Det klinger hult at uddele en LGBT-pris til statsministeren
Radio & podcast
menu-close

Moussa Mchangama: Det klinger hult at uddele en LGBT-pris til statsministeren

8. april 2019 |

I sidste uge uddelte LGBT-miljøet priser til aktivister, foreninger og medier, der gør en forskel til årets Rainbow Awards. Sloganet for aftenen handlede om at være den, man er, men hvad betyder det i et LGBT-miljø med så mange (og nogle gange modstridende) fronter? Og hvorfor skulle statsministeren have en ærespris?

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i 2018 for anden gang i Copenhagen Pride. Foto: Out & About

”Jeg er den, jeg er. Du er den, du er.” Sådan lød det flere gange i løbet af Rainbow Awards 2019, der med et stort anlagt show blev afholdt i Cirkusbygningen i sidste uge. På storskærmene tonede en divers gruppe mennesker frem, der hver især italesatte både deres egne oplevelser som queers og LGBT+-personer, den modstand og diskrimination de mødes med og deres drømme for fremtiden.

Indslagene havde flere pointer. For hvor der op til uddelingen især blev kommunikeret meget håndgribeligt og rørende om, at 49 pct. af alle LGBT-par undgår at holde i hånd af frygt for overfald, trusler og chikane, så var indslagene under selve showet i høj grad med til at understrege hvor mangfoldigt og multifacetteret et miljø, der er tale om – og ikke mindst, hvor forskellige ting vi derfor drømmer om.

For lad os lige slå det fast med det samme: LGBT-personer bliver i høj grad stadig diskrimeret i både offentlige og private sammenhæng, udsat for chikane og overfald, ligesom LGBT-personer er mere udsat for f.eks. depression eller selvmordstanker end resten af befolkningen. Med andre ord; at stå uden for de fælles normative rammer har vidtrækkende konsekvenser for ens liv, ens mental og fysiske sundhed og ens muligheder.

Aftenens show illustrerede glimrende de mange forskellige aspekter af miljøet: Fra Johannes Nymark og Bryan Rice, der talte om deres børn over organisationen Intersex Danmark, der kæmper for interkønnedes rettigheder. Fra aktivist Mikkel Radicke for hans arbejde mod toksisk maskulinitet og overgreb mod mænd til den populære Youtuber Julia Sofia, der sidste år talte om sin seksualitet (der ikke skal puttes i kasser) og hendes tidligere pigekærester. Fra Abdel Aziz Mahmouds mor, Souad F. Taha, der blev årets allierede (altså en, der kæmper med LGBT-miljøet) til e-sportsatleten Oliver Winther, der kæmper mod homofobi. Med andre ord, retningerne er mange.

LÆS OGSÅ: Sex & Samfund: Børn svigtes med dårlig seksualundervisning

Men kan man egentlig kæmpe samlet, hvis man som miljø skal rumme så mange, at fronterne er så overvældende mange? Svaret er ja. Og det viste aftenens show. Men det kommer ikke til at ske uden mere arbejde. Og det viste aftenens slogan.

I sig selv er den helt grundlæggende idé om, at vi skal have ret til at være lige præcis dem, vi vil være, ekstremt vigtig. Men det er ikke i sig selv nok. Der mangler noget. Det, der kan bindes os sammen: Respekten.

”Jeg er den, jeg er. Du er den, du er,” er i sin grundessens en våd, liberal drøm, men udtrykket tager ikke højde for, hvordan vi skaber rammerne for, at alle skal kunne være dem, de er – og at vi alle skal kunne være det på en måde, der sikrer os et godt, respektfuldt, omsorgsfuldt og diskriminationsfrit liv.

Derfor klingede det også hult, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik tildelt en ærespris for hans regerings LGBT-handlingsplan, der blev udgivet i juni 2018. For selvom handlingsplanen indeholder mange gode momenter, og det er første gang, en regering (på verdensplan!) udgiver sådan en ramme for arbejdet med LGBT-politik, så var der mange i salen, der på egen krop og liv har oplevet konsekvenserne af Rasmussens politik over årene.

I motivationen (i øvrigt leveret af HKH Kronprinsesse Mary – vildt nok at lade hende uddele en så værdiladet pris lige op til et valg …) blev der bl.a. sagt, at æresprisen kun blev givet, når der virkelig var grund til det. Det indebærer altså, at man skal have gjort sig så vanvittigt meget fortjent til hæder og applaus og (ville jeg mene) kontinuerligt have arbejdet for at ændre forskellige problematikker. At man helt grundlæggende forstår de præmisser, man arbejder under.

Og her er netop problemet. For det var tydeligt, at statsministeren godt vidste, at han var på udebane. Han lod den medbragte politikertale blive i lommen og holdt en (i øvrigt væsentligt bedre end forventet) tale om retten til at være sig selv, selvom vi alle er forskellige og nævnte behændigt de allermest kristne miljøer som steder, hvor LGBT-personer ikke er velkomne, i stedet for at trække Islam-kortet, som de fleste nok havde forventet. Smart og velspinnet.

