Er reality-TV blevet vore dages freakshow?
Radio & podcast
menu-close

Fra Coney Island til flow-tv : Er reality-TV blevet vore dages freakshow?

24. marts 2015 |

Har du siddet og set et reality-show og tænkt på, hvorfor disse mennesker dog ønsker at udstille sig selv på den måde?

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.

Har du siddet og set et reality-show og tænkt på, hvorfor disse mennesker dog ønsker at udstille sig selv på den måde? Det kan for eksempel være håbefulde danske unge mennesker, som båret af deres ønske om (mindst) femten minutters berømmelse, kaster sig rundt i sanseløse drukorgier på diverse sydhavsøer. Mange af dem ved hvordan de giver producerne det de vil have, nemlig brugbare minutter til den endelige udsendelse, helst proppet med intriger, sammenstød og seksuelle eskapader. Mange seere nyder disse programmer, andre begræder udbredelsen af genren, og nogle afviser den som et freak show. Der er flere paralleller mellem freak showet og reality-tv, men dette betyder ikke nødvendigvis at seere vender øjnene væk.

Sidste sommer besøgte jeg forlystelsesparken i Coney Island i New York og så det sidste overlevende freak show i USA. Selvom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente, blev jeg overrasket over, hvordan den gamle forlystelsespark bruger denne underholdningsgenre i dag. For det første hedder det ikke freak show længere. Nu hedder det et circus sideshow, hvilket refererer til de ekstra småoptrædener der tidligere omgav turnerende cirkus og markeder. Efter jeg købte min billet, blev jeg ført ind på nogle bænkerækker i en lille smal sal, mens showet var i fuld gang. På scenen optrådte blandt andre sabelslugere, kontortionister (slangemennesker) og en ung mand som lignede en slags punk-hipster fra Manhattans East Village, som var god til at banke søm op i sin næse. Stemningen var faktisk mere kunstnerisk på den subkulturelle måde end egentlig freaky. Deres website fortæller da også, at forestillingen indeholder innovativ kunstnerisk underholdning, som gerne skal kunne tiltrække et bredt publikum (læs: det arbejderklassepublikum som i forvejen foretrækker forlystelsesparken i Coney Island frem for andre ”finere” etablissementer). De medvirkende optrådte en efter en i en cyklus, så når man så et trick eller performance for anden gang, betød det, at man havde set det hele og kunne forlade salen.

Freakshowet gik sin sejrsgang i USA og Europa mellem 1840 og 1940 med underholdnings-entreprenøren P.T. Barnum i spidsen. Her udstillede man blandt andre svært overvægtige mennesker, skæggede damer, Siamesiske tvillinger, og folk født med dværgvækst eller deformiteter. Man kreerede også sine egne freaks ved at udstille folk med tatoveringer over hele kroppen, eller folk med mørk hud som ”kannibaler” eller eksotiske fænomener fra fjerne egne, selv når de bare kom fra nabostaten. Konstruerede freaks kunne også være mennesker som optrådte med et ekstra kunstigt hoved monteret ved siden af deres eget. Alt dette kunne sælges som mærkeligt og mærkeligt tiltrækkende. Dette foregik naturligvis før fremskridt i lægevidenskaben gjorde, at folk fik øjnene op for, at mange af disse mennesker var patienter og ikke freaks, og derfor ikke burde blive udstillet. Disse shows var en integreret del af den fremstormende massekultur, der voksede ud af den tiltagende urbanisering og industrialisering. Forbrugere havde penge at brænde af og de ville underholdes. På samme tid kunne publikum bekræfte deres egen normalitet i en ellers turbulent tid med øget konkurrence og masseimmigra-tion, som fik folk til at stille spørgsmål ved deres egen placering heri. Mens man observerede disse mærkelige kroppe med ligeså mærkelige historier, kunne man med sindsro slå fast, at man da i det mindste ikke var sådan en!

Der er mange tv-programmer, ikke mindst reality-tv og den fleksible ”dokumentargenre”, som præsenterer mange af de samme mennesketyper man tidligere så i freak shows. Kabelstationen TLC, som tidligere hed The Learning Channel, producerer blandt andet dokumentarudsendelser om svært overvægtige eller deforme mennesker, mennesker med sjældne sygdomme, og reality-programmer som Little People, Big World om en familie med dværgvækst. TLC står også bag LA Ink, som følger det daglige liv i en excentrisk tatovørsalon i Los Angeles. MTV’s Jackass fortsætter traditionen med at udstille folk som gør skade på sig selv (eller lader som om), også kendt fra datidens freakshows, og Taboo på National Geographic Channel giver et indblik i forskellige fetish og autrære hobbier. Disse fænomener bliver ofte præsenteret som spektakulære eller perverterede, eller under dække af at uddanne seerne.

Derudover er populærkulturen fuld af kunstnere som inkorporerer freaky aspekter i deres show. Michael Jackson var tilsyneladende selv med til at bruge sine mange kæledyr (ikke mindst hans gode ven, chimpansen Bubbles) og sin påståede forkærlighed for at sove i en iltmaskine, i sin personlige branding som den excentriske Peter Pan, der var gladest i samvær med børn og mærkelige dyr. Lady Gaga bruger også det fremmede, eksotiske, ikke-rubricerbare i sit udtryk, som ud over hendes retoriske omfavnelse af sine monstre (i.e. hendes fanbase som bl.a. består af børn og unge som føler sig anderledes end normen) også indeholder masser af syrede kostymer som nogle gange sætter spørgsmålstegn ved popkulturens implicitte krav om letfordøjelighed.

