i verden, hvor racismen er værre… Men Danmark har et problem med racisme”

Samuel Herrin Bertholdsen har skrevet dette grumme essay om, hvordan han har oplevet racisme hele sit liv. Fra negerboller over skolegårdsslagsmål til raceprofilering i jobsøgningen og på datingmarkedet.

I fem-syv-årsalderen læste vi historier om den Lille Sorte Sambo, sang ‘Elefantens vuggevise’, og negerboller var en selvfølge til børnefødselsdage. De andre børn drillede på grund af min hudfarve og kaldte mig – selvfølgelig – en negerbolle, Lille Sorte Sambo, mudderdreng og så videre. 

Det blev der selvfølgelig snakket om. Men der bliver intet gjort ved det, for hvad gør man ved noget, der er normalt? 

“De er jo bare børn, De forstår ikke, hvad de siger, og hvad racisme er. Børn driller hinanden, det er naturligt og kan ikke undgås.”

“Det er de voksne, der lægger mere i det, end det er.” 

Derhjemme bliver man trøstet af familien. Man får at vide, at man skal være stolt af den farve og baggrund, man har. At man skal undgå dem, der driller og finde nogle andre at lege med. Man får en fornemmelse af, hvad forskelsbehandling og racisme er, og hvordan man bedst håndterer det som enkeltperson.

I 8-11-årsalderen bliver drillerierne grovere, man bliver sammenlignet med aber og med de kendte reklamer for indsamling af penge til Afrika. Man bliver ikke inviteret til de andres fødselsdage. Drillerierne begynder at blive fysiske. Man begynder at stifte bekendtskab med diskrimination i supermarkeder, hvor butiksdetektiven følger efter en i supermarkedet, i idræts- og fritidsklubben, hvor der ikke er plads – heller  ikke, selv om du ved, at andre lige før og efter dig har fået en plads.

Det blev der selvfølgelig snakket om. Men der bliver intet gjort ved det, for hvad gør man ved noget, der er normalt?

Samuel Herrin Foto: Rita Kuhlmann

“De er jo bare børn, de mener ikke noget racistisk med det, de siger. Han er jo afrikaner, så det er der jo ikke noget forkert i.

“Det kommer af nysgerrighed.

“De er sikkert lige gode om det.

Derhjemme bliver man trøstet af familien. Man får stadig at vide, at man skal være stolt af den farve og baggrund, man har, undgå dem der driller og forsvare sig selv, når det bliver fysisk. Man begynder at blive bevidst om forskellen på drillerier og racisme og at lære, hvordan de to ting bedst håndteres som enkeltperson.

I 12-15-årsalderen bliver drillerierne til systematisk mobning og mere fysiske. I skolen bliver man undervist om slavetiden og Danmarks deltagelse i den transatlantiske slavehandel. Man oplever at blive brugt som reference for slaver i undervisningen. Teknologien begynder at få en rolle. Den nemme adgang til alverdens information på internettet og unges nysgerrighed medvirker til, at sproget bliver grovere, der tilføjes fotos, oftest fra slavetiden. Man finder måske sin skoletaske fyldt med A4-print med slaver, der plukker bomuld, bliver pisket og hængt. Diskriminationen i det offentlige rum bliver mere tydelig gennem tilråb fra tilfældige personer på gaden som neger, nigger, slave og andre racistiske udtryk.

Det blev der selvfølgelig snakket om. Men der bliver intet gjort ved det, for hvad gør man ved noget, der er normalt?

“De er unge mennesker, de bliver uenige, det gør det jo ikke til racisme.”

“Er du ikke en smule overfølsom? Det var sikkert ikke ment på den måde.

“Nu påpeger du kun det negative, det er jo ikke alle, der er sådan mod dig.

Derhjemme bliver man trøstet af familien. Man får stadig at vide, at man skal være stolt af den farve, og baggrund man har, men skal lade det passere, når nogen mobber og forsvare sig selv, når det bliver fysisk. Man er fuldt bevidst om forskellen på mobning og racisme, men er stadig ved at lære, hvordan de to ting bedst håndteres som enkeltperson.