LÆS OGSÅ: MOODY: ”Det er lidt som om, at jo dårligere jeg har det, jo bedre sange skriver jeg”

Rainbow Awards er arrangeret af Rainbow Business Danmark, en privat organisation, der kan gøre og sige fuldstændig, hvad de vil. Men showet er stort anlagt og sendes på TV2 Zulu, og der er ekstremt stor signalværdi i at give en statsminister en ærespris. Derfor skal de selvfølgelig stå på mål for alle valg, de træffer. Det er i øvrigt lidt ligesom dengang, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog Årets Laks i 2004 i forbindelse med Copenhagen Pride, fordi han (som privatperson) havde udtalt, at han gik ind for homovielser i Folkekirken (men ikke ville lovgive om det).

I begge tilfælde er det markant, at de gentagne gange er gået imod lovforslag eller tiltag, der markant kunne forbedre LGBT-miljøets rettigheder og muligheder i samfundet. At man en enkelt gang går i den rigtige retning, er ikke det samme, som at vi skal kaste lovpris og roser efter dem. Det er simpelthen for nemt og letbenet. Ikke mindst lader det hån om alle de mange aktivister, politikere og organisationer, der rent faktisk gang på gang forsvarer miljøet. Det er dem, man skal fejre, om nogen.

Ligeledes var det afgørende, at talen for så vidt intet indeholdt om den allervigtigste del af at kunne være sig selv: at vi mennesker, ja, er forskellige. Og at den vigtigste motivation for at kunne være sig selv er en grundlæggende respekt for forskellighed som grundkerne i vores samfund. At anerkende at du er anderledes end jeg, må også følges op af en bevidsthed om, at vi derfor må skabe rammer, der kan rumme os begge. Hvis du har et mere privilegeret udgangspunkt end jeg, forventer jeg, at en ambition om, at vi begge skal være lige, bliver fulgt op med et ønske om at forstå, hvordan min livssituation er forskellig for din – og hvad det betyder i praksis for mit liv.

Det manglede fuldstændig (og lad os kigge på flygtninge/integrationspolitikken med de briller på, mon dieu …), men var netop en underlæggende præmis for de videoindslag, der løbende blev lavet: Vi er forskellige, ja. Men i forskelligheden ligger styrken, for i forskelligheden kan vi rumme ikke bare os selv, men hinanden og dermed også andre. Det er ikke bare diversitet; det er god gammeldaws næstekærlighed, det er omsorg, det er respekt, det er forståelse i ordenes allervæsentligste betydning.

LÆS OGSÅ: Der skal mange flere kvinder på Wikipedia. Og op på vejskiltene og som statuer i det offentlige rum

Og så er det, at Rainbow Awards i sig selv bliver en glimrende illustration på et miljø, der rummer mange forskellige facetter. En stor del af mange års homokamp (og her nævner jeg specifikt den privilegerede homokamp som forskellig fra LGBT-kamp) har handlet om at blive så normativ som muligt; kunne indgå ægteskab, få børn og nu (med øget fokus på f.eks. bøssers brug af rugemødre) at kunne starte sin egen kernefamilie. Andre steder har kampene et andet udtryk; ikke at opleve kontinuerlig diskrimination i sundhedsvæsenet eller i det offentlige, f.eks. som trans- eller interkønnet. At få fjernet ens kønsidentitet (ens liv!) fra listen over psykiske sygdomme (det skete først for transpersoner i 2017!).  At få flygtningestatus som LGBT-flygtning. At kunne navigere i systemer og samfund, som ingen forståelse har for, hvem man er, hvis man f.eks. er non-binær (og dermed ikke rangerer på en traditionel forståelse af mand/kvinde). Listen fortsætter. Og fortsætter. Og fortsætter.

I takt med at der generelt kommer mere opmærksomhed på de mange forskellige kampe, de mange forskellige identiteter, de mange forskellige liv og de mange forskellige oplevelser, er det den helt grundlæggende respekt for hinanden, der bliver afgørende for den videre kamp og for den videre formidling af, at et LGBT-miljø godt kan stå samlet. Godt kan rumme hinanden. Godt kan give plads til hinandens forskellige kampe. Det er en udfordring, ja. For internt i miljøet/miljøerne er der i høj grad også diskrimination og magthierarkier.

Men om noget viste showet, at man faktisk godt kan skabe en ramme, hvor der er plads til alle, uden at den dermed skal udvandes og gøres ligegyldig. Øvelsen må nu være at få overført det til andre organisationer, prides, kamppladser og samfund. Så kan vi faktisk rykke videre. Og forstå, at det aldrig handler om at blive ens. Men handler om at alle skal kunne leve – og leve godt.

Moussa Mchangama

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.