Joachim B. Olsen

Ditte Giese: Det har jo været den mest groteske og vulgære valgkamp nogensinde!

Det har været en sindssyg valgkamp fyldt med grove beskyldninger og vulgære kampagnekneb. Her kommer en opsummering af de vildeste.

Denne her valgkamp har ikke bare været historisk lang, både fordi den begyndte længe inden, valget overhovedet var udskrevet, men også fordi vi både har haft EU-valg og folketingsvalg oveni hinanden. Men den har også været historisk på andre måder. For eksempel har den været grov, racistisk og vulgær som aldrig før.

I går hørte jeg f.eks. en partileder, Pernille Vermund, stå i den sidste partilederdebat på TV2 og sige ”hold nu kæft” til statsministeren. Der plejer ellers at være en nedre grænse for, hvordan politikere, trods uenighed, taler til hinanden, høfligt og sagligt, men den tradition lader nu til at være afskaffet.

Det med de vilde udtalelser i valgkampen er selvfølgelig hjulpet godt på vej af de nye frække drenge og piger i klassen, Nye Borgerlige og Stram Kurs, som nærmest går til valg på hadtale og perfide angreb. Paludan kalder konsekvent brune medborgere for ”hottentotter” og ”kriminelle samfundstabere”, og han fik også lige kaldt Mimi Jakobsen, altså Fru Red Barnet, Centrum-Demokraterne og Familiejournal-segmentet, for ”nazisvin”.

Så var der rebellerne hos Liberal Alliance, hvor Joachim B. Olsens friske annonce på et pornosite for evigt har givet ham kælenavnet ”Gokke-Jokke”, og fik reaktualiseret salig Mads Holgers berømte citat: ”Når jeg hører liberalister sige, at de også tænker på andre, så tænker jeg; “ja, ja – men det er jo kun, når I onanerer”.

Og B. Olsens partifælle Laura Lindahl ville give skattelettelser, så alle kunne få råd til – ikke et fedt køkken – men et par ”nye silikone-babser”.

Laura Lindahl

Som et modsvar til Stram Kurs oprettede Ida Auken (R) så den humoristiske Facebookgruppe Stram Kus, hvor næsten 80.000 danskere hele valgkampen har siddet og lollet over at lave knibeøvelser i plenum. Der blev spekuleret i Mette Frederiksens maveonde, og komiker Frank Hvam mente i sin EP-valgvideo, at hun nu var “rød i begge ender”.

Pia Kjærsgaard, Folketingets formand, har også været meget aktiv i valgkampen, primært på Twitter, men hun skal vel også genvælges. Først kritiserede hun den unge, svenske klimaaktivist Greta Thunberg offentligt under henvisning til hendes diagnoser, så mente hun, at DF’s vælgerlussing til EP-valget var ”klimatossernes skyld”.

Indimellem fik hun også lige hadet på en seksuel minoritet, fordi der var ”alt for meget bøsse, drag og gejl i Eurovision”, og endelig mente hun, at DR, som Paludan hele tiden kalder ”ræverøde”, nøje havde udvalgt et publikum, der kun klappede af de røde partier.

Elendigt publikum udvalgt nøje af DR . Klapsalver og våde øjne hver gang, der bliver talt modtagelse af flygtninge. Og stilhed når der bliver talt om asylstop og hjemsendelse #dkpol

— Pia Kjærsgaard (@Pia_Kjaersgaard) 3. juni 2019

Endelig var et ellers fuldkommen usynligt parti, Kristendemokraterne, pludselig på alles læber, fordi de stillede med ”vikaren fra Himlen” og alle de andre smålumre kommentarer, som Isabella Arendt skulle høre på, efter at hun overtog posten som fungerende formand fra Stig Grenov. Det klarede hun ret godt, men ham Grenov fik alligevel tweetet KD tilbage under spærregrænsen med lidt slutshaming af kvinder, der får en abort:

“Det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjorte”, skrev han i et tweet, han senere har beklaget og trukket tilbage.

Så der har vi valgkampen 2019 opsummeret: Alt for meget fokus på hængepatter, gokkeri, hottentotter, stram kusseri og så videre. Sæt nu dit kryds nøje i dag. Glædelig Grundlovsdag.

Find mere om
Footer graphics