En våd tungeslasker og en tung badetur i Københavns havn
Radio & podcast
menu-close

Ny dating-ugebladsnovelle: En våd tungeslasker og en tung badetur i Københavns havn

24. februar 2019 |

Det er blevet sommer i København og vores antihelt, Allan Abi, har en date med Hanne på Islands Brygge. Med hjemmeristede lakridsmandler, kølig rosé og store drømme cykler han afsted. Men så …

Gymnasielærer og skribent. For tiden rejser han jorden rundt alene, men vender tilbage til Vesterbro og fortovscaféerne, når foråret melder sig.

Foto: Thomas Rousing

Jeg cykler over cykelbroen til Islands Brygge. De mange kærlighedshængelåse glimter i spejlingen fra det soloplyste vand. Jeg vil også gerne snart have en kærlighedslås her. Måske er aftenens date præcis den date, der udløser min hængelås.

Vinflaskerne i min taske bag på cyklen klirrer intenst, som om de fortæller mig, at de gerne vil lukkes ud og tømmes. Jeg finder en ledig plads på kanten til havnebassinet. Lige her er der ingen, men tættere på Langebro har det halve af Amager og Albertslund samlet sig i store klynger med engangsgrill, øl på dåse og joints.

Jeg lægger to hynder fra mine altanstole tæt på kanten og folder et lille tæppe ud. Placerer to vinglas og en flaske kølig rosé. Jeg har også hjemmelavede, saltede mandler med lakridssmag, som kvinder elsker, med fra tasken. Ved siden af placerer jeg et rigtigt hipster-økologisk brød, italiensk og nogle oliven. Jeg har gjort mig umage. Kvinder elsker, at man gør sig umage.

Jeg kaster benene ud over kanten og sætter mig til rette, inden jeg tager mine nyindkøbte, næsten kuglerunde og helt Vesterbro-rigtige solbriller på. Nu er det bare at vente. Hun burde ankomme om lidt.

Vi har allerede skrevet sammen på Tinder i en uge. Hun virker sød og er ganske køn på billederne. Jeg brugte egne billeder denne gang og fik min ven Niels til at tage nogle stort set realistiske billeder af mig i forskellige situationer, i forskelligt sort tøj.

Jeg fisker telefonen frem af tasken. Klokken er 19.15. Hun burde være ankommet for et kvarter siden, men kvinder er vist altid forsinkede. I hvert fald mine venners koner. De kan aldrig komme ud ad døren. Så længe vi når solnedgangen.

Solen står direkte mod mig. Varmen får sveden til at pible frem på panden, og der har dannet sig en hjerteformet svedplet på min T-shirt, lige der hvor min bløde mave og mine let hængende mandebryster rammer hinanden, når jeg sidder ned.


Med Karina

Rundt om mig er der bevægelse og larm. Kærestepar triller rundt på cykler og ser lykkelige ud, mens nybagte forældre lufter barnevognen og går ved siden af hinanden, som om de allerede har diskuteret livet færdigt.

Jeg venter. Lidt til højre for mig sidder en kvinde. Ikke Hanne som jeg skal på date med, men en kvinde omkring 40 år. Egentlig pæn. Hun er slank og har langt, brunt hår, men måske lidt for mange tatoveringer til min smag. Hun er også alene, og jeg har ventet 45 minutter nu. Hanne fra Tinder er stadig ikke kommet. Kvinden ved siden af mig kigger skiftevis ned på sin telefon og desperat rundt. Måske er jeg blevet brændt af igen. Måske er hun også brændt af.

Hun kigger i min retning. Jeg slår ud med armen. Hun smiler og gør det samme. Jeg smiler til hende og viser hende flasken med vin, der trods den varme aftensol stadig er kold. Lidt efter rejser hun sig.

LÆS OGSÅ: Allan Abi 1: Jeg glæder mig allerede til at trække hendes trusser af. Det er som en julegave hver gang

”Er du også blevet brændt af”, spørger jeg.

”Det tror jeg”, siger hun med en snert af frustration i stemmen.

