Glem myggespray og B-vitaminer: Dubstep jager myggene på flugt
Radio & podcast
menu-close

Glem myggespray og B-vitaminer: Dubstep jager myggene på flugt

3. april 2019 |

Nyt forskningsstudie peger på, at myggen frygter musikgenren dubstep mere end noget andet.

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi.

Træt af dem her? Så spil noget dubstep. Foto: Unsplash

Hvis du vil undgå myggestik på ferien, skal du bare sørge for at have pakket mobilen med Skrillex. Den amerikanske dubstep-konge er nemlig myggenes værste fjende, hvis man skal tro resultaterne fra et nyt studie.

De opsigtsvækkende nyheder kommer i kølvandet på forrige uges oste-historie, hvor vi på Heartbeats kunne fortælle, at den legendariske schweiziske emmentalerost trives bedst under konstant påvirkning af hiphop. Men nu har et malaysisk forskerhold altså fundet tegn på, at også myg reagerer på musik. Og de kan simpelthen ikke lide dubstep.

Modsat hiphoppens mere balancerede lydspektrum er dubstep-musik kendt for sin konstante buldrende, dybe bas, mens forskellige og pludselige høje lyde udgør den sparsomme rytmesektion.

LÆS OGSÅ: Videnskabsfolk spiller musik for ost – og hiphop giver den bedste smag

Netop kombinationen af dybe og høje frekvenser er særlig tydelig i sangen ’Scary Monsters And Nice Sprites’ af den amerikanske producer Skrillex. Derfor var den et oplagt valg, da forskerne skulle teste, om man kan påvirke mygs adfærd ved hjælp af lyd.

”Lyd er afgørende for mange dyrs overlevelse og reproduktion. Hos insekter øger vibrationer fra lave frekvenser den seksuelle interaktion, mens støj forstyrrer, hvordan de udveksler signaler med deres artsfæller,” står der i forskningsartiklen, der er udgivet i tidsskriftet Acta Tropica.

Tilsyneladende nedsætter dubstep myggenes lyst til at parre, til at angribe og til at suge blod. Endda i sådan en grad, at forskerne tør vove en påstand mod elektronisk musik som sådan, nemlig at det som paraply-genre er meget effektiv mod gulfebermyggene, der var musiktestens ofre.

Musik mod myg

Myg er, foruden at være virkelig irriterende, i visse dele af verden berygtet og frygtet for at overføre sygdomme som malaria, gul feber og denguefeber til os mennesker. Gulfebermyggene er en kendt smittebærer af både gul feber og denguefeber, og derfor en myggeart, vi gerne vil have ned med snablen.

I årtier har man med blandet succes forsket i, hvordan man kommer myggeplagerne til livs. Tidligere i marts blev et andet gennembrudsstudie publiceret, og det viste, at det allerede kendte stof ivermectin kan gøre menneskeblod giftigt for malariamyg, som altså i bedste tilfælde kan begrænse malariasmitten betydeligt.

Mindre dødelig er denguefeberen, der til gengæld er den mest almindelige insektbårne virussygdom i verden og den næsthyppigste tropesygdom efter malaria.

”At den her slags musik kan forsinke myggeangreb, mindske blodsugningen og forstyrre parring giver os nye måder, vi kan udvikle musik-baseret beskyttelse og kontrolforanstaltninger mod myggebårne sygdomme,” skriver de.

Herunder kan du selv høre, om du er enig med myggene. Er dubstep noget for dig?

Søren Vestergaard Thiesen

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi.