Er du dødtræt af hverdagsskænderier? Måske er et COLA-parforhold løsningen
Radio & podcast
menu-close

Couples Living Apart: Er du dødtræt af hverdagsskænderier? Måske er et COLA-parforhold løsningen

24. juli 2019 |

Når ægtefæller eller kærester flytter fra hinanden eller ikke bor sammen, men er et par, hedder det COLA, Couples Living Apart. Sådan lever Heidi Kølle Andersen og hendes mand. Her deler hun deres erfaringer.

Forfatter og redaktionschef

Min mand og jeg er flyttet i hver sin bolig efter 22 år under samme tag. Vi er stadig et (monogamt) par, men hvis vi IKKE var flyttet fra hinanden, ville vi ikke være sammen i dag. Vi er realister, ikke idealister, så hvis du sværger til Askepot-historier og true love till death do us part, skal du ikke læse med her.

50 procent bliver skilt. Utroskab, netdating, sugardating, swingerklubber, åbne parforhold og prostitution har glade dage, og brevkasserne rundt om i landets dameblade er spækket med ulykkelige og utilfredse mennesker, der ikke aner, hvad de skal stille op med deres halvdårlige ægteskaber.

Jeg har selv været der. I et ægteskab, hvor der måtte forandring og udvikling til. Efter 22 år sammen blev min partner (46 år) og jeg (44 år) således skilt på papiret i oktober 2017. Måske lidt for hurtigt og vi kunne da heller ikke slippe hinanden og ville derfor prøve at bo hver for sig, men altså stadig være et par. Denne samlivsform har vi praktiseret siden juni 2018 og er glade for det. Vi er med andre ord Couples Living Apart. Hvordan det gik til, har jeg skrevet bogen ’Parforhold – sammen hver for sig’ om.

Jeg beskriver i bogen processen med, hvordan vi kom frem til denne samlivsform, og hvordan det rent praktisk fungerer i hverdagen, ikke mindst med vores to teenagere på 14 og 16 år. Jeg tror helt ærligt, at mange skilsmisser kunne undgås på denne facon, og jeg har da også oplevet meget stor interesse og nysgerrighed for vores COLA-liv, men også fordomme og himmelvendte øjne. Kommentarer som “egoister, narcissister og curlingbørn” er væltet imod mig, men også fåmælte kommentarer fra kvinder a la: “God idé. Også noget for mig” samt andre COLA-par, der skriver “I er ikke alene” til mig.

LÆS OGSÅ: Søger jeg i virkeligheden en veninde med en penis?

Men hvordan kan man leve kærligt med sin partner uden at dele bopæl? Findes der et reelt alternativ til en skilsmisse og det definitive brud, hvis man ikke kan finde ud af at bo sammen?

Ja, der gør: At være sammen uden at bo sammen.

Selvom det tilsyneladende er lidt af et tabu at tale positivt om et samliv, hvor man ikke bor sammen, så er tallene for COLA-forhold ifølge læge og klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen stigende, og jeg tænker ikke selv, at vi lever specielt alternativt eller kontroversielt.

Vi var kommet derhen, hvor vi umuligt kunne bo sammen længere. Uenigheder om banal hverdagslogistik havde slidt os op, og vi havde på mange områder ikke de samme værdier længere eller fælles fremtidsdrømme, men vi elskede og elsker stadig hinanden. I det hele taget er det drønsvært at registrere og sætte ord på disse ændringer omkring værdier/drømme i samlivet, for hvad sker der på den anden side af Wegner-stolene, gasgrillen, efteruddannelsen og den dyre bourgogne? Sidespringene, som vi også rummede og kom ud over?

Vi kom til at kede os på det fine familieslot.

Hertil kommer, at både min partner og jeg har nogle issues med i bagagen, rygsækdjævle, kalder jeg det, som vi selv har arbejdet hårdt og inderligt med, sammen og hver for sig, men ikke har kunnet få bugt med. Ligesom der undervejs på de 20 år, er kommet flere til. For (menneske)-livet er en proces med krinkelkroge og udfordringer og kan ikke altid tøjles eller forudsiges eller fixes sådan VUPTI. Svær sygdom, død og ulykke kan sætte selv de stærkeste forhold under pres.

At erkende ”fejl og mangler” ved hinanden er én ting, at rumme og acceptere en anden. Aktivt at prøve at deale med dem, som f.eks. ved at flytte fra hinanden, og IKKE bare skride fra hinanden, er noget helt andet.

