Ja, jeg ved det, det er generelt dårlig smag og slet ikke cool at være fan af Adele. Og det er især kikset at være i 40’erne og høre Adele. For Adele er poleret og mainstream. Hun er vaniljesex. Adele er P4, caffelatte og størrelse 44 i tøj. Hendes musik er en beige trøje fra H&M og skråle-med-på-bilradioen, og musik, som er helt umulig at slå sig på, og som folk er flest.
Men jeg er altså alligevel sådan en, som hører Adele, både når jeg er nyforelsket og nyskilt, for hun er eminent til livsfaser, moods og store følelser, og jeg har derfor ikke lavet meget andet den seneste uge end at høre hendes nye album ’30’.
Adele har nu udgivet hele fire aldersbenævnte albums, ’19’, ’21’, ’25’ og ’30’, som er musikalsk bearbejdning af de år i popstjernens eget liv, men fordi Adele på en eller anden måde altid har været 10 år ældre end sin rigtige alder, så begynder hun først nu at passe sammen med sin alder. Hun er en voksen kvinde på 33 år, mor til Angelo på 9. Hun har brugt de seneste tre-fire år på at blive skilt fra drengens far, hun er flyttet, hun kæmper med noget angst, og hendes egen far er død for nylig. Velkommen til de voksnes rækker – og fuld plade på kriser! Det er derfor ikke forkert at kalde ’30’ for en grown-ass-woman-kriseplade.
Men det er også et lidt selvoptaget album. Det bliver man nemlig af at blive skilt. Alle os, der har været der, husker de blå dage i joggingtøj med ballonglas og Kleenex i grådkvalte stuer og hjemmet som eneste trygge bastion. Man græder uretfærdighedens salte tårer og drikker i modsætning til i de dejlige, ubekymrede 20’ere ikke for at feste og glædes, men for at trøste og dulme. Man er plaget af skyldfølelse over den brudte kernefamilie og overvældet af ensomheden over ikke at have sit barn hele tiden mere.
Samtidig går man rundt med vantro over, hvad man dog skal stille op med den nyvundne frihed og kæmper med den lille nagende tvivl: Er der nogensinde nogen, der vil elske mig igen? Det er temaer, som Adele søber rundt i på ’30’, og hurra for det. Det er aldrig for sent at få en god skilsmisse, så lad os da svælge i den mellemmenneskelige selvmedlidenhed i en god gang krisefællessang.
De tre faser
Der er 12 numre på pladen, men der er tre sange, der står ud: ’My Little Love’, ’Woman Like Me’ og ’Hold on’. De er pladens essens og dækker tre vigtige skilsmisse-faser. Overordnet kan man sige, ligesom med Mary J. Blige, at Adele er bedst, når hun er ulykkelig. For der kommer blues ud af kvalerne, og ’30’ er et album helt tæt på krisen og mest i mol.
’My Little Love’ er en decideret nyklassiker for nyskilte mødre. En sårbarhedens ballade inde i det hjerteskærende sted, hvor skyldfølelsen over at gøre det smukke kærlighedsbarn til et skilsmissebarn, bor. I et familiebrud er det oftest kvinden, der tager beslutningen om skilsmissen. Det var det også hos Adele. I sangen optræder en række optagede samtale-bidder med sønnen, fra han var seks år gammel og ikke forstår, hvorfor de ikke skal bo sammen alle tre længere.
Det er pokkers svært at forklare et barn et kærlighedsbrud, og på den måde 1-1 samtaler, som alle skilsmisseforældre skal igennem med deres børn: At de voksne kan holde op med at elske hinanden, men at kærligheden til barnet aldrig stopper. Adele prøver at forklare drengen, at de voksne også kan være bange og miste fodfæstet, mens mor simulerer, at der er nogenlunde styr på tingene (hvilket, der naturligvis ikke er).