”Også jeg. Tror sgu ikke, hun kommer”.

”Tinder?”.

”Ja, Tinder”.

”Det samme her. Jeg havde skrevet med ham nogle uger, men nu har han tydeligvis droppet mig”.

”Sæt dig ned her. Jeg har rigeligt med vin og snacks”.

Hun slynger sine lange, slanke ben udover kanten og siger tak.

”Jeg hedder Allan Abi”, siger jeg og rækker hende et glas med rosévin.

Vi sidder sådan et par timer. Islands Brygge er fyldt med sommerglade mennesker. Folk der hopper i vandet, folk på dates og så os. Karina og jeg. Jeg er ved at blive godt fuld og mærker en sjælden selvtillid, så jeg flytter min højre hånd hen på hendes bare lår. Hun smiler, men fjerner ikke hånden.

Lidt efter kysser jeg hende. Jeg lader tungen glide rundt i hendes mund, mens min hånd nænsomt stryger op og ned ad Karinas slanke, solbrune lår. Hun tager fat om mit baghoved og trækker mig helt ind til sin åbne og våde mund. Jeg mærker den første dunken mellem mine ben, selvom pikken er pakken godt ind i de stramme sorte jeans.

”Hvad med at tage hjem til mig”, foreslår jeg selvsikkert.

”Det kan vi da godt”, siger hun med et lumsk smil.


I vandet

Jeg smiler sejrens smil, da jeg lidt efter forsøger at rejse mig fra kanten af havnebassinet. Jeg er småsvimmel af vin og sol. Min ene sko hænger fast i en krog, og pludselig ser jeg Karina stå på molen, mens mit hoved hænger ned mod vandkanten. Karina kigger først overrasket på mig. Så griner hun – højt og ydmygende. Jeg kigger op på mit ene strakte ben, der hænger ubehjælpeligt fast i krogen på molen. Det andet ben stritter ud til venstre, så det danner en cirka 45 graders vinkel ved mit skridt. Jeg kan intet gøre. Mine mavemusklerne svigter nu, hvor jeg har brug for dem.

”Jeg kan ikke komme løs”, siger jeg. Karina griner fortsat.

”Jeg må løsne din sko”, siger hun.

”Jamen, så falder jeg sgu da i vandet”.

”Jaja, men alternativet er, at du bliver hængende der. Det er også noget rod”.

Jeg har intet valg. Jeg må i vandet. Rundt om hende står nu et par unge fyre fra Amager og kigger ned på mig. Den ene bøjer sig ned og løsner mine sko fra krogen. Så kommer plasket. Det bliver helt mørkt, da mit hoved som det første rammer vandet. Lidt efter er hele kroppen under vand. Det føles som minutter, før jeg igen er oppe ved overfladen.

”Haha. Du ligner en sæl, der lige stikker hovedet op over vandet”, skriger Karina af grin, mens de to fyre fra Amager griner med hende. De er sikkert høje på en blanding af Mokaï, amfetamin og ungdom.

Jeg plasker rundt og leder efter et sted, hvor jeg for helvede kan komme op fra vandet og råber, nu halvdesperat, til dem, at jeg ikke kan komme op.

Den ene af mændene peger mod en nedsænket mole lidt til venstre for mig. Jeg plasker som en hund over mod molen i mit tunge tøj og placerer hænderne på kanten og pruster intenst. Jeg kan på ingen måde løfte mig selv op herfra.

LÆS OGSÅ: Allan Abi 2: ”Du kan lide mine patter”, siger hun, som kun en Vestegnspige kan formulere det

De to mænd fra Amager, der kropsligt ligner græske statuer, kommer hen og løfter mig op af det mørke havnevand. Jeg mærker deres stærke stræk i mine arme, men også at bukserne er gledet ned over min røv. Lidt efter står jeg på den lave træmole. Drivvåd og med bukserne hængende nede om knæene. Det samme med mine underbukser. Min våde og indskrumpede pik, der nu knapt titter ud fra kønsbehåringen, er til frit skue for alle på molen. Også for Karina, der stadig griner som en fjollet skolepige.

