En drøm om fred blomstrer i cisterne i Søndermarken
Radio & podcast
menu-close

En drøm om fred blomstrer i cisterne i Søndermarken

21. marts 2016 |

De seneste år har toneangivende samtidskunstnere udstillet langt under jorden i de københavnske cisterner. Nu gælder det den anderkendte billedhugger og mediekunstner Eva Koch.

Midt i Søndermarken toner to glaspyramider op, den ene fører ned til et helt magisk rum, der igennem de seneste år er blevet brugt til at vise nogle enorme stedsspecifikke installationer af en række toneangivende samtidskunstnere. Men, det var først indenfor de sidste år, at stedet rigtig fik gjort sig bemærket på samtidskunstscenen herhjemme. Først med Christian Lemmerz’s installation med enorme lysekroner, hvor stearinen dryppede ned på stagerne og imiterede drypstenen rundt i cisternerne. Dernæst indtog Ingvar Cronhammer det underjordiske fugtige og tidligere vandreservoir under Søndermarken med en installation med vand, lys og lyd. Via gangbroer bevægede beskueren sig rundt i et ukendt mørke, hvor vandet, der kom ned fra loftet i kraftige søjler omkring én både spejlede og reflekterede sig og gav en musikalsk genklang i rummet.

Det er en svær opgave at komme efter to så anmelderroste udstillinger, der er blevet besøgt af henved 100.000 gæster pr år, men en opgave som den anderkendte billedhugger og mediekunstner Eva Koch løfter til det ypperste. Koch er kendt for at skabe stedsspecifikke installationer, med en særlig forståelse for stedets arkitektur, måden det bruges på og opfattes. Cisternerne er ingen undtagelse. Rummet er bygget symmetrisk op over tre rum, der breder sig over et område på 4320 m2.

Med en poetisk videoinstallation, der tager fat i en række fundamentale tematikker, formår Koch at oplyse de mørke kolde rum. Ved indgangen til det andet rum mødes vi af to projekterede enorme røde valmuer, der nænsomt folder sig ud og lukker stille igen. I det efterfølgende rum er udstillingens hovedværk, der består af en 15 m lang videoinstallation, der projekteres direkte på en af cisternernes drypstensbelagte vægge. Projektionen viser først sort/hvid filmklip af legende børn, der kører over i en mudret slagmark, hvor bomberne falder for at svinge videre over i den smukkeste frodige røde valmuemark. I det følgende rum er projekteret adskillige duer, der enten sidder på søjlerne eller flyver rundt, som et symbol på fred, harmoni og kærlighed. Bagerst i rummet i begge sider har Koch skabt to vandfald, hvorpå hun har projekteret en hvid due på hver af dem. Når vandfaldet er kraftigst i sin stråle, står duen skarpt, mens den langsomt udviskes, når dråberne bliver svagere. Denne installation er så unik, rørende og smuk – og samtidig umulig at fotografere i mørket, så alene for denne installation er det en tur værd, at gå på optagelse i cisternernes mørke.

Hele tanken bag udstillingen har været troen på, at der trods krig og terror verden rundt, altid vil være liv og vækst. Cisternernes hårde forstenede udtryk danner grundlag for en vækst og skønhed, en uskyld og et håb og ikke mindst en drøm om fred og harmoni.

Sidst vil jeg lige fremhæve en anden og permanent installation af Eve Koch, der i slutningen af 2015 indviede en video installation i Tårnet på Christiansborg slot, hvor video projekterede duer flyver rundt i trapperummet mellem udsigtspunktet og restauranten. Det er en gratis oplevelse at bevæge sig op i Christianborgs slotstårn, der giver en helt unik udsigt over København.

IMG_9955

IMG_9951

IMG_9954

IMG_9950

IMG_9939

IMG_9948

Redaktionen