Alt godt kommer til den, der venter.
Sådan sagde en gammel amerikansk poet ved navn Henry W. Longfellow vist nok engang.
Så jeg venter, og jeg venter. Jeg har ventet lige siden den Sankthans-aften i 2008, hvor jeg som 13-årig skrev i min dagbog, at jeg hadede at være single (ligesom jeg åbenbart hadede at mine bryster var for små, at jeg ikke kunne finde ud af at bruge en tampon, og at jeg aldrig havde snavet med en dreng).
Ventet på at få en kæreste.
Nu er jeg 28 år, og selvom jeg i dag, 15 år senere, heldigvis har lært at bruge tampon, ligesom jeg også – tro det eller ej – har snavet med en dreng (og desuden heller ikke længere synes, at mine bryster er for små), så ved jeg stadig ikke, hvad det indebærer at elske og være elsket af et menneske, der ikke går under betegnelsen ’veninde’ eller ’familie’.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er elsket. Men det ændrer ikke på det ubehagelige stik af skam, jeg af og til mærker i kroppen, når en mand på første eller anden date nysgerrigt spørger, hvor lang tid jeg har været single, og jeg så skal svare 28 år, vel vidende at det næste spørgsmål med halvfems procent sikkerhed vil være: “Hvorfor har du aldrig haft en kæreste?”
Det får mig altid til at sidde tilbage med en følelse af at være forkert. Ung og uvidende, ligesom jeg måtte have følt mig den Sankthans-aften for 15 år siden. Jeg hader og frygter det spørgsmål så meget, at jeg endda har en note på min telefon, hvor jeg har skrevet forskellige svarmuligheder ned, jeg kan benytte mig af, og som jeg af og til skimmer, inden jeg tager på en date.
Det kan være svar som 1) jeg har haft travlt med andre ting, 2) jeg har ikke været parat, eller den oplagte 3) jeg har bare ikke mødt den rigtige.
I løbet af den sidste tid er der til gengæld dukket et andet spørgsmål op, som jeg er begyndt at frygte lige så meget. Det er spørgsmålet: “Hvad søger du?”
Især efter jeg geninstallerede datingappen Feeld tilbage i vinter, er det blevet et presserende spørgsmål, som jeg har følt, at jeg skulle have et klart og tydeligt svar på, eftersom ni ud af ti mænd, jeg matchede med, bragte spørgsmålet på banen hvis ikke i den første besked så i besked nummer to.
Jeg siger ikke, at jeg synes, det er et dumt spørgsmål. Jeg er fuldstændig tilhænger af at forventningsafstemme forud for et potentielt møde, men som med så mange andre ting, er det ikke altid helt nemt at vide, hvad man søger, før man har fundet det.
Det fandt jeg ud af, da jeg i det stadig spæde forår tog hjem til en mand, jeg havde matchet med på Feeld tidligere samme dag. Da han i den første besked havde spurgt, hvad jeg ledte efter på appen, svarede jeg noget i stil med, at det ”bare skulle føles godt”. Fri fortolkning og barren sat så lavt som muligt, tænkte jeg.
Hvad jeg i virkeligheden gerne ville, var at dulme den ulmende ensomhed, der var begyndt at
nage i den sene vinter. Troede jeg.
Da han sad over for mig i sofaen og helt som ventet stillede mig spørgsmålet om, hvorfor jeg aldrig har haft en kæreste, tænkte jeg lidt over det, før jeg besluttede mig for at give ham den sande version, om end fortalt på en mere kluntet måde.
Jeg svarede, at det højst sandsynligt skyldes, at den form for kærlighed vi bliver eksponeret for i vores barndom, danner grobund for den kærlighed, vi får – og ikke får – i vores voksenliv.
Har man gået i terapi før eller har sat sig lidt ind i tidens hypede kærlighedsguruer som eksempelvis Jytte Vikkelsøe eller den eviggyldige Bell Hooks’ teorier og prædikener, så fremprovokeres der næppe nogen ahaoplevelse over det svar.
Derfor ved jeg heller ikke hvem, der har brug for at høre det, men som sidstnævnte skriver i sit kærlighedsmanifest ’All About Love, New Visions’, så ved vi nemlig ikke, hvad det vil sige at elske, når vi bliver født. Det er noget, vi tillærer os gennem livet.
Jeg kommer fra et hjem, hvor man kunne erstatte ordet ”skat” med ”idiot”, og hvor der blev smækket markant mere med dørene, end der blev banket nysgerrigt på. Tonen har altid været hård mellem mine forældre, sådan var det bare, og sådan er det stadig i dag.
Første gang, jeg husker at have set mine forældre give hinanden et kærligt kys på munden, var jeg flyttet hjemmefra. Til sommer har jeg boet ude i seks år. De er stadig sammen. De elsker jo bare hinanden med den kærlighed, som de har tillært sig gennem deres barndom. Og jeg ved, at den ikke altid har været køn. Tværtimod.
Da jeg cyklede hjem et par timer senere den aften efter at have fået den nærkontakt, som var det, jeg troede, jeg kom efter, følte jeg mig endnu mere ensom, end da jeg cyklede derhen. Ikke kun var jeg blevet mødt i noget, der var svært, jeg havde også pludselig set mine længsler for mig så klart og tydeligt, som sneen der dalede ned omkring mig: Jeg vil ikke bare have noget, der føles godt for en aften. Nej, jeg vil have det hele.
