Erlend Loe lærer os om mænds identitets- og midtvejskrise på en rørende og absurd måde
Radio & podcast
menu-close

Litteraturklummen: Erlend Loe lærer os om mænds identitets- og midtvejskrise på en rørende og absurd måde

22. juli 2019 |

I en række klummer deler skribent Signe Amtoft de vigtige bøger i hendes liv. I dag om hendes kærlighed til Erlend Loe's mange antihelte.

Radiotype, meget på Twitter, glad for ungdom og tykke bøger.

En mand flytter ud i skoven og får sig en kæleelg, der hedder Bongo. En stresset statsminister køber et falsk skæg og gemmer sig på ugentlig basis i gæsteværelset hos en mand på landet. En ung mand orker ikke at sige nej til en kvinde der gerne vil date ham, og pludselig bor han sammen med en kæreste og har et årskort til svømmehallen for at komme væk.

Det er alle tre handlingsforløb i romaner af den norske forfatter Erlend Loe, en forfatter jeg vender tilbage til igen og igen for at få et smil på læben, men også for at få ro i sindet.

Erlend Loe har på sin egen underspillede måde formået at skabe et grotesk univers midt i den verden, vi alle lever i hver dag. Hans karakterer går konstant på line mellem at være uduelige og elskelige, men ender ofte med at være begge dele. I Loes debutroman, ’Kvinden flytter ind’, fra 1993 lader en ung mand en kvinde komme hjem til sig og snakke nonstop, indtil hun beslutter at flytte ind med sin cremefarvede kommode, og han køber et årskort til svømmehallen for at have en undskyldning for ikke at være hjemme. Dét er en rød tråd, der siden har været gennemgående for Erlend Loes efterhånden 26 år lange forfatterskab; en handlingslammet hovedperson, der ikke kan overskue det moderne liv og derfor flygter.

LÆS OGSÅ: Litteraturklummen: Kafka kan lære dig om det værst tænkelige møde med verden. Og at gå ud og møde det hele med glæde alligevel

Men hvor jeg, hvis jeg kendte karaktererne i virkeligheden, ville bede nogle af dem om at tage sig sammen cirka fire gange om dagen, bliver jeg i stedet draget ind af Loes måde at skrive mandens identitets- og midtvejskrise — for det er især dén, han skriver igen og igen — som gør problemerne menneskelige og relatérbare. Karaktererne reagerer uhensigtsmæssigt og socialt uacceptabelt, og de ved det godt. Men det er dén lille flig af selvindsigt, der tillader den udvikling, som de, stik imod alle odds, immervæk altid går igennem.

Når du har en dårlig periode, eller du slet og ret står overfor en kæreste, du bare ikke forstår, så er Erlend Loes bøger en glimrende medicin. ’Kvinden flytter ind’ er et must at læse, en Loesk urroman om man vil. Den starter hans klare, tydelige stil, som han siden sjældent har afveget fra. Men det betyder ikke, at alle hans bøger er ens. Her er mine tre mest anbefalelsesværdige Loe-romaner:


1: ’Doppler’, 2004

’Doppler’ er en af Loes mest kendte romaner, og er den bog, hvor vi møder Doppler. Doppler går igen i flere af Loes romaner, enten som hoved- eller bikarakter, og er en mand i midtvejskrise, som i øvrigt lige har mistet sin far. Han er træt af det, han kalder ‘det kompetente liv’. Han har altid gjort det kompetente, fået de gode karakterer, den gode kæreste, de gode venner, det gode job:

”Jeg har i årevis gået rundt i al denne kompetence. Jeg er vågnet i den, er faldet i søvn i den. Jeg har åndet kompetence og gradvist mistet mit eget liv. […] kompetence er afhængighedsskabende”. 

En dag falder Doppler på sin mountainbike, da han kompetent cykler rundt ude i skoven. Mens han ligger og ikke kan bevæge sig, opdager han, hvor rar og stille skoven er. Hvor ikke-kompetent den er. Så han flytter derud og beslutter at leve det skrabede liv i et telt sammen med sin nye ven, en elgkalv som han kalder Bongo.

