Doaa Zaher mener selv, at hun måske har noget ADHD. Men at hun får det bedste ud af sit tårnhøje energiniveau. På Instagram og TikTok sprøjter hun stories ud, når hun er ude at løbe, eller træner på Den Røde Plads på Nørrebro, eller viser, hvordan man kan spise sig mæt i mors hjemmelavede mums-mad uden at tage på.
Den unge sundhedsinfluencer og personlige træner var med i årets ’Robinson Ekspedition’ på tv, men er ret ligeglad med fame og røde løbere. Hendes helt store passion er at hjælpe minoritetskvinder med vægttab, træning og sundhed og tale til dem på en anden måde end kommunen og lægen ville gøre.
For der er nogle særlige faktorer på spil, når vi taler om arabiske familiemønstre, kønsrollemønstre og sundhed. Og det mener Doaa Zaher ikke, at vi skal være berøringsangste overfor.
”Når jeg kigger på mine forældre, mine tanter, min mor og alle hendes veninder, så har de alle sammen diabetes, overvægt, højt kolesteroltal og slidgigt. Det er et kæmpe problem. Og det handler om maden, som er olietung og med mange kulhydrater, men også om at de er kommet hertil fra krig og er gået fra at bevæge sig en masse til at leve som førtidspensionister, der ikke bevæger sig. Jeg vil gerne forebygge, at det sker igen med næste generation, og det er derfor, jeg er så aktiv på de sociale medier,” fortæller Doaa Zaher.
Det er missionen. At det skal gå bedre med sundhed for hendes egen generation, og der er brug for folk som hende, der taler samme kultursprog og forstår, hvorfor man ofte overspiser af høflighed i arabiske familier. Det handler om at respektere det, når mor har stået i køkkenet i timevis og puttet al sin kærlighed ned i gryderne.
”Vi er opdraget med at komme hjem efter skole, og så har mor, der gik hjemme, lavet mad i to timer og står klar med en gryderet til os. Og den madpakke, vi fik med i skole, var heller ikke efter sundhedsstyrelsens anbefalinger, det var Nutellamadder og en 10’er til slik, for vi skulle hjem til varm mad. Vores forældre har ikke haft fokus på barnets sundhed, men ville forkæle os. Hos os er mad et meget vigtigt kærlighedssprog, så en Nutellamad hver dag betyder: ‘Jeg elsker dig helt vildt’.”
Doaa Zaher forklarer, at der ofte er kommunikationsvanskeligheder i minoritetsfamilier, som gør, at maden og måltidet bliver det primære kærlighedssprog. At der er en masse ting, som forældre ikke kan finde ud af at udtrykke overfor deres børn, hvorfor de i stedet forkæler dem med afslapning, fed mad og søde sager.
”Vi har lært fra barnsben, at det er maden, måltidet, der samler os. Det er vores fællesskab, og det er uhøfligt at mødes uden at få serveret et måltid. Og hvis man siger nej tak, er man også uhøflig. Så jeg lærer faktisk mine klienter taktikker til at takke nej til mad på en høflig måde og uden dårlig samvittighed.”
Arabiske familiemønstre
Det er vaner, som er svære at give slip på. Men det er muligt, mener hun. For Doaa Zaher har selv set det ske, både med sine kunder, som der nu er så mange af, at hun har hyret andre kvindelige coaches i sin virksomhed med samme kulturbaggrund for at nå det hele.
”Jeg er selv opvokset i en arabisk familie, hvor vi er fire søskende, og de tre andre har alle været meget overvægtige. Det var, da jeg hjalp dem med at tabe 20, 30 og 40 kilo over en fem års-periode, at jeg opdagede, at der er brug for at tale sundhed og vægttab på en anden måde til folk i minoritetsbefolkningen. Der fandt jeg mit mål i livet.”
Zaher forklarer, at hun faktisk spiste meget mere end sine søskende, men at årsagen til, at de blev tykke, og hun ikke gjorde, var, at hun som barn og ung var bidt af fodbold og sport, mens de andre helst ville ligge på sofaen. Og det her med bevægelse er svært og ømt, især for troende kvinder med muslimsk baggrund.
”Der er desværre ikke særlig mange kvinder med minoritetsbaggrund, der dyrker holdsport. Og jeg måtte også selv tage kampen med min far, der ikke kunne lide, at jeg skulle spille fodbold i shorts. Da jeg som 13-årig blev udtaget til et elitehold, var han også imod, fordi træningen lå sent og var langt væk, og jeg selv skulle komme hjem, når det var mørkt. Men jeg vandt min kamp, og holdsport er en kæmpe gave, for alle, fordi man lærer team spirit, bevægelse og venskaber,” siger Doaa Zaher.
Mænd, der glor
En anden ting er, at der ikke er så mange kvinder med minoritetsbaggrund, der opsøger landets mange fitnesscentre.
”Jeg er grundlæggende positivt overrasket over, hvor mange unge kvinder, der gerne vil ud at træne. Men der er også nogle, som kæmper med religiøse årsager og synes, at Ibrahim og Muhammed glor, når de træner. Der er mange kvinder, også danske, der ikke kan lide at være i styrketræningsområdet, fordi det er fyldt med store mænd. Der lærer jeg dem, hvor de kan placere sig i centret, og hvilke øvelser, de så kan lave. Jeg har også lavet et bibliotek med hjemmetræningsprogrammer, så de kan træne hjemme, hvis de hellere vil det.”
Og så skal vi ikke underkende, at mange minoritetskvinder er kæmpe konkurrencemennesker, afslører Zaher. Derfor responderer hendes følgere godt på alle former for challenges som at prøve at nå 20.000 skridt på en dag.
”Arabiske kvinder elsker at gå ture! Vi er flokdyr, så du kan altid se masser af tørklædekvinder gå tur sammen i Ramadan-måneden, og når det er varmt ude. Det kan jeg bruge aktivt som træner. Vi har også et udpræget konkurrence-mindset, hvor vi gerne vil være pænere, slankere, flottere end de andre og elsker dyre tasker og makeup og tager den ene uddannelse efter den anden. Så konkurrence-elementet kan jeg virkelig fange dem på.”
Hvorfor tror du, at I elsker konkurrence på den måde?
”Vi har et stærkt drive imod at være gode og dygtige og bliver anerkendt. Det er en ære at vinde en konkurrence. Jeg tror desværre, at noget af det handler om, at vi ikke er blevet anerkendt som piger og børn hjemmefra. Meget af kommunikationen i familien er sket gennem maden og munden, og ikke så meget med ord som ”du er dygtig.” Det søger vi så som voksne. Det gør jeg også selv. Men hvis det kan omsættes til, at man kæmper ekstra hårdt med træningen eller de daglige skridt, så synes jeg, det er godt,” siger Doaa Zaher.
