Det var et vildt og nervepirrende valg. Men vi har prøvet det før
Radio & podcast
menu-close

#dkpol: Det var et vildt og nervepirrende valg. Men vi har prøvet det før

6. juni 2019 |

Krydset er sat, og vælgerne har talt. Det har været en vild valgkamp og et spændende folketingsvalg. Men faktisk er der en del gentagelser fra tidligere valg, her kommer fem stemmemønstre og tendenser fra den nyere politiske historie.

Cand.Scient.Pol. Normkritisk kulturentusiast med forkærlighed for politik og popkultur. Kontakt: mads@heartbeats.dk

Det er dagen efter dagen. Folketingsvalget er netop overstået, og de danske vælgere har talt. Det blev til et solidt rødt flertal, men også fremgang til de fire, gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative. Et enkelt meget højreorienteret parti kom ind, og et andet var utroligt tæt på. Det var med andre ord et vildt valg!

Mens vi venter på en ny regering, dykker vi ned i resultaterne fra valget og peger på fem interessante, politiske tendenser fra de senere valg.

1998: Partiformanden, der forsvandt

Kort efter at valget 2019’s sidste krydser blev sat, var det tydeligt for enhver, at Liberal Alliances stifter og formand, Anders Samuelsen, mistede sit mandat og ikke blev genvalgt. Det, på trods af, at han om nogen er en personificering af partiet og har været partiets ansigt udadtil gennem en årrække. Det er ret usædvanligt.

Det er dog ikke første gang, at en partiformand skuffet taber kæben over sit personlige resultat efter en lang og hård valgkamp. Tilbage i 1998 mistede De Konservatives partiformand Per Stig Møller sit kredsmandat, og alt pegede på at den i dag konservative nestor måtte forlade Folketinget. De Konservative døjede i slut 90’erne med store fløjkrige. Det kulminerede med noget, der mindede om en halvering ved det ellers spændende Folketingsvalg i 1998. Her blev partiets formand også ramt.

I modsætningen til Anders Samuelsen blev Per Stig Møllers politiske karriere dog reddet, da Per Stig Møller fik et tillægsmandat. Han måtte dog gå af som partiformand. Et tillægsmandat er et mandat, der ikke er tilknyttet en specifik valgkreds, men fordeles partierne imellem. Det skal sikre en mere proportional fordeling mellem partierne, da partiernes resultater kan variere meget i de forskellige valgkredse.


2005-2019: Radicool frem og tilbage

De Radikale fik et godt valg ved Folketingsvalget i går og opnåede 8,6 procent af stemmerne. Spørgsmålet er dog, hvor længe successen varer. For når det kommer til De Radikale, er der nogle ret interessante mønstre. Populært sagt har de skiftevis et godt og et dårligt valg.

Ser man på partiets resultater, siden alle ville være “radicool” med Marianne Jelved i 2005, har vi set følgende tendens:

De går altså frem ved et valg og så tilbage ved det næste. Hvis tendensen holder, kunne noget tyde på, at De Radikale skal frygte det næste Folketingsvalg.

Læs også: Gimmicks, Glistrup og kamphaner: 5 vilde valg som er værd at huske på her midt i en historisk lang valgkamp


2011-2019: Statsministerpartiet går frem, men mister magten

Ved de seneste Folketingsvalg er tendensen, at den siddende statsminister har tabt magten på trods af fremgang til sit parti. På nuværende tidspunkt ved vi stadig ikke, om det lykkes Mette Frederiksen at danne en ny rød regering, men meget peger på, at Danmark får vores næste kvindelige statsminister.

Da Lars Løkke Rasmussen måtte aflevere de famøse nøgler (“til låns”!) til statsministeriet i 2011 til Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, var det efter en lille fremgang til venstre. På samme måde måtte Thorning aflevere nøglerne tilbage i 2015 på trods af en fremgang til Socialdemokratiet. Og i går oplevede partiet Venstre valgets største fremgang, men det var ikke nok til at genvinde magten.


De små regeringspartier bliver mast

Og hvad så med de andre regeringspartier? Ifølge Tysklands afgående kansler Angela Merkel er der triste nyheder, da hun har sagt følgende om de små regeringspartier: ”The little party always gets smashed!”. Ser vi på de små regeringspartier ved de sidste tre valg, tyder det på at være korrekt. Ved valget i 2011 blev lillebroen i VK-regeringen, Det Konservative Folkeparti, halveret. På samme måde oplevede De Radikale som nævnt en tilbagegang ved valget i 2015.  SF, der godt nok var udtrådt af regeringen, oplevede på samme vis en meget stor tilbagegang.

I går så vi så, at Liberal Alliance oplevede en kæmpe tilbagegang og blev Folketingets mindste parti. Her overraskede De Konservative som en lille solskinshistorie, da de oplevede stor fremgang. Ønsker du at vide mere om, hvilke udfordringer små regeringspartier oplever ved valg, kan du læse mere her.

Læs også: Vi opsummerer: Det har jo været den mest groteske og vulgære valgkamp nogensinde!


De gamle partier bliver styrket

Folketingsvalget i 2015 var bl.a. kendetegnet ved, at de fire, gamle partier blev svækket og samlet gik tilbage til kun 54 procent af stemmerne. Det svarede til 95 mandater. På samme vis oplevede man et DF, der stormede frem og med deres 21 procent af stemmerne blev det største borgerlige parti. I går oplevede de fire, gamle partier til gengæld stor fremgang.

Mere specifikt fik de fire, gamle partier 65 procent af stemmerne. På samme vis oplevede de nye partier DF, LA, Enhedslisten og Alternativet tilbagegang.

Du kan se de forskellige partiers resultater her:

Parti

Mandater

Procent af stemmerne

Socialdemokratiet

48

25,9

Venstre

43

23,4
Dansk Folkeparti 16 8,7
Det Radikale Venstre 16 8,6
Socialistisk Folkeparti 14 7,7
Enhedslisten 13 6,9
Det Konservative Folkeparti 12 6,6
Alternativet 5 3
Nye Borgerlige 4 2,4
Liberal Alliance 4 2,3
Stram Kurs 0 1,8
Kristendemokraterne 0 1,7
Klaus Riskær Pedersen 0 0,8

Foto: Unsplash/Wiki Commons 

Mads Høyer Hansen

Cand.Scient.Pol. Normkritisk kulturentusiast med forkærlighed for politik og popkultur. Kontakt: mads@heartbeats.dk