Dyrk efteråret med fem nye elektroniske udgivelser
Radio & podcast
menu-close

Dyrk efteråret med fem nye elektroniske udgivelser

19. oktober 2017 |

Vi guider dig til lyden af øget vemod, længsel og eftertænksomhed.

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.

For nogle uger siden varmede vi op til efteråret med en hyldest til post-rocken og dens særlige evne til at indfange årstidens stemning.

LÆS ARTIKEL EFTERÅRET ER OVER OS: HEARTBEATS HYLDER POSTROCKEN 

Post-rocken er dog langt fra den eneste musikgenre, man kan ty til, mens dagene bliver kortere og vejret koldere. Ligesom post-rocken, dyrker den elektroniske musik ofte stemninger, atmosfærer og lydlandskaber, der egner sig glimrende til en årstid præget af øget vemod, længsel og eftertænksomhed.

Nu hvor efterårsferien tilmed er over os, guider vi dig her til fem nye elektroniske tracks, der på hver deres vis indfanger nogle af efterårets kvaliteter.

Winters – Sunlight
Winters er en producer fra Melbourne, Australien, der for nylig debuterede med EP’en ‘Sometimes For You But Mostly Just Because’. Udgivelsen består af fire jazzede og soul-influerede house-numre og højdepunktet er nummeret ‘Sunlight’. Med sine blide Rhodes keyboard-akkorder, insisterende latin-percussion og velplacerede synthesizeranslag emmer nummeret, trods sin titel, dog mindre af sandstrand og sommersol end af efterår og eftertænksomhed.

DJ LYCOX – Solteiro
DJ LYCOX er en japansk producer, bosat i Paris, hvis album ‘Sonhos & Pesadelos’ lige straks udkommer på det portugisiske selskab PRNCIPE. Som om det ikke var internationalt nok, låner den enestående førstesingle ‘Solteiro’ fra den afrikanske stilart Kudoro, der stammer er fra Angola. De forskelligartede inspirationskilder går dog i den grad op i en højere enhed med et catchy og dansabelt beat, der tørner sammen med vemodige melodi-linjer og pitchede vokal-samples.

Nick Wisdom – Feelin’ Alright
Nick Wisdom er en canadisk musiker og producer, som netop har udgivet den fremragende EP ‘Intimate Strangers’. Wisdom er desuden medlem af duoen Potato Head People og udgiver musik på det respekterede Brooklyn-selskab Bastard Jazz. EP’en er en smagfuld blanding af house, hiphop og disco, men bedste nummer på udgivelsen er det vintage house-influerede ‘Feelin’ Alright’. Dybe Rhodes-akkorder, groovy funk-bas og forførende soul-vokal fra sangerinden Reva Devito sørger for, at nummeret med lethed lever op til sin titel.

WAIST – Already
WAIST er en dansk upcoming duo, hvis baggrundshistorie, indtil videre, fortaber sig i det uvisse. For et par uger siden udgav de singlen ‘Already’ på danske Sound of Copenhagen, som deres første officielle udgivelse på et pladeselskab. Det tungsindige track, hvis lydunivers fordeler sig ligeligt mellem det elektroniske og det organiske, følger en forholdsvis traditionel sangstruktur, men tilføres stor dynamik af kontrasten mellem versets sparsomme klaveranslag og dramatiske vokal og omkvædets iskolde synth-brusebad.

 

Veranda Culture – New Worlds
Griffin James er en nøglefigur i Melbournes elektroniske musikmiljø. Som DJ og producer står han bag projektet Francis Inferno Orchestra, hvis house-udgivelser er stærkt influeret af ældre disco og soul. Derudover har han sideprojektet Veranda Culture, hvis musik folder sig ud i mere ambiente og new age-inspirerede teksturer. Veranda Culture har netop udgivet et selvbetitlet debutalbum, og første skæring, ‘New Worlds’, byder på pulserende percussion og episke landskaber af drømmende synth-flader, der tålmodigt udfolder sig blandt eksotiske og mystisk klingende lyde.

PODCAST NY FRISK UNG DANSK MUSIK

Fabian Hansen

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.