”Det er vidunderligt materiale”
Radio & podcast
menu-close

Musikpioneren Else Marie Pades private arkiv bliver offentligt: ”Det er vidunderligt materiale”

26. februar 2019 |

Else Marie Pade var helt fremme i det musikalske grænseland, og nu viser hendes private arkiv, at hun var endnu mere alsidig end hidtil antaget.

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi. Kontakt: soren@heartbeats.dk

Foto:  Lisbeth Damgaard (pressebillede)

Spolebånd, partiturer og orkesterstemmer. Det lyder ikke særlig hi-tech i nutidens øre, men det er alt sammen pulsespilsbrikker i historien om den afdøde komponist Else Marie Pade (1924-2016), for hvis samtid indholdet var både meget fremmed og decideret revolutionerende.

Nu har hendes arvinger så overdraget et stort privat arkiv til forlaget Edition S, der har fået til opgave at restaurere og digitalisere materialet. Det indeholder bl.a. tv-balletter og større kompositioner, der kombinerer ’rigtige’ instrumenter og elektronik i en tidlig fase af den elektroniske musiks udvikling.

Tilbage i 1959 debuterede den dengang 35-årige Else Marie Pade med det første, danske elektroniske musikalbum ’7 cirkler’, som blev opført på DR sammen med et andet værk, ’Symphonie magnétophonique’, der er komponeret udelukkende af lyde fra hverdagen. Men det var simpelthen for mærkeligt til musikørene anno 1959, så DR valgte at afbryde udsendelsen af hensyn til lytterne.

Senere blev hun for alvor landskendt, da hun i 2007 medvirkede i DR2-programmet ’Den 11. time’, hvor hun blev præsenteret for musiker Mike Sheridans moderne elektroniske lydunivers. Se klippet herunder.

Om det nye materiale siger komponist og underviser Hans Peter Stubbe Teglbjærg, som er involveret i restaureringsprocessen:

”Den historie, der fortælles om hende fremadrettet, bør inkludere, at hun var en ualmindeligt alsidig komponist, som arbejdede minutiøst med musikken og med lyden. Det er simpelthen gennemkomponeret musik, vi taler om, uanset hvilket medie eller hvilken genre, hun arbejde med, og det viser sig, at der nærmest konsekvent er grafiske partiturer til alle de elektroniske værker. Det er vidunderligt materiale at kigge på”, fortæller han.

Efter planen bliver det restaurerede materiale offentligt tilgængeligt på først edition-s.dk og siden hos Det Kongelige Bibliotek. En del af det ’nye’ materiale bliver spillet på PULSAR Festival 2019 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Du kan finde datoerne nederst på denne side.

Søren Vestergaard Thiesen

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi. Kontakt: soren@heartbeats.dk