Urgammelt får skal levere uld til transportabelt festivalhotel
Radio & podcast
menu-close

Egtvedpigens arv: Urgammelt får skal levere uld til transportabelt festivalhotel

18. april 2018 |

Tre nordiske strikkefestivaler har et akut problem med overnatning. Det Rejsende Tekstilhotel kan være løsningen.

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.

Illustrationer: Norrøn

Tre nordiske strikkefestivaler på Fanø, Orkanger i Norge og Blönduós i Island har nærmest sejret sig ihjel.

Deres popularitet er kraftigt stigende. Alene på Fanø var der sidste år 10.000 deltagere.

Hvilket selvfølgelig er en god ting men også problematisk. For hvor skal alle disse mennesker bo?

De tre festivaler har derfor med økonomisk støtte fra Nordisk Kulturkontakt og Nordisk Kulturfond besluttet sig for at hyre den danske tegnestue, Norrøn, som arbejder i krydsfeltet mellem destinationsudvikling og arkitektur.

PORTRÆT AF NORRØN UDKANTSDRØMMERE BYGGER VIDERE PÅ LOKAL KULTURARV

Opgaven som tegnestuen blev stillet var, som det lyder i opdraget ”at afdække hvorledes nordisk strik og tekstilhistorie som narrativ, formgivning og materialitet kan udmøntes i et arkitektonisk værk og hvordan et arkitektonisk værk samtidig kan medvirke til at udfordre og udvikle den nordiske tekstiltradition.”

Et bud på en løsning skal ifølge Norrøn komme med inspiration fra det oprindelige vikingesejls udformning og takket være de særlige egenskaber ved ulden fra Spelsaufåret: Et urgammelt nordisk landracefår som har danske rødder tilbage til bronzealderen, hvor de blandt andet leverede uld til Egtved-pigens dragt.

Resultatet, som har fået navnet Det Rejsende Tekstilhotel, er en sammenklappelig bivuak-lignende overnatningsenhed, der er meget let både at opstille og tage ned – og lige så let at transportere.

Overnatningsenheden består af to slags tekstilløsninger: En blød del og en hård del.

Den bløde del er inspireret i form af vikingeskibenes sejl og er produceret af ovennævnte uld, som er åndbar og selvrensende. Det store indhold af lanolin i Spelsaufårets uld gør desuden materialet vandafvisende.

Den bløde del vil med reb blive spændt på den hårde del: En ramme af fiberkomposit, der består af vævet tekstil og plantefibre. Fiberkomposit har på grund af det indlejrede tekstil en stor styrke, der kan konkurrere med konventionelle konstruktionsmaterialer som stål og aluminium.

Produktionen af fiberkompositmaterialer er relativt energieffektiv. Der udledes omtrent det halve CO2 i forhold til stål og under en fjerdedel i forhold til aluminium.

Fiberkomposit har en lang levetid, og er modsat metallerne modstandsdygtigt overfor rust, hvorfor materialet ofte bruges i off-shore industrien og andre i kystnære områder, hvor især stål er uegnet.

Stifter af og partner i Norrøn, arkitekt Poul Høilund, fortæller, at der ligger mange måneders udviklingstid og research bag den tilsynelade enkle struktur.

“Udviklingen af Det Rejsende Tekstilhotel tager sit udgangspunkt i spændingsfeltet mellem tekstilets og arkitekturens verden, og mellem tradition og innovation. Vi har syntes, det har været ekstremt værdifuldt at undersøge samspillet mellem det bløde vævede tekstil og det hårde industrialiserede tekstil,” siger han.

Brugbar på op til 1.000 festivaler
Selv om opgaven er bestilt af de tre strikkefestivaler, har Norrøn valgt at tænke bredere.

Der er i Norden sammenlagt over 1.000 festivaler, der alle kunne have gavn af interimistiske overnatningsløsninger.

I det hele taget er der masser af kreative mulighed for udnyttelse af Det Rejsende Tekstilhotel, mener Norrøn, der ikke bare er en tegnestue men desuden arbejder med oplevelsesøkonomiske helhedsløsninger.

“Måske kan man udnytte at sæsonerne for jagt, nordlys, stjernekiggeri og andre niche-aktiviteter finder sted på tidspunkter, hvor turismen ellers har lavsæson. Det Rejsende Tekstilhotel kan både supplere attraktionen eller være attraktionen i sig selv. Vi kommer her med et dugfrisk bud på en helt ny form for overnatningskapacitet, der udgør en oplevelse i sig selv. Vi håber, vores ide kan blive et populært supplement til de traditionelle turismeprodukter i Danmark” siger Poul Høilund.

LÆS ARTIKEL SKOVEJER VIL BYGGE HOTEL I TRÆTOPPENE

Overnatningsenheden kan produceres i såvel en version til én person, en version til to samt en tredje version som er til to personer, der har brug for ekstra plads.

Det Rejsende Tekstilhotel vil komme til at koste fra 52.000 kroner stykket. Det er endnu ikke sat i produktion. Til gengæld har Norrøn netop af Dreyers Fond modtaget støtte til at producere en prototype i naturlig størrelse.

Martin Finnedal

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.