En kvinde har modtaget en livmoder fra en afdød donor og født et sundt barn
Radio & podcast
menu-close

Velkommen til verden: En kvinde har modtaget en livmoder fra en afdød donor og født et sundt barn

6. december 2018 |

En kvinde uden livsmoder har gennemført en graviditet med donor-livsmoder. Det kan fremover give nye muligheder for livmoderløse og transkvinder.

Journalist og radio-dokumentarist. Redaktør og medstifter af Magasinet TOFU. Har desuden en journalistisk mission om at få danskerne til at opdage det kreative Østasien. Kontakt: cecilie@heartbeats.dk

Foto: Læger ved hospitalet i São Paulo, hvor verdens første barn er født fra en afdød kvindes livmoder, holder den lille nyfødte pige. Foto fra Divulgação Hospital das Clínicas da FMUSP.

En brasiliansk kvinde har født et sundt barn fra en transplanteret livmoder. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at det er lykkedes. Et hold svenske læger gjorde det allerede tilbage i 2013, og siden da er 11 sunde børn kommet til verden fra transplanterede livmodere, men nu er det for første gang lykkedes at gennemføre en fødsel fra en afdød donor.

Ti gange tidligere har læger uden held forsøgt at gennemføre en graviditet med en livmoder fra en afdød donor, blandt andet i USA, Tjekkiet og Tyrkiet.

Donoren var en 45-årig kvinde, der døde af en hjerneblødning og tidligere havde født tre gange. Modtageren var en 32-årig brasiliansk kvinde, som er født uden en livmoder, og hun modtog tilbage i september 2016 livmoderen. Allerede efter en måned fik kvinden sin første menstruation, og efter syv måneder begyndte lægerne at opsætte befrugtede æg. Kvinden er født med æggestokke, så derfor kunne hun få taget sine egne æg ud, så de kunne blive befrugtet med sædceller i et laboratoriet og sættes tilbage i livmoderen.

LÆS OGSÅ: 6 ting jeg har lært af: At være ufrivillig barnløs

I december 2017 fødte hun en sund pige, og i tirsdags blev et studie publiceret om fødslen, som lægerne bag kalder ”en medicinsk milepæl”. Efter fødslen fjernede man livmoderen igen, så kvinden slipper for at tage den immundæmpende medicin, der sørger for, at hendes krop ikke udstøder livmoderen.

Mulighed for barnløse og transkønnede

Med tiden håber forskerne på, at de kan reducere bivirkningerne og sænke mængden af de​​ immundæmpende stoffer, men det kræver flere succesfulde graviditeter, hvor de kan vurdere de langsigtede resultater og finde ud af, hvilke forskelle der egentlig er mellem levende og afdøde donorer.

Man kan altså muligvis i fremtiden transplantere en livmoder fra en afdød kvinde på lige fod med alle andre organdonationer, og det åbner op for, at mange flere ufrugtbare kvinder kan få muligheden for at gennemføre en fødsel. Antallet af mennesker, der er villige og har forpligtet sig til at afgive deres organer, når de dør, er samtidig langt større end antallet af levende donorer.

”Du reducerer også omkostningerne, fordi donoren hverken skal indlægges eller have gennemført en lang operation,” siger lederen af studiet, Dani Ejzenberg fra University of São Paulo, til The Guardian.

Fremover kan kvinder i det røde donorkort, måske krydse af ved, at de gerne vil donere deres livmoder til en anden kvinde. Spørgsmålet er så bare, hvor mange der er villige til at gøre det. Flere forskere mener nemlig, at vi er langt mere forbundet til et organ som livmoderen, end vi eksempelvis er leveren eller nyreren.

Udover at kunne hjælpe kvinder, der enten er født uden eller har fået fjernet livmoderen, kan livmodertransplantation måske også gøre det muligt for transkvinder at gennemføre en graviditet.

Cecilie Wortziger

Journalist og radio-dokumentarist. Redaktør og medstifter af Magasinet TOFU. Har desuden en journalistisk mission om at få danskerne til at opdage det kreative Østasien. Kontakt: cecilie@heartbeats.dk