I 16-19-årsalderen er den systematiske mobning i skolen skiftet ud med hverdagsracisme og mere tydelig racisme på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Man stifter bekendtskab med raceprofilering, når man som den eneste person af farve blandt en større gruppe bliver udpeget af politiet til at skulle fremvise opholdstilladelse i forbindelse med et “rutine stop”. Man er blevet udsat for så meget racisme, at man er begyndt at se bort fra den i et forsøg på ikke at lade det påvirke en for meget.

Det blev der selvfølgelig snakket om. Men der bliver intet gjort ved det, for hvad gør man ved noget, der er normalt?

“Det er ikke dig personligt, vi har bare dårlige erfaringer med din slags.”

“Du kunne også prøve lidt hårdere.”

“Hvis du er utilfreds, kan du jo bare tage hjem, til der hvor du kommer fra.”

“Det er bare en joke, lad være med at være så nærtagende.”

Derhjemme bliver man støttet af familien. Man får stadig at vide, at man skal være stolt af den farve og baggrund, man har, og lade det passere når man bliver udsat for racisme og forsvare sig selv, når det bliver fysisk. Man er fuldt bevidst om forskellen på drillerier og racisme, men er stadigvæk ved at lære, hvordan de to ting bedst håndteres som enkeltperson.

 I 20’erne begynder man at blive bevidst om flere aspekter af racisme og diskrimination, fordi man forsøger at se bort fra den systematiske racisme og hverdagsracismen, man er blevet så vant til. På datingmarkedet bliver man mødt af fordomme og opfattet som promiskuøs på baggrund af de stereotype forestillinger, der er forbundet med at være sort. Her bliver racisme og diskrimination oftest undskyldt med præferencer. Man oplever at skulle forsvare sit forhold til sin hvide partner over for hvide personer, som ikke mener, at forskellige etniciteter bør danne par. Derfor må man nogle gange også lære sin partner at håndtere noget af den racisme og diskrimination, man selv igennem livet har oplevet og fortsat kæmper med at lære at håndtere.

Det bliver der selvfølgelig snakket om. Men der bliver intet gjort ved det, for hvad gør man ved noget der er normalt?

“Du må have en stor …, det har alle sorte jo.

“Jeg har aldrig været sammen med en sort, vil du være min første?”

“Det er ikke racisme, det er bare min smag i mænd.”

Derhjemme bliver man støttet af familien. Man får stadig at vide, at man skal være stolt af den farve og baggrund, man har, og lade det passere når man bliver udsat for racisme. Man er fuldt bevidst om racismen og fordomme, men er stadig ved at lære, hvordan de forskellige aspekter af racisme bedst håndteres som enkeltperson.

At være sort i Danmark er ikke nemt. Selvfølgelig kan man finde steder i verden, hvor racismen er værre, mere intens, mere synlig eller ligefrem dødelig. 

Men Danmark har et problem med racisme. 

Samuel Herrin Foto: Rita Kuhlmann

Et problem, som kan være svært for mange mennesker at få øje på, fordi problemet er blevet normaliseret gennem årtier. En normalisering som har skabt et udtryk som “hyggeracisme”. En normalisering, der har givet det danske samfund en fornemmelse af, at racistisk sprogbrug kan undskyldes med kommentarer som: “Det er bare en joke”, “jeg mener selvfølgelig ikke dig” eller “jeg har en sort ven/familiemedlem, så det er ikke racistisk.” En normalisering, som har gjort det til en naturlig ting at bruge karikerede, stereotype billeder af sorte mennesker, når børn bliver undervist om Afrika. Og nej! Afrika er ikke et land, men et kontinent med 54 stater og cirka 16 procent af verdens befolkning.

Er denne normalisering så en naturlig udvikling henover tid i et lille land som Danmark med under seks millioner indbyggere? Eller er det resultatet af et forsøg på at skjule racismen og ikke fremstå som et land, som stadig er plaget af fordomme om hudfarve?

Noget af det kan måske tilskrives manglende viden om Danmarks deltagelse i den transatlantiske slavehandel. Viden om hvordan meget af Danmark er bygget på den profit, som man opnåede ved at kolonisere andre dele af verden og udnytte mennesker som slaver. I nutidens verden hvor, som de smarte siger, “google is free“, er det dog ikke meget, jeg vil tilskrive i den retning.

Så er det her det bedste, vi kan gøre, Danmark?


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics