I den offentlige debat er det et voksende krav at ”tjekke sine privilegier”. Desværre bliver udmeldingen ofte brugt som et holdkæft-bolsje mere end en måde at debattere privilegier på. For der er ikke noget i vejen med at have privilegier, det har de fleste af os. Bare det at være født i Danmark er et uendeligt privilegie. Vores velfærdsstat. Vores ligestilling. Vores gratis uddannelser. Selv vores udskældte klima bliver et kæmpe privilegie i årene, der kommer. Listen over medfødte, indfødte og tilfældige privilegier er mange som dansker.
Så sker der naturligvis en forskydning i tildelingen af privilegier derefter, som ganske ofte handler om, hvilken slags familie og hvilket miljø vi fødes ind i. Det har i mange år været populært blandt feminister (også jeg selv) at tale om hvide, heteroseksuelle mænds velvoksne privilegier, og de findes da bestemt, men i dag synes jeg godt, man kan kalde det at være en cis-mand for et privilegie med slagside.
Ja, det er da super meget nemmere at være heteroseksuel end f.eks. transkønnet. Og det er også et privilegie at være hvid, fordi racisme utvivlsomt findes og påtvinger ikkehvide mennesker ubehageligheder, diskrimination og overgreb.
Der er masser af debatter, hvor man som hvid mand (eller kvinde) bør lytte frem for at belære, men det gælder sådan set alle menneskelige erfaringer, at det er fedest at spørge dem med erfaringen om deres oplevelser i stedet for at fortælle dem, hvordan man selv synes, at tingene hænger sammen.
Men at være en hvid mand er en udskældt position i disse år, og jeg kan godt forstå, hvis det er svært at finde ud af, hvilket ben man(d) skal stå på som mand. Især hvis man kommer fra bunden af samfundet og har skullet kæmpe for hvert skridt fremad.
Som klassekampsforfatteren Glenn Bech, hvis bøger jeg endnu ikke har læst, men til gengæld har læst et hav af interviews om. Der var et i Information for nylig, som mange har hyldet og rost på de sociale medier, fordi journalisten undervejs i interviewet begynder at skamme sig over sin egen privilegerede baggrund overfor Bech. Men hvorfor skal man som velnæret københavner skamme sig overfor en mand fra underklassen? Man skal da hellere være hans allierede i kampen for at skabe sig et godt liv og et endnu bedre liv for sine børn. Om noget er journalisten da med til at udbrede det vigtige budskab om, at vi stadig har en underklasse og ikke har ligestilling i Danmark. Journalisten ville først være privilegieblind, hvis hun kun skrev om sit eget miljø.
Når jeg er træt af den nemme holdkæft -beskyldning om privilegieblindhed, er det fordi, at det er vigtigt for en god debat og en sprudlende offentlig samtale, at hver fugl får lov at synge med sit næb. Privilegieblindheds-beskyldningen fører let til privilegieskam, og den kan vi ikke rigtig bruge til noget. Ingen skal skamme sig over at tilhøre middelklassen eller være opvokset på änglamark-produkter, varm kakao og en velvoksen bogreol. Det er vel det liv, vi skal tilstræbe, at flest muligt får adgang til.
Jeg har for eksempel to venner, som har oplevet svigt og sult. Jeg har aldrig selv sultet (kun ved selvvalgte forsøg med faste), men jeg har hørt historier fra disse venner om at udvikle hjerteskærende overlevelsesstrategier som børn. Hvordan de gemte mad på deres værelser, at de spiste rå riskorn, fordi de var sultne, at de har prøvet at bede fremmede mennesker på gaden om mad. Jeg har siden tænkt meget over, hvad det gør ved et menneske, et barn, at skulle kæmpe for sin overlevelse så tidligt i livet. Og jeg forstår, hvorfor man indretter sig med et decideret forrådskammer med dåsemad som voksen. Men jeg vil ikke skamme mig over, at jeg altid selv har haft mad nok, varme på varmeapparatet og voksne, der kunne passe på mig og havde et følelsesmæssigt overskud.
I Danmark har vi som ideal, at alle skal have samme muligheder og kunne bevæge sig på tværs af socialklasse. Alle skal have muligheden for at skabe sig et godt liv. Sådan er virkeligheden naturligvis ikke altid, for eksempel har jeg det store privilegie at have købt en dejlig andelslejlighed i København; den slags kræver netværk og en opsparing. Vi er alle lige, men det er ikke alle, der kan få det samme. Jeg er ikke et vigtigere eller bedre menneske på grund af mit boligprivilegium, men jeg er heldig. Det gør dog ikke, at jeg har tænkt mig at stoppe med at tale om ulighed og urimeligheder på det københavnske boligmarked, for jeg er privilegiebevidst, ikke blind.
Og på den måde er vi jo omringet af ulighed hele tiden. Det er sværere at være homo i Lille Skensved end på Christianshavn. Det er svært som dansk kvinde at indtage et bestyrelseslokale, men det er bestemt heller ikke nemt at være en ung mand fra arbejderklassen og lande et direktørjob. Og det er nemmere at skabe sig et godt liv som ufaglært taxachauffør fra Filippinerne, hvis man får lov at komme til Danmark, end hvis man må blive på Filippinerne.
Derfor er næste skridt i privilegiedebatten at være bevidst omkring, at vores privilegier, rigdom og muligheder altid er en del af en form for udbyttehandel med mere fattige mennesker. Som dem der sender deres børn ned i farlige miner, for at du kan få en ny iPhone. Eller dem der går sultne i skole, fordi far sover brandert ud og igen ikke har købt morgenmad. Det handler om oplysning og bevidstgørelse. At vi ikke kan gemme os bag uvidenhed eller ligegyldighed, mere end det handler om at gå rundt og sætte holdkæft-stempler i panden på hinanden.
Derfor: Til kamp for mere privilegiebevidsthed!