Helt konkret løber Doppler fra alt ansvar. Kone, børn, kompetent liv, og som jeg nævnte før, ville jeg, hvis jeg mødte ham i virkeligheden, nok synes, at han var en nar. Og han ville synes, jeg var kompetent og træls og kvindeagtig. Men han er også en karakter, som gennem sin flugt bygger et selvværd op, som mange mænd i den moderne verden ikke altid får opbygget. En tro på at det er i orden ikke konstant at levere. Og naturligvis drages han tilbage mod sit liv, langsomt og usikkert, både i denne bog og i ’Enden på verden som vi kender den’. For græsset er grønnere, der hvor det ikke er afhængigt af én, og han opfører sig, som vi alle gør nogle gange. Uhensigtsmæssigt.


2: ’Fvonk’, 2011

I ’Fvonk’ møder vi Fvonk, som bor alene på landet i Norge og stadig er bitter over, dengang han måtte tage skylden for rod i regnskabet i den lokale vandreforening. En dag banker det på døren, og en PET-type spørger, om han, hvis han bliver godt betalt, vil lade en hemmelig gæst bo i sit gæsteværelse uden at stille spørgsmål. Det vil han gerne, for det her er Erlend Loes univers og fuck fornuften.

Det viser sig hurtigt, at den mystiske gæst er landets statsminister Jens Stoltenberg. Jens er stresset og trist og har lige skulle håndtere forfærdelighederne på Utøya. Men fordi en tidligere statsminister allerede har snakket højt om stress og fået sympati for det, kan han ikke gøre det. Så mellem sine officielle anliggender, tager han et falsk skæg på og flygter ud til Fvonk.

LÆS OGSÅ: Litteraturklummen: Her er, hvad jeg har lært af at læse Harry Potter-bøgerne om og om igen

Jens og Fvonk bliver venner, og de snakker om følelser og forventningspres og afviser i øvrigt homoerotiske følelser imellem dem, som kun heteroseksuelle mænd kan. Gennem deres venskab og samtaler gør Loe igen det, han er så god til. Nemlig at tage den midaldrende mands følelser, stress, depression og angst og legitimere dem. Det er muligt, at det er gennem humor og lettere groteske handlingsforløb, men den naive midtvejskrise bliver vendt og drejet på en måde, som verden (i hvert fald i 2011) meget sjældent tillader. Og med landesorgen efter Utøya oveni tager Loe det, der er svært at snakke om, og gør det håndtérbart. Det er okay at være rigtig ked af det, også selvom du viser det ved at le.


3: ’Muleum’, 2007

’Muleum’ var for mig en af de største positive overraskelser i Loes forfatterskab, og jeg var oprigtigt rørt, da jeg lukkede bogen efter at have vendt sidste side.

Bogen er skrevet i dagbogsform, og hovedpersonen er den 18-årige Julie, der har mistet sin familie i et flystyrt over Afrika. Tydeligvis deprimeret lukker hun sig af fra hele sit liv og beslutter sig for at begå selvmord gennem et par halvhjertede forsøg, som ikke slår hende ihjel. Til sidst beslutter hun sig for, at hun vil dø ligesom sin familie: i et flystyrt. Hun flyver og flyver og flyver, men som enhver, der har prøvet at berolige en person med flyskræk ved, så er det statistisk set meget svært at falde ned med et fly. Så i stedet ender hun med, ved en fejl, at se verden.

LÆS OGSÅ: ‘Call Me by Your Name’ vender tilbage

Julies historie er for mig en rørende fortælling om at finde sig selv i kaos og kliniske følelser og opdage på den hårde måde, hvad der betyder noget. Som når Doppler fuld af angst flygter ud i skoven, og Jens Stoltenberg fuld af stress flygter hen til Fvonk, flygter Julie deprimeret ud i verden i håbet om at flygte ind i døden. Handlingerne er absurde, men følelserne er ægte. Julie oplever ting, andre kun tør drømme om, fordi hun er ligeglad med, om hun fejler. I sin higen efter døden, stopper hun med at være bange for den. Freedom is just another word for nothing left to lose.

’Muleum’ er, ligesom en stor del af resten af Erlend Loes forfatterskab, en påmindelse om, at alt i livet handler om øjnene, der ser. Loe formår at fortælle os på en somme tider grotesk, somme tider naiv måde, at nogle gange er det, når du er allermest handlingslammet, at du kommer til at gøre de ting, der føles allerbedst.

Loes seneste roman, ’Dyrene i Afrika’, udkom i maj på Gyldendal.

Læs flere litterære klummer af Signe Amtoft HER

Signe Amtoft

Radiotype, meget på Twitter, glad for ungdom og tykke bøger.