Hver fredag udkommer Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch med deres podcast ‘Rockhistorier’ her på Heartbeats. I podcasten deler de to erfarne herrer ud af deres enorme viden om musikhistorien, som de har akkumuleret over et langt liv som musikjournalister.
Med efteråret på vej har vi spurgt dem, hvad du skal læse for at udvide din musikalske horisont. Alle bøger kan med fordel nydes som supplement til podcasten, som du kan høre her.
Klaus Lynggaard anbefaler
Sinéad O’Connor: Rememberings (Erindringer, 2021)
“Da irske Sinéad O’Connor i 1992 på amerikansk live-tv rev et billede af paven over for at gøre opmærksom på seksuel misbrug af børn indenfor den katolske kirke, satte hun øjeblikkeligt stop for sin succesfulde karriere. Men ifølge Rememberings, hendes nyudsendte selvbiografi, er det det bedste, hun nogensinde har gjort. For hun hadede sin succes og hele popbranchen som sådan, og hun græd bitre tårer, da hendes version af Princes ”Nothing Compares to You” i 1990 nåede salgslisternes førsteplads. Sært afvæbnende beskriver hun sin selvdestruktive natur og bratte fald fra stjernehimlen, og der er hverken fortrydelse eller bitterhed at spore hos den 54-årige sangerinde, som stoisk tager de slag, tilværelsen uddeler. Fascinerende fra start til slut.”
Graeme Thomson: Small Hours: The Long Night of John Martyn (Biografi, 2020)
“John Martyn (1948-2009) spillede guitar som ingen anden, afsøgende, flyvsk og hypnotisk. Trods afsættet i 1960ernes folk-scene skabte han sin egen improvisatorisk-jazzede stil, og selvom han forblev et kultnavn livet igennem, står hans eftermæle stadig lysende klart og stærkt inspirerende. At han var en gennemført ’bad boy’, kan man forsikre sig om ved at læse Thomsons både medrivende og oprivende gennemgang af en voldsom (selv)destruktiv personages rejse gennem et hektisk liv, fyldt med misbrug, munterhed og magisk musik.”
Stephan Grabowski: Engle i mit cockpit (Erindringer, 2021)
“Med undertitlen ’En rock’n’roll rejse mod en anden virkelighed’ tager sangskriver, teaterkomponist, trommeslager, sanger, producer og arrangør Grabowski læseren med på et vildt ridt gennem seks årtier og en tre-fire kontinenter i en række velskrevne erindringsglimt. Det er hans faste overbevisning, at musik overskrider alle barrierer, og hans tro smitter. Grabowski har spillet med alle fra Lars H.U.G. til pakistanske Rocqawali, og møder verden nysgerrigt og fordomsfrit og er i det hele taget et sympatisk og begavet bekendtskab.”
Rickie Lee Jones: Last Chance Texaco (Erindringer, 2021)
“Det har taget Rickie Lee Jones syv år at skrive selvbiografien Last Stop Texaco: Chronicles of an American Troubadour, men den har været værd at vente på. Hun kan både huske og skrive, så læseren suges ind i en barndom fuld af opbrud og skuffelser og ikke mindst en uhørt vild teenagetid, hvor hun levede så dumdristigt, at det er et under, hun ikke kom alvorligt til skade på både krop og sjæl. Bogen beskriver med hendes egne ord forvandlingen fra ”grim ælling til ørn”. Den tager læseren frem til gennembruddet i 1979 med hendes fabelagtigt succesfulde debutalbum, og et stykke ind i 1980erne, hvor hun slipper ud af heroinens klør, og kan påbegynde livet på ny.”
Bob Stanley: Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop (2013)
“Nu er spørgsmålet så, om det ikke er tid til for tredje gang at læse Bob Stanleys forrygende gennemgang af 50 års hitlistepop fra den periode, hvor salgstallene opgjordes i solgte enheder og ikke – som nu – antal digitale afspilninger. Det vil sige fra Bill Haley & The Comets’ ”Rock Around the Clock” i 1954 til Beyoncés “Crazy in Love” fra 2003. Nok en af de bedste bøger, der nogensinde er skrevet om popmusik. Kan ikke anbefales nok. “
Henrik Queitsch anbefaler
Jim Morrison: The Collected Works – Poetry, Journals, Transcript and Lyrics (2021)
“Morrison – der som bekendt blot blev 27 år gammel – beskrives også som en brovtende og ravende fyldebøtte, hvilket han sandsynligvis også ofte var. Men der må også have været en del om ikke ædru, så i hvert fald stille stunder, hvor der blev arbejdet. Det vidner denne smukke moppedreng af en bog om, der samler hele det skrevne værk, som er imponerende i både omfang og kvalitet. Tilmed indeholder den en del hidtil upublicerede tekster. Der er som bekendt forskel på poesi og sangtekster, men i Morrisons tilfælde er grænsen ofte hårfin.”
Peter Guralnick: The Last Train to Memphis (1994) og Careless Love (1999) (begge biografier)
“Peter Guralnicks to bøger om Kongens (vi taler selvfølgelig om Elvis Presley) storhed og fald er ikke bare det bedste, der er skrevet om Presley, men noget af det bedste der nogensinde er skrevet om musik. Punktum. Guralnick formår at kombinere den der drengede begejstring, når man første gang tager en plade ud af omslaget, med en dyb viden om ikke bare musikhistorie, men også den sociale og kulturelle kontekst den udfolder sig i. Og så kan han skrive røven ud af bukserne på de fleste.”
Nick Cave: The Death of Bunny Monro (roman, 2009)
“Nick Cave er ikke den første – og nok heller ikke den sidste – sangskriver, der er sprunget ud som forfatter. Men han er en af dem, der har gjort det med størst held. Han debuterede allerede i 1989, hvor han stadig var junkie, med den ambitiøse og krævende, men også langt hen ad vejen overraskende vellykkede gotiske sydstatsroman ”And The Ass Saw the Angel”, men her er grebet noget lettere om end ikke mindre morbidt. Vi følger den omrejsende parfumesælger og liderbasse Bunny Monro, der har sin tiårige søn med på slæb. Jeg overrasker vist ingen, ved at afsløre, at det ikke ender godt.”
Patti Smith: Just Kids (erindringer, 2010)
“Patti Smith har ud over sit omfattende musikalske virke efterhånden en del bøger i flere genrer bag sig, men dette er hovedet på sømmet. En bog om at være fattig sultekunstner i New York i slutningen af tresserne, men også en bog om kunstens væsen, kærlighed og venskab, skrevet med så stor følsomhed og nærvær, at man næsten er der selv. Bevægende, berusende, belæst, befriende og brændende intenst beskrevet. En født klassiker indenfor erindringslitteraturen. Den danske oversættelse er faktisk glimrende – hvilket ellers er en sjældenhed indenfor musikrelateret litteratur.”
Luke Haines: Bad Vibes – Britpop and My Part in its Downfall (erindringer, 2009)
“Bitterhed er sjældent noget godt brændstof. Det gælder dog ikke sangskriveren Luke Haines, der aldrig har fået den anerkendelse eller opmærksomhed, som talentet egentlig berettiger til. Hvilket han faktisk har en pointe i. Men man gør det heller ikke nemt for sig selv, når man opkalder et af sine bands efter terrorgruppen Baader Meinhof. Historien her udspiller sig i årene 1991-1997, hvor Haines er lige ved og næsten med det i øvrigt glimrende band The Auteurs. Haines er vred på alt og alle, men skåner bestemt heller ikke sig selv. Det er hysterisk morsomt, ætsende skarpt, ærkebritisk og virkelig elegant skrevet”
