Der er intet som en stor velkendt franchise, der kan få filmselskaber og produktionsselskabers munde til at løbe i vand over udsigten til stor indtjening.
Derfor er det ikke nok med bare at holde værket til ét medie. Næh, vi skal da have både film og serier fra samme univers. Og Frank Herberts enorme Dune-univers har rigeligt med historier at tage af.
En af dem handler om den mystiske magtsekt Bene Gesserit.
Organisationen, der udelukkende består af kvinder, er dem, som skaber og former galaksens ledere. I Dune: Prophecy vender vi tilbage til, hvor det hele startede for dem, 10.000 år før Paul Atreides (Timothée Chalamet) indledte sit hævntogt mod Harkonnen-familien for at have myrdet hans far.
Verden er næsten lige kommet ovenpå efter en blodig kamp mod AI-maskiner, der sendte menneskeheden ud på randen af udryddelse. Af krigens støv opstod Bene Gesserit, der er lige så okkult, som den består af politiske rænkemagere, og organisationen blev hurtigt uvurderlig for enhver familie med ambitioner.
Især evnerne som sandsigerske er noget, der er eftertragtet. Det, som de fleste ikke ved, er, at Bene Gesserit har sin helt egen agenda, og det er den, Prophecy dypper tæerne i.
I spidsen for sekten er Harkonnen-søstrene Valya (Emily Watson) og Tula (Olivia Watson). De gør klar til at modtage kejserdatteren Ynez (Sarah-Sofie Boussnina), der er arving til tronen.
Inden da skal hun dog lige loves bort til en 10-årig dreng som led i politisk arrangeret ægteskab. Den alliance starter dog skrøbeligt, da knægten viser hende sit legetøj. Et lille robotfirben. Panik spreder sig, og snart er den lille purk død på makaber vis. På nøjagtig samme vis dør den kejserlige sandsigerske på Bene Gesserit-skolen.
Nogen er ude på at udslette sekten, men Valya har bestemt ikke tænkt sig at give sig uden kamp.
Døde børn skriger højest
Man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på alle del-elementerne i Dune: Prophecy. Et uopmærksomt øjeblik, og man risikerer at misse, hvem der er i alliance med hinanden, eller hvem der bærer gammelt nag mod hinanden og hvorfor.
Det er ren Game of Thones, eller rettere sagt, hvis vi bliver i prequel-termer, House of the Dragon. Vi ved, hvad det hele ender med, fordi vi har Villeneuves film, der foregår 10.000 år efter Prophecy.
Serien foregår i to tidslinjer. Den ene, hvor unge Valya (Jessica Barden) og Tula (Emma Caning) forsøger at finde deres vej i en verden, hvor deres efternavn, Harkonnen, har sendt dem helt ned på bunden af omverdens anseelse – noget, der selvfølgelig skyldes familien Atreides.
Den anden er seriens nutid, hvor dødsfaldet starter en dominoeffekt af politisk kaos. Kejser Javicco Corrino (Mark Strong) balancerer på grænsen af, at hans allierede vender sig imod ham. Især fordi han holder hånden over soldaten Desmond Hart (Travis Fimmel), der var instrumental i de opsigtsvækkende dødsfald.
Scenen, hvor drengen dør, er i øvrigt grum, som man sjældent har set. Unge Charlie Hodson-Prior skriger sine små lunger ud, så det føles ubehageligt at overvære. Det er altid et sats at dræbe børn i film og serier, og hvor eksplicit kan man tillade sig at gøre det. I dette tilfælde bliver det brugt godt til at sætte Hart op som en dumt svin, man gerne ser komme ned med nakken på brutal vis.
Dansker med usædvanlig udstråling
Dune: Prophecy bugner af sidehistorier og karakterer, man har lyst til at vide mere om. Med blot seks afsnit i det, man må antage skal være første sæson, bevæger tempoet sig raskt afsted.
Flotte set designs og velvalgte – og gennemførte – computereffekter sælger overbevisende den futuristiske setting.
I takt med at vi får svar på visse spørgsmål, åbenbares nye, og lysten til at se videre bibeholdes fint derigennem.
Emily Watson og Olivia Williams er dygtige fyrtårnene for serien. Der er intensitet i alt, hvad de foretager sig, og ingen bevægelse virker til at være spildt.
De yngre versioner af Valya og Tula, Jessica Barden og Emma Canning er ligeledes fremragende. De har mulighed for at spille på andre følelser, da karaktererne endnu ikke er blevet helt så hærdet af hårde livserfaringer.
Set med danske briller er det selvfølgelig spændende at se, om Sarah-Sofie Boussnina gør sig godt. Og danskeren gør en god figur, især når det kommer til at udstråle en royal autoritet. Det er den slags, som ikke tillæres, men bare er noget, man enten har eller ikke har.
Vikings-stjernen Travis Fimmel gør sig nok engang godt som en lettere utilregnelig og usympatisk person. Desmond Hart har en skræmmende aura omkring sig, og han tror, han gør ting rigtigt, fordi han tjener en højere magt. Hvem den magt er, er til gengæld et godt spørgsmål.
Der er et eller andet, som lurer i skyggerne. Og er AI rent faktisk blevet udkæmpet fuldstændig? Mange små stykker legetøj, og senere andre større ting, giver anelser om, at det sidste slag måske ikke har stået i den kamp.
Dune: Prophecy kommer godt fra start i de fire første afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed, og det bliver spændende at se, hvordan de to sidste i første sæson forløber. Med masser af lækker stemning og set designs bliver sci-fi-delen effektivt sat i scene. Men det er i dramaet og mysteriernes lag, at serien har sin styrke.
Der er potentiale til mange sæsoner af Dune: Prophecy, men det kræver selvfølgelig, at publikum er klar til at tage med på rejsen til Arrakis og resten af Dune-universet.
LÆS MERE
