Jeg har læst og hørt utallige interviews med 31-årige Fie Oppenhagen Arildsen gennem årene. Jeg har knebet en tåre, da hendes hund døde, fordi jeg vidste, at den var det eneste barn, hun ville få. Jeg har fulgt hendes Corona-flugt til total isolation i et sommerhus på Møn, fordi hun var i ultra-risikogruppen. Og jeg har læst hendes positive updates om livet som patient med uhelbredelig livmoderhalskræft og beundret, hvor hun fandt den livsvilje fra med så grum en skæbne.
Vi var hele 20.000, der fulgte hende som @Fiesenberg på Instagram, og fordi jeg selv er kronisk kræftpatient, så har der været stor identifikation. Derfor er jeg meget berørt af det her maskefald. At det hele var løgn. Jeg føler mig forrådt. En i min online-brystkræftgruppe beskrev det som følelsesmæssig voldtægt, og det er sgu meget præcist. Familien har meldt ud, at Fie Oppenhagen aldrig har haft kræft, men er psykisk syg. Og der skal nok være en del, der mener, at så skal vi ikke tale mere om det. At stakkels hende og videre i teksten. Men denne her sag påvirker tusindvis af mennesker – nemlig alle os der lever med kræft eller er tæt på en med kræft. Den påvirker den måde, os der deler vores mest sårbare og svære erkendelser modtages.
Hvordan hendes familie, hendes mand og hendes venner har ladet bedrageriet stå på siden 2016 er mig en gåde. De vidste det måske ikke, de troede, hun var ægte kræftsyg? Men de har så aldrig undret sig over, at kvinden ingen medicin tog, ikke var afkræftet, ikke skulle i kemobehandling, ingen operationsar havde, aldrig skulle scannes eller have en pårørende med til en svær samtale på hospitalet? Alt sammen ting fra en normal kræftpatient-hverdag.
Jeg og andre kræftpatienter sidder med en følelse af, at en opmærksomhedssøgende ung kvinde har taget vores livs største ulykke og krigszone og solet sig i den i årevis. Ja, hun er psykisk syg, og der er noget, der hedder Münchausen by internet, og det lyder ikke rart, men det er så vildt at læse hendes løgne, når man selv står i det mareridt, som en cancerdom er. Jeg kan simpelthen ikke tilgive det her lige så nemt som folk, der ikke er syge, fordi det er så stort og ømt et svigt.
Jeg kæmper selv med at skulle acceptere sygdommen og acceptere, at mit liv bliver anderledes og nok kortere end forventet. Jeg har selv været lammet af Coronafrygt det seneste år. Og derfor har jeg været lige dele draget af og frastødt af Fie Oppenhagen Arildsens måde at leve med sin sygdom og frygt på.
Som hendes daglige lommefilosofiske betragtninger om at leve i nuet og få det bedste ud af alt, der klinger ekstra hult nu. Jeg har siddet og slået mig selv i hovedet med, hvorfor jeg ikke kunne være lige så engleblid og Buddha-blød og ikke har kunnet finde en eneste positiv ting at sige om den møgsygdom, når hun kunne turnere alle medierne rundt med en fortælling om, at det nærmest var en gave at have kræft.
Men det er svært at føle sig selv som et smukt livsstykke, når livet bare er uretfærdigt. Og cancer er bare uretfærdigt. Når folk så læser en fotogen cancerhistorie som Fie Oppenhagens, er det sgu nemt at føle sig som en fiasko for alle os andre. Hun har skadet cancersagen, også fordi hun har insisteret på den overfladiske cancerfortælling, som er KAMPEN og NUET, og at livet før var gråt og monotont, men NU efter diagnosen så mærker patienten bare alting enormt meget mere og elsker løs for fuld kraft.
Bare læs sådan et citat her fra Politiken i 2019:
“Selvfølgelig ville jeg ikke ønske, jeg var syg – især ikke for min familie, men jeg har fået et andet syn på livet, som jeg ville ønske, alle kunne få lov at få. Og når jeg er åben om tanker og deler dem på Instagram, er det, fordi jeg vil give den gave videre. Det er tit først, når vi bliver ramt, at vi opdager, hvad det hele handler om,” fortæller Fie Oppenhagen Arildsen over en kop grøn te på Café Kaf på Nørrebro i København.
Og det er jo både yndigt og indsigtsfuldt at sidde og lukke sådan en gang varm luft ud i morgenavisen, for så kan de raske gyse over, at godt det ikke er dem, mens de syge kan formørkes i, at de hverken føler sig yndige eller som gavemodtagere.
Og tænk at der endda var veninder til Fie, der oprettede en privat pengeindsamling til “behandlinger” (det må næsten være noget privat behandling i udlandet, de har forestillet sig) via Caremaker til Fie Oppenhagen, og pengene væltede ind fra gavmilde danskere, der var engagerede i hendes triste historie – hele 42.000 kroner. Men så lukkede veninderne indsamlingen igen (og gav forhåbentligt folk deres penge tilbage!), for Fie fik simpelthen angst over al den eksponering og opmærksomhed.
Det her fænomen med at lyve sig alvorligt syg for at sole sig i opmærksomhed og omsorg på nettet er åbenbart ved at være et velkendt fænomen og handler selvfølgelig også om den måde, vi bruger de sociale medier på i dag. Vi følger mennesker, som vi føler, vi kender, fordi vi er med i det intime, i det daglige, i årevis. Og der er meget løgn på de sociale medier.
Influencere, kendisser og bloggere er blevet kommercialiserede og er gået fra at anbefale ting, de godt kan lide til at være drevne forretningskvinder (ja, det er især kvinder) med listepriser på f.eks. 50.000 kroner for en enkelt story. Det gør, at os i den anden ende af internetforbindelsen skal forholde os mere kritiske til indholdet. Og så skal jeg huske at sige #NotAllInfluencers, men denne her historie er om noget en lærestreg i at forholde sig kritisk til, hvad der sker på de sociale medier.
Denne her løgner var så dygtig, at selv Kræftens Bekæmpelse lavede et samarbejde med hende. Det er ganske enkelt uhyggeligt. Og det er at pisse på alle os, der kæmper for at holde os i live så længe som muligt med den frygtede sygdom.
.Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