Sangen slutter med en telefonsvarerbesked til en ven, hvor Adele grædende fortæller om sit tømmermænds-selvhad og ensomheden over at være helt alene og savne sit barn. Selvmedlidenheden er skilsmissens tætte veninde, og hun er ikke altid det sundeste bekendtskab, selvom det også kan være befriende bare at give slip og trøstetude.
Fuld Saturnrunde
Så er vi inde i noget mere brugbart female empowerment i sangen ’Woman Like Me’, mit personlige yndlingsnummer på ’30’. For når kvinder bliver skilt, kommer der ofte en periode med spiritualitet, selvudvikling, fornyet forfængelighed og spirende libido. Den vej er Adele selvfølgelig også gået. Hun læser selvhjælp, og hele verden har fulgt nøje med i hendes træningsregime. Hun er også hoppet på modedillen med astrologi og forklarer sit sted i livet med, at en fuld Saturnrunde rammer omkring de 30 år, hvor vi efter sigende bliver konfronteret med at skulle tage voksent ansvar, og kriser rammer, og man skal finde ud af, hvem man er nu.
Adele har i den anledning fået tatoveret Saturn på armen, og i nummeret ’Woman Like Me’ får vreden og skuffelsen over hendes mand endelig udløsning. Hun vil have romantik og den store fortabelse, men manden er blevet doven og ser hende ikke. Dette er et velkendt parforholdsscenarium, at man står der med en dovenlars M/K, som ligger i sofaen og ser ind i en skærm i stedet for ind i MIG.
”You ain’t never had, ain’t never had a woman like me/ It is so sad a man likе you/ could be so lazy”, som hun synger.
Hun er et menneske i bevægelse, mens han står stille, og hendes succes og ambitioner får tilmed manden til at føle sig utilstrækkelig. Derfor rykker hun videre og går på jagt efter en anden mand at kaste sin kærlighed efter. De to ord ”complacency” og ”consistency” står overfor hinanden her, den selvtilfredse mand, der ikke sætter pris på det guld, han står med mellem hænderne, kvinden. Den selvretfærdighed er god at rejse sig fra gråd og krise med og så gå ud på jagt efter det næste kærlighedsfix, ”now some other man will get the love I had for you”.
LÆS OGSÅ:
Man kunne godt tro, at et Adele-skilsmissealbum ville være proppet med powerballader, men det er egentlig mest i ’Hold on’, som er den tredje sang, jeg vil fremhæve, at vi er i det mood med opbyggelighed og trøst, hvor nummeret ender i komplet rejs-dig-så-ved-det-træ, dame!
Der er endda et par af hendes veninder, der synger med på det gospel-agtige omkvæd – det er så vigtigt med et harem af venner i skilsmisser! Det var også dette nummer, som Oprah Winfrey tog fat i i det interview, hun lavede i forbindelse med Adele’s spektakulære one night only-koncert forleden fra Griffith Observatory i Los Angeles (kan ses på TV2 Play).
I ’Hold on’ lærer Adele, at tiden læger alle sår. Det er jo verdens største kliché, men derfor ikke mindre sandt. Langsomt heler det knuste hjerte igen, de oprørte vande bliver til blide skvulp, og man holder op med at præsentere sig selv som nyskilt som en konstant undskyldning til omverdenen. Forhåbentlig lærer man også at lade flasken med vin stå igen.
Den forvirrende og hektiske tid med smerte og sorg fører langsomt til erkendelsen af egen styrke, og måske, hvis man er heldig, kommer man styrket ud på den anden side og lever et mere nærværende, autentisk liv frigjort fra den monogame sofasuppe. Børn kommer sig også over chokket og oplever mere helstøbte og fejlbarlige forældre, når der kommer skorpe på såret. Hvis man holder fast, altså ’Hold on’ som Adele synger, kommer vejen ud af kaos, og den vej er faktisk smuk og sjov og fræk og fuld af nye erkendelser.
Kodeordet er tilgivelse, af sig selv og den anden, for vi snubler alle. En dag opdager man måske, at kærligheden stadig er der. Det gør Adele, og hun viser sig at være skidegod til at blive skilt.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