“I wanna be happy”
I min yndlingstv-serie ’Girls’ er der et afsnit, hvor en af seriens hovedpersoner Hannah Horvath, spillet af seriens skaber Lena Dunham, bryder sammen over for den meget smukke, lidt ældre, separerede læge med ”the fruits in the bowls and the stuff in the fridge”. Det gør hun, idet det går op for hende, at hun bare gerne vil have det samme, som alle andre.
”Please don’t tell an one this but I wanna be happy”
“Of course, you do. Everyone does,” svarer han.
“Yeah but I didn’t think that I did,” siger hun pinligt berørt med tårer trillende ned ad kinderne, som om hun lige har sagt noget forbudt.
Sjældent har jeg relateret så meget til noget i mit liv. Det har samtidig fået mig til at reflektere over, hvorfor det skal være så svært at stå ved sine længsler, og hvorfor det er så sårbart at sige højt, hvad ens hjerte i virkeligheden søger.
Jeg har været omkring forskellige teorier, og her kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv. Skyldes det min trang til at ville skille mig ud? Er det afvisningens smerte, der skræmmer mig? Er det min frygt for at miste mig selv, i det øjeblik jeg forelsker mig?
Eller er det, hvis den ubarmhjertige sandhed skal frem, fordi jeg hele mit liv har levet med en overbevisning om, at det dér ”kærlighed” ikke er for mig? At jeg ikke er god nok til det? At jeg ikke er værd at elske?
Især tiden, fra jeg havde min seksuelle debut på en sofa til en morgenfest som 17-årig, og frem til jeg flyttede til København for at starte i praktik i 2019, er præget af mange mislykkede romantiske affærer og dårlige oplevelser med sex, dating og kærlighed. Jeg var, set i bakspejlet, fuldstændig ude af stand til at passe på mig selv.
De efterfølgende år har jeg derfor surfet på ”lær at elske dig selv først”-tsunamien bla bla bla, og jeg skal komme efter dig. Og mand, hvor har jeg bare lært at elske mig selv!
Jeg kan tage på vandreture, gå i biografen og på museum alene. Jeg har sat en dyd i selvstændighed og rynket på næsen af mine veninders parforhold, ligesom jeg har talt ned om dem, der hellere vil være i et dårligt parforhold end ikke at være i et parforhold overhovedet.
Jeg elsker mit eget selskab, og det er sagt med nul procent ironi. Men bare fordi jeg har lært at elske mig, betyder det jo ikke nødvendigvis, at andre (her henvises der til alle potentielle partnere i verden) synes, at jeg er værd at elske? Eller hvad?
Jeg ved godt, at det ikke altid er lykken at være i et parforhold. At det ikke altid er nemt, og at det kræver hårdt arbejde. Jeg ved også godt, at man sagtens kan føle sig ensom, bare fordi man har en partner.
Som hende, der har stået på sidelinjen, imens mine veninder i løbet af de seneste 10-15 år har skiftet mellem kærester, som jeg har skiftet mellem uduelige slankekure, fordi jeg gav min krop skylden for, at ingen gad at elske mig, har jeg også set hvilken skade, frustration og ængstelighed sådan nogle kærester sommetider kan føre med sig. På samme måde som jeg selv har mærket konsekvenserne af, hvad dysfunktionel kærlighed kan gøre ved et menneske.
Det ændrer ikke på, at jeg vil have det samme som alle andre. Jeg vil have en kæreste af samme grund, som nogle gerne vil prøve at sidde i cockpittet på en flyvemaskine, bestige Kilimanjaro eller se en sjælden fugl på Galapagos. Jeg vil opleve, hvad det vil sige at have en, der gør livet større, skærper sanserne og udvikler selvet.
Jeg vil have en kæreste, fordi jeg er nysgerrig, og fordi det føles som om, jeg misser ud på livet og noget, der er større end mit navnepillende selv. Det bliver sgu lidt kedeligt og ensformigt i længden at gøre og opleve alting alene, og navlen bliver ikke dybere af alt den pillen rundt.
Lige inden jeg slettede Feeld, var der endnu et match, der spurgte, hvad jeg søgte. Som et eksperiment skrev jeg det, som det var. Jeg skrev i ironi, at jeg søgte min første eksmand. Jeg synes selv, at det var tilpas sjovt og seriøst. Han så beskeden og slettede matchet.
Gør det mig desperat, ligesom dem i Gift ved første blik, der ”bare gerne vil have nogen at dele livet med?” Jeg er i tvivl. Men hvad jeg ikke længere er i tvivl om er, at jeg ikke længere gider at gå på kompromis med, hvad jeg søger.
Som Julia Roberts’ karakter i guilty pleasure-filmen over dem alle, ’Eat Pray Love’ erfarer: Vi modtager den kærlighed, vi tror, vi fortjener. Oversat til nutidens datingvirkelighed: Vi modtager – hvis vi er heldige! – den kærlighed, vi skriver til vores matches på datingapps, at vi søger.
I mellemtiden kan jeg glæde mig over, at der kommer en dag, hvor jeg genlæser det her essay og tænker det samme, som jeg tænker i dag, når jeg læser min dagbog fra 23. juni 2008: Slap nu af, Julie. Stop med at have så travlt.
Det sker, når du mindst venter det.
