Det sgu da Jesus
Radio & podcast
menu-close

Det sgu da Jesus

10. marts 2017 |

Historien om en altertavle.

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.

Der findes en altertavle på Østerbro, som altid får sat gang i mine smilebånd.

Det var til en barnedåb. En tidlig lørdag morgen. Jeg gik fra mit hjem på Østerbro tværs over fælleden mod Taksigelseskirken. Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig, men jeg husker, at jeg var en smule prædisponeret for latter den morgen. En anelse efterdønninger fra nattens udskejelser sad stadigvæk i kroppen. Det var derfor med nogen ambivalens, at jeg opdagede Taksigelseskirkens altertavle, da jeg kiggede op fra min plads i kirken. Jeg var overhovedet ikke forberedt på, hvad der mødte mit blik, ophøjet for enden af kirken. En spedalsk knæler foran en blond Kristus, som, med spredte ben, blidt trykker den arme mand ned imod sit skød. Jeg var målløs. Lidt ligesom når man oplever en pinlig tale og leder efter nødudgangen. En vej ud. Men hvor man samtidig forstår, at man oplever noget unikt, og nysgerrigt forbliver plantet til kirkebænken.

Det var den bedste barnedåb nogensinde!

Jeg havde efterfølgende travlt med at sprede budskabet til den efterfølgende reception, og håbede, at flere havde opdaget altertavlen, og synes at den var ligeså fantastisk som jeg gjorde. Jeg morede mig gevaldigt. Som sagt – bedste barnedåb EVER!

Min nysgerrighed over denne altertavle har til- og aftaget lige siden, og er kulmineret i en mild besættelse af altertavlen på Jagtvej. Det viser sig da også, at der stikker mere under, end hvad mit første møde med altertavlen vækkede i mig af barnlige fjollerier. For hvad altertavler angår, så har denne en ret omfattende og mystisk historie: Foræret som gave, taget ned i foragt, gemt væk, genopdaget og endelig genophængt på sin oprindelige plads d. 11. maj 2008 efter 71 år i eksil og 55 år efter kunstnerens død.

Billedkunstner og professor ved kunstakademiet Aksel Jørgensen skænkede i 1927 en altertavle til indvielsen af Taksigelseskirken i Aldersro sogn. En gave til folket i sit barndomskvarter, som han har portrætteret på en del af sine malerier. Disse forestillede som regel arbejderklassen i muntert humør efter indtagelse af adskillige store fadøl og gerne med en rødkindet prostitueret på skødet. Aksel Jørgensen havde ikke malet et kristent motiv før, så da han skulle male taksigelsesscenen med den spedalske, der viser sin taknemmelighed til Jesus, trak han fra sine maletraditioner og brugte lokale arbejderfolk til at stå model til de omkringstående tilskuere på maleriet. Samtidig har han valgt at afbilde Jesus som en nordisk kæmpe med blond hår, der skulle være mere vedkommende for den lokale kirkegænger.

Aksel Jørgensen var socialdemokrat, og så kristendommen igennem socialdemokratiske briller som en social bevægelse. Kristendommen kunne således hjælpe med at styrke et værdifællesskab i arbejderklassen. Kirken var et samlingspunkt, og derfor var det for Aksel Jørgensen også vigtigt at blive mødt af et vedkommende kirkerum, hvor blandt andet kirkekunsten også skulle være i trit med arbejderklassens sindelag. Mindre dommedag, mere næstekærlighed. Den menneskelige side af Jesus ophøjes. Det er denne næstekærlighed, vi ser i Jørgensens altertavle, men som blot ti år efter kirkens indvielse tilsyneladende blev for meget for menighedsrådet.