I dag lægger vi alle de følelsesmæssige æg i én kurv, hos ét menneske: Vi skal være hinandens forælder, psykolog, håndværker, bedste veninde, elsker osv. Det er skide svært, ja umuligt, for selvfølgelig kan ét menneske ikke opfylde alle disse behov, ligesom behovene kan ændre sig hen ad vejen i et langt samliv, som de også gjorde for os.

Vi vil grundlæggende gerne hinanden. Der er noget smukt og trygt og også nemt ved at hold fast i det samme menneske gennem et helt liv, men på hvilke præmisser og betingelser?

Jeg vil gerne have en partner. Til det sjove, det svære, de gode samtaler, sex. Til gengæld orkede jeg ikke dine-mine-vores-børn-modellen. Eller flere svigermødre. Desuden ville nissen flytte med. Det handler om realisme, om at kende sig selv, stå ved sig selv. Og jeg, der blev forældreløs som 24-årig, vil gerne bevare forholdet til mit livsvidne. Ham, der har været med det meste af vejen, faren til mine børn. Minus to-tre af hans rygsækdjævle samt ikke mindst de evige hverdagsskænderier om den udhulede ost, mængden af online-poker og det overpissede lokum.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: Helt ærlig, så farligt er det altså heller ikke at blive skilt

Så vi har costumized vores parforhold til et COLA-forhold. Det er relationsgenbrug for fuld udblæsning! For med nu snart 24 år sammen og to teenagere er vores fundament og vores historie stærk. Vi har bare skåret et par rådne ben væk, slebet, malet og sat nye ben på. Og det virker.

Vi har opdaget nye sider af hinanden. Det er spændende at komme på besøg hos en mand, som jeg troede, jeg kendte alle sider af, men som nu udfolder andre sider af sig selv: ”What?! Er du blevet optaget i Mensa? Og Sikker Hansen-plakater på væggene?”.

Vi er blevet tydeligere mennesker hver især. Det har været fedt at genopdage sig selv. Og relationen er stærk, fordi den ikke er hooket op på realkreditlån eller kedelig praktik, men er et i hjertet rent tilvalg. Et tilvalg, der foruden naturligvis en lang, fælles historie sammen, er bundet sammen af den familie, som vi har skabt.

Dyrt? Ja. Økonomisk slår man sig selv hjem i Ludo, selvom vi efter mange år i fælles ejerbolig fik en god klat murstensguld med hver især. Selv er jeg gået fra villa på 220 kvadratmeter med fint postnummer og en have, hvor dronningebusken ENDELIG var vokset til, til 92 kvadratmeter med fælles vaskekælder og gårdhavedeling med et andet byhus. Og nej, vi hæver ikke ekstra fra Velfærdsdanmark. Vi har begge fornuftige hyrer og er på den vis priviligerede. Og ungerne er så store, at vi har kunnet forklare dem vores valg.

”Er du ikke bange for, at han knalder udenom”, spørger veninder. Næ, for hvis det er dét, man vil, har fælles adresse absolut (heller) ingen betydning. Tværtimod gør vi os mere umage nu, når vi ses, og når vi har sex. For hånden på hjertet: Efter 24 år sammen kender man i store træk slagets gang. Som samboende er det ofte for nemt bare ”at vælte på”. Eller messe: ”Erotik betyder ikke længere det store for os. Vi er bedste venner”.

Men jeg har masser af venner og veninder. Jeg vil også have sex og erotik.

Vi bor syv minutter fra hinanden på cykel. Vi er stadig et par, men skændes ikke længere om, hvad tid ungerne skal komme hjem, om æggene har fået nok, eller om det er umagen værd at bekæmpe skvalderkål. Og vi dealer nu med og tager ansvar for vores rygsækdjævle på egne adresser. Og jeg ELSKER at krabbe hjem til mig selv. Til alenetid og suverænitet. Til farmors gamle porcelæn, sølvtøj og velourpuder, som han ikke kan udstå, men som nu (også) har fået en revival.

Fra leverpostej til COLA? Ja tak. Kulturelle forandringer afspejler sig ofte i parforholdsrelationer, og noget er på færde i samlivet. COLA er måske løsningen, for den gamle model duer jo ærlig talt kun for de færreste. Ellers står den på skilsmisser og seriemonogami. For hvem mestrer for alvor tosomheden i det lange løb? ”Så den ikke fængsler, kontrollerer, stagnerer eller bare røvkeder os”, som Anne Sofie Allarp skrev her for nogen tid siden.

Trænger I til at genopfinde jer selv, dig selv, din partner og jeres forhold, er et COLA-forhold måske noget for jer. Jeg synes, det føles som et virkelig godt genbrugsbal.

Foto: Charlie Foster/Unsplash

Heidi Kølle Andersen

Forfatter og redaktionschef