”Du må hellere passe på en anden gang”, siger den ene mand helt unødvendigt.

Jeg kigger på hans tatoverede bryst, der er barberet for hår. Jeg trækker ydmyget bukserne på plads. Kigger på Karina, der sludrer med de unge mænd, der føler sig meget helte-agtige. Jeg forlader træmolen og henter mine ting. Samler dem sammen og kigger over mod hende. Den ene af mændene har en arm om hende. Jeg ryster opgivende på hovedet og går mod min cykel.


Lisbeth og Hanne

Vandet driver af mig. Heldigvis er der ganske få mennesker tilbage på Islands Brygge. Jeg vender hovedet en sidste gang, men Karina kigger kun på Amagerknejten, der charmer og flexer sine steroide-arme.

Jeg går langsomt over cykelbroen mod Fisketorvet og Vesterbro. Heldigvis er det mørkt. I hvert fald så mørkt det kan blive i København i slutningen af juni måned. Jeg fortsætter over Dybbølsbro, videre ad Skelbækgade, hvor der står enkelte prostituerede, som tilbyder sig. Jeg takker nej og køber i stedet en pakke cigaretter i en kiosk på Istedgade, selvom jeg faktisk ikke ryger længere. Men jeg har fortjent de smøger i aften.

Lidt efter hiver jeg alt mit våde tøj af og går nøgen rundt hjemme i lejligheden. Jeg åbner vinduet og trækker den varme sommerluft ind, inden jeg tænder den første cigaret. Sådan står jeg lidt og tager de første sug af mine grønne Kings. Gaden er rolig, men jeg kan høre en kvinde fnise fjoget. Næsten lige så fjoget som Karina på Islands Brygge. Men det er ikke Karina. Det er Lisbeth Larsen fra mit første Tinder-kiks og ham manden, hvis billede jeg lånte, der går dernede på gaden og ligner et forelsket par. Hun fandt ham sgu! Og nu fniser hun som en teenagetøs fra Øregaard Gymnasium.

LÆS OGSÅ: Sandheden om at være taxachauffør: “Gad vide, om prostitution altid har været så udbredt, eller om jeg bare først ser det nu?”

Jeg smider smøgen ud ad vinduet og lukker det straks. Sætter mig opgivende, stadig nøgen, i stolen og fisker min telefon frem. Heldigvis havde jeg ikke telefonen i lommen, da jeg røg i vandet. Til gengæld svømmer mine nye solbriller sikkert rundt et sted ude i havnebassinet, sammen med min sidste mandlige stolthed til minde om denne latterlige aften.

Jeg tænder endnu en smøg og lader røgen sive ud i rummet, inden jeg åbner Tinder. Et lille rødt 1-tal viser, at der er kommet en besked. Jeg åbner den straks:

”Hej Allan Abi. Undskyld, jeg brændte dig af! Det var ikke sødt gjort. Jeg ved det godt, men min kat faldt ned fra fjerde sal, så var nødt til at tage på dyrehospital. Den brækkede alle fire ben, så nu er den pakket ind i gips og hyler hele tiden om kap med nabokvinden, der lige nu har besøg af en mand. Hvis du ikke er alt for sur på mig, så vil jeg altså rigtig gerne mødes en anden gang. Jeg har en gang set dig på Amager og kunne straks genkende dig, da jeg så dig på Tinder. Jeg synes, du er flot og sexet. Jeg giver vinen, hvis du giver mig en chance til. Kh Hanne”.  


Dette var sidste afsnit i vores novelleserie om Allan Abi, skrevet af Siddik Lausten. Men du kan læse de to første afsnit om Allan Abi’s datingliv her:

1. Jeg glæder mig allerede til at trække hendes trusser af. Det er som en julegave hver gang

2. ”Du kan lide mine patter”, siger hun, som kun en Vestegnspige kan formulere det

Siddik Lausten

Gymnasielærer og skribent. For tiden rejser han jorden rundt alene, men vender tilbage til Vesterbro og fortovscaféerne, når foråret melder sig.