Da deforme mennesker gik på scenen i 1800-tallet for at sælge deres særhed, var der nogen grad af frivillighed, og nogle gange entusiasme omkring deres ”entertainerrolle”. Dog skal man huske på, at nogle af disse mennesker ikke havde andre muligheder for at forsørge sig selv. Så når historikere beskriver fænomenet, lægger de ofte vægt på, hvor meget de optrædende tjente og under hvilke forhold de var ansat. Når folk deltager i reality-tv gør de det også frivilligt, og lader til at ønske opmærksomheden der kommer af at være på tv. Specielt i amerikansk ”livstilsreality-tv”, som f.eks. The Real Housewives-serien, der følger velhavende kvinders liv i en række amerikanske storbyer, bruger deltagerne opmærksomheden på at markedsføre sig selv og deres entreprenante koncepter. En af disse er Bethenny Frankel fra The Real Housewives of New York City, som har brugt denne platform til at skabe og lancere sit yderst succesfulde brand Skinnygirl med en lang række slankeprodukter, blandt andet kalorielet alkohol og bøger med slankekost. Selvom rapporterede beløb varierer meget, er der givetvis tale om en indtjening på adskillige millioner dollars.

Der er også folk som foreslår, at visse reality-deltagere har personligheder som nærmest tvinger dem ind i disse sammenhænge, altså fjerner noget af frivilligheden. Psykiateren Drew Pinsky konkluderer, at der er en højere grad af narcissisme blandt reality-deltagere end blandt den generelle befolkning. Narcissister er tilsyneladende mere interesserede i at deltage i disse programformater, og bedre til at klare sig igennem auditions. Det virker som om, at folk der er gode til at gå til auditions, også er i stand til at give producerne hvad de ønsker af konflikter og sammenstød. Den erfarne seer ved selvfølgelig, at dele af disse programmer er konstruerede og forstørrede. Men måske er der ikke langt fra 1800-tallets eksotiske freak der får monteret et ekstra hoved, til den erfarne reality-deltager som overlader magten til producenten, og lydhørt venter med at bryde sammen til lyset er sat på settet?

Freakshowet afhang af folks interesse for det bizarre, deres ønske om at få pirket til deres egne identitetsproblematikker, og deres stigende interesse for at skelne mellem sandt og falsk i et stadigt mere kompliceret samfund. P.T Barnum, som mangfoldiggjorde freakshowet, var yderst entreprenant og på mange måder forud for sin tid. Han var med til at udvikle moderne branding og den fine balance mellem sandt og falsk som stadig bruges til at fastholde folks opmærksomhed i popkulturen (f.eks. med diskussioner om hvorvidt Lady Gaga er en mand, en hermafrodit, eller noget tredje).

Den moderne reality-tv-seer er også en aktiv medspiller. Selvfølgelig er den ironiske modtagelse af popkultur meget udbredt, så folk ser programmer på forskellige måder – nogle gange tiltænkt af producenter, andre gange ikke. Fra Melodi Grand Prix til sæbeoperaer og reality-tv, kan modtagelsen og fornøjelsen afhænge af publikums sans for campy ironi, eller decideret hate-watching, hvor seerne nyder programmer de ellers anser for latterlige og groteske.

Men under denne komplekse modtagelse lurer alligevel spørgsmålet, man kan stille sig selv, om hvordan man selv forholder sig til de optrædende. Circus sideshowet i Coney Island ønsker ikke længere at fornærme nogen, og gør opmærksom på, at deres forestilling laves i overensstemmelse med moderne lægevidenskabelig viden, så de naturligvis ikke udstiller folk med handicap. Meget af det reality-tv der produceres udstiller heller ikke folk med handicap. Tværtimod bruger de ofte pæne og velskabte unge fotogene mennesker, i hvert fald i de mange formater hvor et antal unge mennesker sendes til en sydhavsø. Der er seere, som konsekvent ser ned på disse deltagere, og i den anden side af spektret dem som ser op til dem, og hvis højeste ønske er at deltage selv.

Ligeledes er noget reality-tv indlysende produceret med en vis grad af udstilling af deltagerne. I dag er det dog mere et spørgsmål om at udstille spektakulær adfærd, frem for eksotiske kroppe. I meget reality-tv er det egentlige freak show de mange brud på samfundsnormer og middelklassens mange regler om proper adfærd. Men alligevel varierer modtagelsen af reality-tv meget fra den ene seer til den anden. Til en vis grad skabes freakshowet i vores eget hoved, så for at finde svaret på spørgsmålet i overskriften skal man spørge sig selv, hvordan ens indre dialog udspilles, mens man forbruger disse programmer. For man er selv en aktiv medspiller – hele vejen til Paradise Hotel eller til Manhattans bonede gulve sammen med The Real Housewives.


Referencer:

Robert Bogdan, Freak Shows: Presenting Human Oddities for Amusement and Profit (1990)

Drew Pinsky, The Mirror Effect: How Celebrity Narcissism is Seducing America (2009)

Peter Bjelskou

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.