I starten af 1930’erne indleder menighedsrådet en korrespondance med Aksel Jørgensen vedrørende altertavlen. Menighedsrådet er utilfreds. De mener ikke, at altertavlen er færdig. Der henvises til maleriets skitserede stil og til en af pigernes hænder, som synes at være ufærdig. Afbildningen af den blonde, skrævende Jesus nævnes ikke. At det først er flere år efter opsætningen, at menighedsrådet begynder at stille spørgsmål ved udformningen af altertavlen, og desuden hæfter sig ved de mindst kontroversielle træk, sætter gang i gisningerne om, hvad der har foregået oppe i hovederne i menighedsrådet. De indleder en dans om den varme grød, hvor der peges fingre ad og er konsensus om det modbydelige, der forarger søndag efter søndag. Det er så modbydeligt, at det end ikke kan hviskes ud i plenum. Det modbydelige forbliver usagt, men modbydeligt er det ikke desto mindre.

Aksel Jørgensen vedkender i 1934, at altertavlen ikke er færdig, og begynder arbejde på en række skitser, der skal fuldende værket og gøre altertavlen større. Menighedsrådet er skeptisk (surprise). Arbejdet trækker ud, Aksel Jørgensen svarer ikke på menighedsrådets breve, deres tålmodighed løber ud, og hvad der var en gave til kunstnerens barndomskvarter bliver i 1937 taget ned i foragt og leveret tilbage til Aksel Jørgensen. I dets sted ophænges et motiv af dommedag.

Aksel Jørgensens altertavle glemmes.

I 1986 tiltræder sognepræst Knud Erland Munck i Taksigelseskirken. I løbet af de første år af sit pastorat, hører han rygter om en svunden altertavle. Et af den slags rygter, som kun synes at eksistere i krogene, som et spøgelse i kirkemurens DNA og overleveres af gamle kirketjenere, som værner om historien. Efter at have lokaliseret altertavlen, som havde fundet vej til Silkeborg kunstmuseum, forsøgte Knud i 1994 at skaffe altertavlen tilbage på sin retmæssige plads over alteret i Taksigelseskirken. De nødvendige midler blev rejst, men menighedsrådet var ikke videre begejstrede over udsigten til at få den oprindelige altertavle tilbage. Knud Erland Munck forlod kirken inden tavlen igen kom op og hænge.

Det skete som sagt endelig i 2008, hvor den lille pige, bedende til højre for Jesus på maleriet, nu en gammel dame, igen kunne se sit motiv hænge i sin lokale kirke. Sidenhen er tavlen blevet udbygget med en forgyldt ramme med Aksel Jørgensens oprindelige skitser trykt ind i.

Således afrundes altertavlens historie for nu. Tavlen er tilbage, hvor den hører hjemme, og kirken er komplet i sin taksigelse; i sin ophøjelse af de menneskelige værdier hos Jesus. Det er her den vises frem til os af kirketjeneren, en tidligere fabriksarbejder, som efter krisen i 2009 fandt vej til Taksigelseskirken. Han trækker også let på smilebåndene, når han fortæller om konfirmander, der år efter år fnisende pointerer altertavlen. Måske var det simpelthen dette formål den var tiltænkt: Arbejderen har det allerede hårdt nok, så lad ham gå i kirken og få et smil på læben. Det motiv kan jeg i hvert fald godt forlige mig med.

Jeg synes ikke, Aksel Jørgensens altertavle er særligt flot. Men den er seværdig og alt andet end uinteressant. Lige fra da jeg sad til barnedåben og fik øje på tavlen for første gang, har jeg været interesseret i hvad pokker det var for en historie, der lå bag. Jesus vikingeagtige udseende, hans kontroversielle positionering og de ret stærke farver skaber en spænding i rummet, der fikserer al tankevirksomhed mod øjeblikket, der fanges på maleriet: Taksigelsen. Selvom altertavlen stadigvæk får mig til at trække på smilebåndene, påskønner jeg alt ved den.

Et stort tak til Taksigelseskirken og til sognepræst Knud Erland Munck, som har hjulpet med baggrundshistorien og adgang til tavlen.

Andreas Saxild

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.