Er diversitet for diversitetens skyld nok?
Radio & podcast
menu-close

Den ene eller den anden tørklædebærer: Er diversitet for diversitetens skyld nok?

18. januar 2019 |

Netop nu har verdens største modemagasin, amerikansk Vogue, ørerne i maskinen. I den nye udgave af magasinet, har man nemlig forvekslet to tørklædebærende kvinder med hinanden. Det lyder måske umiddelbart som en naiv forglemmelse, men dækker over langt større problemer med medie- og modebranchens forhold til diversitet og repræsentation.

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.

Screendump fra Vogue’s Instagram-profil

I en video på sin Instagram, @noor, skriger den amerikansk-libyske journalist og aktivist Noor Tagouri af glæde, mens hun åbner den nyeste udgave af modemagasinet Vogue. Tagouri er nemlig i magasinet på en hel side med et smukt billede i profil. Men efter kort tid stilner det glade smil, og der bliver helt stille.

Are you kidding me”, slutter hun. Tydeligvis berørt, tydeligvis ked af, at det, der skulle have været en succes – og et smukt billede af en tørklædebærende aktivist, stylet op i Givenchy og skudt af en topfotograf – pludselig bliver helt, helt forkert. For det er stadig forholdsvist sjældent at se tørklædebærende kvinder repræsenteret i mode- og kulturmedier (på deres egen præmis og med en positiv dagsorden, vel at mærke) – og i dette tilfælde har Vogue så fucket godt og grundigt up. For de har skrevet, at hun er den pakistanske skuespiller Noor Bukhari, der i parentes bemærket også går med tørklæde. Og de har, med andre ord, ikke set andet end en kvinde med tørklæde. Ikke gjort deres redaktionelle research. Ikke sikret sig, at de havde styr på, hvorfor hun skulle være med, og hvem hun var. Det bliver næppe bedre af, at Noor Tagouri netop er kendt for sine stærke meninger og sit arbejde for at sikre netop repræsentation og at gå imod miskreditering af marginaliserede minoriteter i medierne.

En simpel forglemmelse?

Man kan mene, at sagen bare er udtryk for en redaktionel forglemmelse, men den stikker til et dybere problem. Indenfor de seneste godt fem år er modebranchen blevet mere og mere opmærksom på, at tiderne skifter, og at der blæser nye vinde – især hos den eftertragtede ungdom. Her er diversitet og mangfoldig repræsentation og historiefortælling helt afgørende. Det har fået – de fleste – magasiner til at prøve at arbejde i hvert fald lidt med at have en mere alsidig repræsentation af modeller, kvinder og historier på deres glittede sider.

Men nu er jeg selv gammel magasinredaktør og arbejdede – som minoritetsperson selv – en del med at inkludere forskellige historier og mennesker i mit arbejde (ikke at det ikke også var en læringsproces for mig, bevares). Jeg kan nærmest ikke tælle på nok hænder, hvor mange gange redaktørkollegaer fra forskellige magasiner med et glimt i øjet har sagt: ”Ja, så må vi vist hellere lige huske en brun en også, så det ser godt ud i mixet”. Eller lignende.

LÆS OGSÅ: Hvad gør vi, når efterårets smarteste hue er forbudt i Danmark?

Det er sigende, fordi det afslører, at ideen om at arbejde med diversitet ikke afspejler en decideret forståelse af, at man kommer langt med at vise verden, som den er – og ikke kun vise moden på slanke, unge, hvide piger. Dermed stikker diversiteten ikke altid særlig dybt, men bliver primært efterstræbt, fordi man vil undgå shitstorme, hvis man ikke gør det – og er det en særlig god grund?
Nej. Det ses tydeligt på Vogues reaktion og undskyldning, der er lagt ud på magasinets Instagram. Her skriver man (udover decideret at undskylde), at det er et ”smerteligt fejltrin. Vi forstår også, at der er et større problem med misidentifikation i medierne – især blandt ikke-hvide subjekter. Vi vil arbejde på at være endnu mere hensynsfulde og opmærksomme i vores arbejde fremadrettet (…)”.

Diversitets-washing

Woopsi, Vogue. Lægger du mærke til det? At det – åbenbart – kun handler om ikke-hvide subjekter, og at Vogue dermed får sagt, at alle, der ikke er hvide, er ’de andre’, og at Vogue selv er en hvid institution? Det ligger impliceret i undskyldningen, at Vogue vil og må lære, bevares, men man får samtidig sagt indirekte, at man er et ’hvidt’ magasin og ser alle andre som én fælles masse – ’de andre’. Det er ikke bare ærgerligt og trist, det er også decideret farligt og fejlslagent i en sådan kontekst, og det understreger, at det at fortælle diverse og forskellige historier ikke handler om at fortælle selve historien, vise forskellige kvinder og skabe nye forbilleder. Nej, det handler om at have sin egen ryg!

Herhjemme gentog magasinbranchen i årevis (og indtil for endda meget få år siden), at brune modeller ikke kunne sælge magasiner. Det blev sagt af redaktører for stort set samtlige modemagasiner herhjemme. Sådan en kommentar ville ikke gå i dag. Heldigvis. Organisationen Mino Danmark har startet et kulturmagasin, skrevet af danske minoritetsunge, for danske minoritetsunge – for selv at styre deres stemmer og fortælle historier, der vedkommer dem. Bravo.

Men selvom der er kommet et bedre og mere diverst mix i de bredere magasiner, er det vigtigt at holde fast i, at det må ske af den rette årsag. Og at man som minimum må forvente, at man sætter sig ind i, hvilke subjekter man viser, og hvad de har af udfordringer, hjertesager og drømme. Ellers er det ren diversitets-washing, bare fordi. Og så er vi sådan set ikke noget særlig langt alligevel.

Moussa Mchangama

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.